Randers Bibliotek

Bibliotekerne i Randers kommune består af Hovedbiblioteket i Randers centrum, Randers Bibliotek Syd i Kristrup, Randers Bibliotek Øst i Dronningborg, Langå Bibliotek samt en bogbus.

Randers Bibliotek – bag kulisserne

Bibliotekerne i Randers Kommune består af Hovedbiblioteket i Randers centrum, Randers Bibliotek Syd i Kristrup, Randers Bibliotek Øst i Dronningborg og Langå Bibliotek. Derudover har vi en bogbus der både tager sig af bookinger og kører, efter en fast køreplan, rundt i Randers Kommune.

Projektorganisation

Randers Bibliotek er et folkebibliotek og kommunens største kulturinstitution. Vi har en ambition om at give borgerne Danmarks bedste bibliotek og samtidig vil vi være kommunens bedste arbejdsplads. Vi har ry for, og det er noget vi prioriterer meget, at være i front, når det kommer til formidling og udvikling.

Det sikrer vi os ved at have en organisation, der arbejder systematisk med ideudvikling, og ved at interessere os for, hvad kommunens borgere efterspørger samtidig med at vi holder skarpt øje med nationale og internationale tendenser i forhold til biblioteker og mere overordnet kultur.

Randers Bibliotek er organiseret som en projektorganisation med velbeskrevne roller og med tydelige mål og rammer. Det sikrer tydelighed i forhold til ansvar og frihed i forhold til opgaveløsning.
 

Bibliotekschefen, chefen for litteratur og læring og holdene

Bibliotekschefen er bibliotekets øverste leder og refererer direkte til direktøren for Kultur og Fritid. Bibliotekschefen tegner biblioteket udadtil og har ansvaret for den strategiske ledelse. Under bibliotekschefen er chefen for litteratur og læring, der sammen med bibliotekschefen varetager bibliotekets strategiske udvikling.

Organisationen har to stabsfunktioner, ”Udvikling” og ”Administrationen”, som refererer direkte til bibliotekschefen. Det samme gør holdet ”Service og betjening” der også har sin egen koordinator.

Derudover er der fire hold, der alle refererer til chefen for litteratur og læring, og hvert hold har en koordinator. Der er tale om ”Tilbud til voksne”, ”Tilbud til børn og unge (0-18 år)”, ”Skole og uddannelse” og ”Materialer og flow.” Alle medarbejdere er tilknyttet et hold eller en stabsfunktion.

Lovgivning, aftale med kommunen og materialevalgspolitik

Ifølge biblioteksloven skal alle danske kommuner have et folkebibliotek. Folkebibliotekernes skal fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille egnede materialer til rådighed. Folkebibliotekerne skal formidle kommunal og statslig information, og lån af materialer skal være vederlagsfrit for borgeren.

Randers Bibliotek har lavet en aftale for 2018-2021 med Randers Kommune. Der indgås aftaler med alle arbejdspladser i Randers Kommune, som en del af Randersmodellen.

Randers Biblioteks materialevalgspolitik har til formål at sikre at materialeudbuddet ved Randers Bibliotek er i overensstemmelse med brugernes ønsker, bibliotekets vision samt lokale og nationale politikker og love.