Et bibliotek i galaksen
Program for ferniseringen den 13. april 2018, fra kl. 12.00 - 18.00 i Kulturhuset.

Den store dag er kommet. Den store dag for et bibliotek i galaksen. Den store dag for Randers – en by i galaksen. Vi afslører vores nye og unikke samling, der præsenteres i en anderledes biblioteksudstilling, og hele dagen kommer til at summe af Star Wars.

 

PROGRAM

Det fedeste program

Kl. 12.00
De første 50, der møder op, kan lave deres eget lyssværd i sammen med en Jedi-bibliotekar.

Kl. 13.00
Jacob Krogsøe og Nikolai Kaad – introducerer Star Wars-universet og hele ideen bag projektet ”Randers – en by i galaksen”.

Kl. 14.00
Signe Brinkmann – Star Wars i et læringsperspektiv. Foredrag i forbindelse med Nørrevangsskolens projekt som finder sted i ugerne op til åbningen. Der er i den sammenhæng fernisering af de færdige Star Wars produkter, som skolerne i Randers har lavet. Skolerne har arbejdet med tre kategorier: kunst, film og historier. Der kåres en vinderklasser i hver af de tre kategorier.

Kl. 15.00
Jedi-sværdkamp. På en fjern planet i en fjern, fjern galakse mødes to jediriddere. De kæmper om posten som præst i visdommens tempel. Men hvem er god, og hvem er ond? Hvem er mesteren, og hvem vil tabe? En duel på lyssværd inspireret af den japanske kampstilart Katori Shinto Ryu.

Kl. 15.30
Åbningstale – sløret løftes for den unikke samling. Danmarks største bibliotekssamling med Star Wars-materiale, både bøger, tegneserier, spil og meget, meget andet.

Kl. 16.00 - 17.00
Jakob Stegelmann fra Troldspejlet holder foredrag efter den officielle åbning.

Hele dagen:
X-Wing - Kom og vær med til drabelige kampe i det ydre rum i tabletop-spillet X-Wing Miniatures fra Fantasy Flight Games. To spillere tager kampen op mod hinanden i en spændende dogfight med de ikoniske skibe fra Star Wars, hvor ens evne til at udnytte sit rumskibs manøvrer, ildkraft og udrustning kommer på prøve. Kampene i sig selv er supersjove, men som prikken over i'et kan ens rumskibes-eskadriller udstyres og sammensættes på et utal af måder. Workshoppen afholdes af Esben Rasmussen.

Marie Hazra laver smykkeworkshop, hvor du kan være med til at lave dit eget Star Wars-smykke.

Workshops der kører fra 12-18:
Farvelægning af fotokopier, Star Wars puslespil, male Star Wars på kopper, sætte hår - som vi ser det hos Leia, skabeloner til farvelæg og klip-og-klistre din egen tusind års falk, lav din egen planet mm.  

Det sker i Kulturhuset:
Randers Kunstmuseum – Star Wars indtager Randers Kunstmuseums kunstlaboratorium i forbindelse med ”Randers – en by i galaksen”. Her kan man gå på opdagelse i flere udstillede LEGO Star Wars modeller og så vil det være muligt for besøgende selv at give sig i kast med universet – der vil nemlig være rig mulighed for at bygge med inspiration i de udstillede modeller. Udstillingen kan opleves fra d. 13.-22. april.

Museum Østjylland – Star Wars i Randers - Jagten på det ydre rum. Ligesom i Star Wars har stjerner, planeter og drømmen om det ydre rum til alle tider fascineret mennesket. Tag de små i hånden, og jag stjerner rundt i udstillingen, og find spor efter menneskers drømme om det ydre rum.  Klarer du jagten, kan du få et Star Wars-diplom med hjem. 10-16 fredag, lørdag og søndag.

 

Glæd jer...
Der er mange datoer, som har sat sig fast i vores kollektive bevidsthed. Den 20. juli 1969 landede vi på månen. Den 26. juni 1992 vandt vi EM i fodbold, og for mange er den 25. maj 1977 mejslet ind i hukommelsen: Her fik den første Star Wars-film verdenspremiere.

Et folkebibliotek har mange opgaver. En af de vigtigste er at fremme læselyst. Vi siger ikke, at alle skal læse Star Wars-bøger. Men det er en fantastisk og unik mulighed for biblioteket at forsøge at gøre biblioteket til et Star Wars-bibliotek. Et sted, hvor man kan starte sit eventyr i læsningens fantastiske universer. Et sted, der sammen med alle vores andre tiltag kan være med til at fremme lysten til at læse, lysten til at lære. For i sin essens er fortællingerne i Star Wars evigtgyldige, kampen mellem det gode og det onde, at gå fra barn til voksen, glæden ved gode historier, en leg med teknik og meget, meget andet.

Det har allerede åbnet op for samarbejde med flere skoler i Randers. Og det kommer der meget, meget mere af i en ikke så fjern fremtid. 

Husk at følge med på Randers Biblioteks Instagram.

Insta

 

StormWorm

Randers Bibliotek - Stemannsgade 2 - 8900 Randers - Telefon: 87 10 68 00 - hovedbiblioteket@randersbib.dk