Et poetisk opkald #1: Kaj Munk - Pas paa (1936)

Et poetisk opkald #2: Morten Nielsen - Foraarets Horisont (1943)

Et poetisk opkald #3: Julius Chr. Gerson - Modersmaalet (1845)

Et poetisk opkald #4: H.C. Andersen - Jylland mellem tvende Have (1865)

Et poetisk opkald #5: Emil Aarestrup - Angst (1838)

Et poetisk opkald #6: H.V. Kaalund - De to Venner (1845)

Et poetisk opkald

12.05.20
Kom med på en lokal og lyrisk tidsrejse i ord og billeder!

Hvordan mon det var at leve her før i tiden? For nogle af os skal der ikke meget til, før det spørgsmål dukker op i hovedet. Skyggerne af en gammel Thor-reklame på en husgavl. Græs der gror op mellem rustne jernbaneskinner. En stråtækt bygning i skævt bindingsværk.

Inde på Randers Stadsarkiv ved de rigtig meget om emnet. Deres billeddatabase er kæmpestor og rummer vidnesbyrd i lange baner, hvis man gerne vil have visuelt input til, hvordan Randers og omegn tog sig ud tidligere. Det er en god start.

Her på biblioteket kan vi imidlertid tilføje en vigtig dimension til sagen. Takket være litteraturen ligger vi nemlig inde med utrolige mængder viden om, hvordan der så ud inde i folks hoveder tidligere. Litteraturen er summen af skriftlige ting, som nogen har haft på hjerte gennem tiden, og videoserien “Et poetisk opkald” er et forsøg på at kombinere den med Stadsarkivets billedside.

Vi har valgt at koncentrere os om digterne, fordi de skriver kort og koncentreret. De bedste af dem laver snapshots fuldt på højde med den bedste fotograf og griber et øjeblik, som vi genkender både 50, 100 og 200 år nede ad vejen. Prøv at undersøge, hvor mange gamle tekster, der står i Højskolesangbogen, og som vi stadig vender tilbage til. Det er mange, og det er ikke tilfældigt.

I “Et poetisk opkald” følger der ikke nogen melodi og ingen akkorder med digternes ord. Til gengæld laver billedsiden en anden slags akkompagnement. Tak til Randers Stadsarkiv, der gjorde den kombination mulig for os - og god tidsrejse til dig, der går om bord!

/Mik

P.S.: Og så lige et afsluttende tip: hvis du ikke kan få nok af ældre dansk lyrik, vil du elske at gå på opdagelse i digt-databasen Kalliope!