Mads Peder Nordbo
Mads Peder Nordbo

Mads Peder Nordbo anbefaler

10.09.14
Forfatteren Mads Peder Nordbo fortæller om nogle af sine yndlingsbøger.

Mads Peder Nordbo er uddannet cand.mag. i nordisk sprog og litteratur samt bachelor i filosofi. Begge dele fra Odense Universitet med et par afstikkere til Stockholms Universitet. Hans specialeområder er sprog og kommunikation, runologi og fænomenologi.

Mads Peder Nordbos debutroman "Odins labyrint – et glasbarns fortællinger" strøg efter udgivelsen i november 2012 direkte ind på mange bestsellerlister og blev blandt andet i Politiken fremhævet som en af de bedst sælgende spændingsromaner i Danmark henover julen 2012. Til februar 2014 udkommer fortsættelsen "Odins labyrint – Thuleselskabet", og denne gang er der ifølge forfatteren skruet et hak eller tre op for spændingskurven samt kælet for uhyggen.

Vi har spurgt Mads efter nogle boganbefalinger, og her er hvad han svarede:

Jeg er meget betaget af den spanske forfatter Carlos Ruiz Zafóns voksenbøger "Vindens skygge", "Englens spil" og "Himlens fange".

vindens skyggeDer er noget fortryllende over hans plot, og jeg elsker den måde, han balancerer på grænsen mellem det reelle og det unaturlige. Vi ved som læsere, at vi er i den virkelighed, vi alle er en del af, men lige under overfladen, lige rundt om hjørnet, dér venter det fantastiske, og en gang imellem glider vi med sproget over og rører ved det.

De tre fortællinger er forskellige, men foregår alle i Barcelona omkring 1. og 2. verdenskrig med den lille boghandel Sempere & Sønner som omdrejningspunkt. Det er der i bøgernes verden, at hovedpersonerne finder ro. Ro fra hvad, kunne man spørge? Ro fra savnet af en mor, ro fra savnet af evnen til at elske, ro fra den voksende fortvivlelse og ikke mindst ro fra et kaotisk nærvær af djævlen og døden; fristelsen og forfængeligheden. Alt sammen så smukt skrevet, at det lægger sig blidt, men fast, om læserens hjerte.

En anden ting, der går igen er det helt igennem fortryllende sted De Glemte Bøgers Kirkegård: ”Stedet her er et mysterium, Daniel, en helligdom. Hver bog, hvert bind du ser, har sjæl. (…) Når et bibliotek forsvinder, når en boghandel lukker sine døre, når en bog forsvinder i glemsel, sørger vi, der kender dette sted, vogterne, for, at den kommer herhen. De bøger, som ingen længere husker, de bøger, som er forsvundet i tiden, lever på dette sted videre for evigt, mens de venter på en dag at falde i hænderne på en ny læser, en ny ånd.”

Hvis ikke du har læst Zafóns bøger, er du gået glip af en del og meget, meget mere!

En anden af mine absolutte favoritter er Anne Lise Marstrand-Jørgensens "Hildegard". Sikken en bog. Sikken en indlevelse! Sikken en oplevelse!

Lige fra Hildegards fødsel i år 1098, og op gennem hendes tidlige og sene barndom, var jeg som læser helt tæt på den lille, lyse Hildegard. Jeg kunne mærke hendes afsavn, smerter, glæder og ukuelige livskraft langt ind i mig selv, og selvom lille Hild levede for 900 år siden, er hun i dag et lyslevende menneske fastlåst i mine tanker.

hildegard forsideDet er sjældent, at skæbner i en bog er så knugende og levende, at jeg flere steder er nødt til at lade bogen synke nogle minutter – eller timer. Men det skete flere gange med "Hildegard".

Marstrand-Jørgensen rammer både tiden og mennesket så rent, at det går lige ind, selvom 900 år er utroligt lang tid siden. Det var en anden tid, og der fandtes et helt andet menneskesyn, men selv med de forbehold kan smerten mærkes tydeligt. Ikke en overdreven ’se mig, stakkels mig’-smerte, men en ’nå ja, sådan er livet og guds vilje jo’-smerte.

Jeg kunne kun alt for tydeligt mærke den lille pige, der opløst af gråd stod og så ud på sin far og mor, mens sten for sten blev muret op mellem dem og hende, indtil der til sidst kun var mørke tilbage: "Hun pressede hænderne mod munden, smagen af mørtel, en levende begravet, der kradser og kradser for at finde en sprække. Hun gik ind i sin celle på sine knæ, præcis som Jutta havde gjort, og bagefter kunne hun slet ikke rejse sig, hun væltede, slog skulderen mod det hårde stengulv, famlede efter noget, som kunne hjælpe hende på benene igen, famlede, og sank længere og længere ned i det altomsluttende mørke, jord og salt og hendes eget opløste ansigt."

Afsluttende vil jeg tilføje, at det hele naturligvis ikke er mørke og smuk smerte. Nej, der er også masser af liv, kærlighed og livskraft i romanen. En roman om et fantastisk menneske, der kunne få mig til at gå i kloster, hvis hun dukkede op i et syn og sagde, jeg skulle.

Lars Hamann og Gorm Præst Jørgensen har selv kaldt deres første bog, "Fanden er løs", for en 'renæssancekrimi'. Godt ramt! I en verden begravet i nordiske krimier med mere eller mindre identiske plot, persontræk og sprog, skiller denne herlige bog sig ud via en stor historisk viden om livet, døden og frygten i København for 369 år siden.

fanden er løs forside"Fanden er løs" lægger fra land med, at ostindiensfareren Store Løve ligger for anker ud for København i året 1642. En mand, styrmand Anders, hentes i land og anbringes i fogedens varetægt i toldboden. Han er anklaget for at være troldkarl, men ikke mange timer efter findes han selv bestialsk myrdet i sit fangenskab – dræbt med sin egen forheksede kniv, en kniv, der ellers lå gemt i en låst kiste langt fra gerningsstedet. Rygtet og panikken spreder sig, og Københavns foged Knud Korbach samt underbyfoged Truid går en travl uge i møde. En uge, hvor Christian d. 4. skal indvie Rundetårn. En uge, hvor statholder Corfitz Ulfeldt ikke ønsker byen underlagt hekseskræk og tumult.

Men tumult bliver der, og Korbach må igen og igen sno sig ind og ud hos høj som lav. Oprøret ulmer, troldkarle er på spil, og måske skal den skyldige findes et sted, hvor Korbach slet ikke har lyst til at lede.

Selv fandt jeg ikke den skyldige før til sidst, men det er altså også svært, når "Fanden er løs"!

Herlig bog. Køb den, lån den, læs den!