Internationalt anerkendt designskole bidrager til nyt børnebibliotek i Randers

25.03.24
Designskolen Kolding deltager i arbejdet med at designe et nyt og moderne børnebibliotek på baggrund af en omfattende rundspørge hos borgerne i Randers Kommune.

Den 18. marts præsenterede konsulentbureauet Urban Goods resultaterne af en brugerundersøgelse blandt borgerne i Randers om behov, drømme og ønsker til det nye børnebibliotek. Designskolen Kolding, en anerkendt institution med international forskningserfaring inden for leg og design bag sig, står nu i spidsen for at omsætte resultaterne til konkrete designløsninger.

”Med Designskolen Koldings ekspertise og indsigterne fra brugerundersøgelsen har vi et stærkt udgangspunkt for at skabe et børnebibliotek, der vil være et centralt og berigende sted for både børn og voksne i Randers”, udtaler Lone Føgh Westphall, bibliotekschef ved Randers Bibliotek.

Målet med samarbejdet med designskolen er at gentænke børnebiblioteket og skabe et rum, der imødekommer brugernes behov både nu og i fremtiden.

Fremtidens børnebibliotek med plads til leg, læring og kreativitet

Designskolens Laboratorie for Leg og Design integrerer resultaterne fra brugerundersøgelsen i udviklingen af prototyper, der bliver testet i biblioteksrummet i løbet af efteråret 2024.

"Prototyperne giver os værdifulde indsigter i, hvordan vores designløsninger fungerer i praksis og vil danne grundlag for det endelige design. Vi ønsker at designe et børnebibliotek, der ikke blot er et sted for opbevaring af bøger, men er et levende og inspirerende rum for leg, læring og kreativitet," fortæller Nina Rüder, Studieadjunkt ved Kolding Designskole.

Det endelige design bliver udarbejdet efter testfasen med henblik på renovering af børnebiblioteket, der ventes at stå færdig inden udgangen af 2026.

En åben proces med borgere og samarbejdspartnere

Hos langt de fleste børn, unge og forældre er der bred enighed om, at det nye børnebibliotek skal have plads til mere leg. Skoler og daginstitutioner ønsker generelt flere inspirerende, fleksible og sanselige lærings-og opholdsrum, der kan skræddersys til forskellige behov.

”Udgangspunktet for projektet har altid været at gå nysgerrigt og undersøgende til værks. Det er en åben proces, hvor vi lytter til borgere og tester ting af, fordi den endelige løsning kan ikke tænkes frem,” fortæller Henrik Gadegaard, projekt-og udviklingskonsulent ved Randers Bibliotek.

Brugerundersøgelsen består af mere end 50 miniinterviews, workshops med to skoleklasser, feltstudier på skoler og i daginstitutioner samt input fra en tegnestation på Hovedbiblioteket.