Svane
Svane - Foto: Mads Munk Jepsen

Forår og fuglefløjt - lyt og kig på fugle

06.05.20
Noget af det skønneste ved foråret er den skønne fuglesang, der danner det smukkeste lydtæppe.

Vi har et stærepar i haven hjemme hos os. Hvert forår når hannen dukker op som den første, ved vi at foråret er på vej. Han har nogle faste ritualer med at fløjte sin ankomst og få ryddet op i stærekassen. Når hunnen ankommer, er det ren gensynsglæde for de to!

Fuglesang er det smukkeste der findes. Det er afstressende og man bliver i så godt humør, når man lytter til fuglenes begejstring.

Udsigt til fugle gavner menneskers mentale helbred. Vi kender vist alle det med at sidde og falde i staver foran fuglehuset og beundre de smukke foretagsomme fugle. Det er godt for stressede mennesker at falde i staver, så kig endelig så meget på fugle, som du kan komme til.

Vi nyder også at tage på fugletur til Vejlerne, Lille Vildmose eller såmænd bare en gåtur ved Øster Tørslev kær. Det kan varmt anbefales og de yngste kan godt blive engageret i skattejagten på så mange forskellige slags fugle, man kan få øje på. Vi holder regnskab i et lille noteshæfte og det er sejt at have skrevet mange ind på en tur. En god madpakke og snacks er i øvrigt også en god ide, så alle kan holde modet oppe undervejs!

Fugle


Der er mange fugle at holde styr på, men hvor starter man?

Her på siden har vi samlet nogle af fuglebøger på eReolen.dk, og du får også tips om nyttige hjemmesider og apps, hvor du både kan kigge fugle og lytte til deres fuglestemmer. 

Lån en fuglebog og vær klar til at artsbestemme, når fuglene lander i dit fuglehus eller når du tager på tur ud i landskabet med kikkert og fugle-app i rygsækken? Måske du kan få held til at spotte nogle af de mere sjældne arter?

Biblioteket ønsker dig det allerbedste forår - med fuglesang og fuglefløjt som lydtæppe.

Denne artikel er udgivet med inspiration fra Koldingbibliotekerne.