Frøkjær og forfatterne på scenen i Salen. Foto: Jyllands-Posten
Frøkjær og forfatterne på scenen i Salen. Foto: Jyllands-Posten

Fortiden er lyslevende i litteraturen

24.11.17
Onsdag aften i Salen: Cecilie Frøkjær snakkede historiske romaner med Maria Helleberg, Anna Grue og Sigurd Barrett foran et bog-begejstret publikum.
Midt på ugen havde jeg fornøjelsen af at afvikle forfatteraften i Kulturhusets sal, og det var oven i købet en af de mere stjernebestrøede af slagsen. Jeg havde i løbet af eftermiddagen budt Cecilie Frøkjær, Maria Helleberg og Anna Grue velkommen til Randers Bibliotek, og ti minutter før det hele skulle starte nåede vi lige at holde lydprøve med sidste deltager, Sigurd Barrett.
 
 Jyllands-Posten
 
Det er en fornøjelse at være med til at afvikle begavet underholdning - og det var lige netop det, aftenen bød på. Cecilie Frøkjær er en umanerlig skarp moderator, og samtidig var Helleberg, Grue og Barrett et glimrende match, der kunne supplere, berige og udfordre hinanden i snakken om de historiske romaner. Læg dertil en fri og humoristisk tone mellem de fire på scenen samt dejlig stemning blandt publikum, og opskriften på en givende aften er på plads.
 
At overklassen havde gulvvarme i 1500-tallet, at man kunne sove gennem Slaget ved Svenstrup og at Chr. den 4. havde (en slags) stereoanlæg installeret på Rosenborg er alt sammen bare eksempler på den minutiøse research, som Grue, Helleberg og Barrett kunne fortælle om, men aftenen rummede meget mere end det. Måske først og fremmest en pointe om, at historien giver os mulighed for at forstå hvor vi kommer fra og og nuancere vores egen virkelighed. Aftenens hovedpersoner fik gjort fortiden levende, og lur mig om ikke vi kommer til at opleve øget efterspørgsel på deres bøger de næste måneder. De solgte i hvert fald varen godt!!
 
/Mik
 
P.S.: Lydsiden af onsdagens arrangement blev optaget af Jyllands-Posten, der har lagt det ud som podcast. Du kan finde det på avisens hjemmeside og på iTunes.
Materialer