Empirien slår igen - Peter Øvig Knudsens kamp med depressionens dæmoner

14.04.20
Tirsdag den 21. april kl. 20.00 skulle den dygtige kulturformidler fra Randers Bibliotek, Inger Nygaard Kaad, have interviewet Peter Øvig Knudsen om hans nyeste roman. Desværre har corona-pandemien vendt op og ned på samfundet og samtalen er flyttet helt til d. 3. december kl. 19.00. Som optakt til dette foredrag, havde nærværende skribent forestillet sig, at dette stykke tekst skulle være en slags optakt. I stedet må det fungere som en foreløbig erstatning, måske en art appetitvækker til at komme ud af busken og ned på biblioteket, når arrangementet gennemføres.

Indledning
Peter Øvig Knudsen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1987. Han har foruden sit virke som forfatter arbejdet for Information, Weekendavisen og DR og har også med-instrueret den Robert-vindende dokumentarfilm Med ret til at dræbe fra 2003. Hans bøger er både velanmeldte og store salgssucceser med Blekingegadebanden fra 2007, som det måske mest kendte værk. Blekingegadebanden vandt både Cavlingprisen og Montanas Litteraturpris i 2007 og har solgt mere end 200,000 eksemplarer i Danmark. Peter Øvig Knudsen er aktuel med en ny, meget personlig fortælling, som blev udgivet i maj 2019.

Kort fortalt om bogens indhold og komposition
Bogen hedder Min mor var besat - Da jeg mødte depressionens dæmon, og fortæller historien om Øvig Knudsens liv, som pårørende til en klinisk depressiv mor. Bogen er en empirisk funderet undersøgelse af morens liv ansporet af Øvig Knudsens anstrengte forhold til sin egen mor - et forhold der har inverteret traditionelle familieroller, pålagt ham umulige tilfredstillelseskriterier og tæret på hans livsenergi, både som barn og voksen. Bogen er delt op i tre afsnit, som har en lineær udvikling, en før-under-efter struktur, hvis tidslige omdrejningspunkt er Øvig Knudsens mor og følgevirkningerne af hendes død. Bogen udvikler sig fra epicenteret, der er morens død oplevet fra Øvig Knudsen perspektiv, henover eksterne empiriske beretninger fra familie og venner, for til sidst at omhandle Øvig Knudsens eget møde med depressionens dæmon, som han ufrivilligt byder op til dans gennem sit projekt. 

Monsteret er dødt!
Bogen begynder med at berette retrospektivt om tiden lige efter morens død og man indvies tidligt i det anstrengte forælder-barn forhold, som har lagt grund til bogens tilblivelse. Øvig Knudsen sidder på et hotelværelse og ryger en joint, mens han reflekterer over situationen. En lettelse over morens død skyller hen over ham, mens han gentagne gange ekstatisk messer ordene “monsteret er dødt!” (Øvig Knudsen, 2019, s. 17). Den sorgfulde stemning, der sædvanligvis må følge med en forælders død udebliver og erstattes af en eufori, som for læseren kan føles fremmed, måske endda upassende eller ondskabsfuld. Man kunne fristes til at drage paralleller til Albert Camus’ Den fremmede (1942), hvor hovedpersonen, Meursault, ikke kan begræde sin mors død, men ræsonnerer over den ud fra et distanceret nihilistisk verdenssyn, et verdenssyn, som senere forvolder ham store problemer. Men Øvig Knudsens reaktion kommer ikke fra et sådant sted og det er ikke nihilistisk eksistentialisme, der er på spil. At morens død ikke henleder til sorg, er snarere et resultat af den emotionelle byrde, som moren har været i hans liv, der nu kan blive forløst og, tør man sige det, på det nærmeste fejret. 
Men hvordan kan det komme så vidt, at en forælders død forårsager en enorm opløftelse, ja endog glæde? Igennem bogen forsøger Øvig Knudsen at give et perspektiv herpå, ud fra egne sammenstykninger af omstændigheder i morens livsforløb, omstændigheder, han også erfarer ikke er enestående for hans familie. I en periode efter sin mors død, møder Øvig Knudsen mange tilkendegivelser fra mennesker, der har haft en mor, der ligner hans. Denne tendens af lignende tilfælde, har et sammenfald af ensartede mønstre:

“Kvinder med psykisk eller fysisk sygdom, forstyrrede personligheder, eller måske bare vanskelige sind, kvinder i en offerposition, som ikke desto mindre besidder en voldsom styrke og er i stand til at dominere [...] en hel familie, fordi alle frygter deres reaktioner. Ofte har disse mødre tilmed fået byttet rundt på den naturlige rollefordeling mellem barn og forælder, så barnet gradvist er blevet gjort mere og mere ansvarlig for morens velbefindende.” (Øvig Knudsen, 2019, s. 28). 

Disse kvinder er ligeledes af generationen, der ikke nåede at blive en del af ungdomsoprøret i 1968 og er dermed gået glip af den nytænkning, som frigjorde kvinder fra deres traditionelle roller som husmødre eller “homemakers”, hvis primære funktion var børnene og hjemmet. Den samfundsstruktur og norm, ræsonnerer Øvig Knudsen, der bevirkede kvindernes huslige familierolle, må have været medvirkende til en stærk, men undertrykt uretfærdighedsfølelse i dem, som, hvis man dvæler, eller ruminerer, ved det, kan være brændstof for den voldsomme kraft, hvorved de pårørende bliver overfuset med harmfuld skyldfølelse, i hvert fald i Øvig Knudsens mors eksempel. Disse kvinders intelligens og potentiale fik aldrig rigtigt lov at blomstre, også selvom Øvig Knudsens mor fx fik meget flotte karakterer i hendes skoleforløb - også bedre end hendes mand, som endte i en høj stilling på et hospital - et faktum, hun ofte italesætter derhjemme. Mange af disse kvinder ville formentlig have trivedes bedre med at være en såkaldt “breadwinner” i stedet for en “homemaker” - eller i det mindste ville de have haft stor gavn af muligheden for at undersøge, hvor langt deres potentiale rakte.

Empirien slår igen
Empirien dannes ud fra interviews, der undersøger andre pårørendes forhold til moren, såsom Øvig Knudsens søster, morens veninder, tætte naboer mfl. Men midtvejs i bogen sker der noget. Noget som gør, at man kan inddele bogen i et før og efter, hvor første del er bogen, som den var tiltænkt - en undersøgelse af moren og hendes depression (del I og II) og anden del er Øvig Knudsens egne oplevelser med sin egen svære depression (del III). Midt i kapitlet “Guldbjergvej”, helt præcist på side 139, bliver det ligefremme narrativ med klart afgrænset indhold brudt op af Øvig Knudsens indskudte metakommentarer om skriveprocessen: 

“Jeg kan ikke presse mere stof ud af samtalen med Oluf [...] Jeg kan ikke skrive én sætning mere, og i mit depressive sind vokser det til en katastrofeoplevelse. Panikken griber [...] ja, jeg ved med ét, at jeg aldrig nogensinde vil kunne skrive hverken den eller nogen som helst anden bog. [...] Det halvfærdige kapitel om Oluf bliver det sidste, jeg får skrevet i næsten et år." (Øvig Knudsen, 2019, s. 139). 

Disse linjer peger frem imod bogens sidste ca. 100 sider. Herfra handler bogen kun indirekte og perifert om moren og Øvig Knudsen overtager hovedrollen i sin egen bog, fordi han er blevet “smittet” ved at grave sig ind til kernen af hendes sygdom. Smittet er mit eget ordvalg, for Øvig Knudsen kalder det selv en besættelse - et ord han bruger til at beskrive moren, når hendes sygdom blusser op i hende og hun forvandles til det føromtalte monster.

“En af de søvnløse nætter spiralerer alt for mange mareridtstanker ned i et dybt mørke, og midt i tankespindet sidder mormonsteret og lokker for at få mig til at gå med hende i døden. Intet, jeg før har set eller tænkt, er mere rædselsvækkende. Eller som jeg skriver til min søster i Cambodja en af de følgende dage: ‘Jeg har haft nogle virkelig mærkelige [...] forestillinger om, at mor rækker ud efter mig og vil trække mig ind i det sorte. Ja, det lyder vanvittigt, og det føles også sådan.’ Det føles som at blive besat.” (Øvig Knudsen, 2019).

Hans store researcharbejde udløser en latent voldsom type af depression hos ham, som han ikke har oplevet tidligere, også selvom Øvig Knudsen tidligere har haft førstehåndserfaring med depressionens livskvælende dyne. 

Den dyrekøbte anagnorisis - tragedien, der åbnede en dør på klem
Ved at optrevle sin mors sygdomsforløb gennem aktindsigt og empiriindsamling, opnår Øvig Knudsen en anden og mere nuanceret forståelse af sin mor, bevidst, men også ubevidst. 
Med et fint aristotelisk udtryk, man normalt bruger ifm. tragiske teaterstykker, kan man kalde forståelsen for en slags anagnorisis, altså en erkendelse af den rette sammenhæng - sandheden i situationen. Rigtig teatralsk bliver det, at Øvig Knudsens anagnorisis kommer i kølvandet på hans peripeti, et andet aristotelisk udtryk, som benævner et skæbneomslag, der ofte medfører den tragiske helts fald - her Øvig Knudsens depressionsforløb.
  Øvig Knudsen beskriver tidligt i bogen sin mors bisættelse og hvordan han ikke formåede at holde en begravelsestale for hende, selvom han gjorde det ved sin fars begravelse. Den lovprisning, der normalt er fast inventar i sådanne orationer, kan han ikke med oprigtighed fremmane i sig, og derfor anser han det for bedst at lade være. Dette fremkalder samvittighedsmæssige overvejelser i ham, samtidig med, at han får et par kommentarer fra andre pårørende med sig om sit (fra)valg. Efter at have gennemlevet den samme type livstruende depression, som moren gjorde, sker der noget i ham. En form for forståelse, der også tegner konturerne af medlidenhed, får lov at opstå. Den nødvendige distance, han har måttet opbygge til hende, formindskes, vreden får gradvist lov at stilne af og det efterlader ham med en dyrekøbt erfaring, som på trods af sin pris muliggør hans endelige anagnorisis, der fungerer som en slags punktum for det hårdtprøvede mor-søn forhold. Øvig Knudsen vælger at runde sin beretning af med en forsinket, men oprigtig, begravelsestale til sin mor, som han nu har fået adgang til at kunne fuldføre:

“Måske vender vreden tilbage, og jeg skal bruge endnu flere timer hos psykoterapeuterne. Men foreløbig oplever jeg følelser, jeg ikke før har haft over for dig - ømhed er nok endnu for stort et ord, tilgivelse endnu større, men små sprækker og glimt af noget, der ligner medfølelse." (Øvig Knudsen, 2019, s. 290).

Hvis du er blevet interesseret i bogen Min mor var besat - Da jeg mødte depressionens dæmon, kan du bestille den nedenfor. Du kan også gå på opdagelse i resten af Peter Øvig Knudsens stærke forfatterskab.