Ti klassikere, som du kan læse i din sommerferie - med appetitvækkere

Og ja, nogle af dem er svære at tygge sig igennem, men ofte er de faktisk mindre svære, når man først kommer i gang, end man måske gik og frygtede og forestillede sig. Her er ti klassikere, der både giver street credit, underholdning og den visdom og dybde, der kræves for at få titlen som klassiker. Du kan læse disse lidt tungere værker i din sommerferie - der er tiden til at få det gjort jo! (OBS. Nogle af citaterne er på engelsk).

1. Erkendelsens Døre, Aldous Huxley, 1954
Erkendelsens døre er et stedfortrædende syretrip, som igennem Huxleys fremragende sproglige ekvilibrisme formår at introducere læseren til en esoterisk visdom, der vil udvide og aflaste ens sind, præcis som Huxley selv fik gjort det, da han foretog sit eksperiment med at analysere sit sind under påvirkning af elefantfod-kaktussens meskalinholdige safter. Psykedeliske stoffer er meget farlige, men her har du muligheden for at opleve et syretrip både lovligt og uden repressalier. 

Appetitvækker:
But the man who comes back through the Door in the Wall will never be quite the same as the man who went out. He will be wiser but less cocksure, happier but less selfsatisfied, humbler in acknowledging his ignorance yet better equipped to understand the relationship of words to things, of systematic reasoning to the unfathomable Mystery which it tries, forever vainly, to comprehend. (Huxley, 1994, s. 36).

2. Forbrydelse og Straf, Fyodor Dostojevskij, 1866
Dostojevskijs måske mest hyldede og kendte værk oprindeligt udgivet tilbage i 1866. 
Historien for sig selv er simpel nok - en fattig studerende ved navn Rodion Raskolnikov overbeviser sig selv om at myrde en gammel ubehagelig kvindelig pantelåner, fordi han, inspireret af Napoleon og tidens strømninger, anser sig selv som værende en slags overmenneske. Dette er forbrydelsen, men straffen er bogens kerne og den er ubarmhjertig og altopslugende til det punkt hvor Raskolnikov har febervildelser og uoverkommelige samvittighedskvaler oven på sin ugerning. Dostoyevsky har et naturligt og gudgivent talent for at skildre, med næsten uhyggelig præcision og indsigt, de psykologiske rørelser, der kan opstå i sindet, og han gør det uovertruffent i Forbrydelse og Straf. Samtidig behandler bogen idehistorien omkring dens samtid, som har indflydelse på de mange diskussioner, bogens karakterer fører med hinanden. Et mesterligt og uforglemmeligt værk, som fortjener sin høje status blandt de tidløse klassikere. 

Appetitvækker:
Then he listened again on the staircase, listened long and intently… then looked about him for the last time, pulled himself together, drew himself up, and once more tried the axe in the noose. “Am I very pale?” he wondered. “Am I not evidently agitated? She is mistrustful… Had I better wait a little longer… till my heart leaves of thumping?” But his heart did not leave off. On the contrary, as though to spite him, it throbbed more and more violently. (Dostoyevsky, 2004, s. 91)

3. Perlen, John Steinbeck, 1947
I Steinbecks novella, Perlen fra 1947, møder vi en fattig indianerfamilie bosat i Californien. Da deres nyfødte dreng skal bruge lægehjælp, bliver de udsat for diskrimination og afvist, fordi de ikke magter at betale lægens pris. Derpå finder de, ved et tilsyneladende lykketræf, en enorm perle, som kan ændre deres liv - og også gør det - men hvordan den gør det, er historiens vise essens. Grådigheden, der udspringer af den lokkende perle bringer kun ulykke og paradokset, at jo mere du ønsker dig noget, desto sværere bliver det at opnå, er nogle af bogens vise budskaber. Det er en mørk og tungsindig, men livsklog fortælling, som har noget almengyldigt i sig, der gør den lige så relevant i dag som i 1947, hvor den først blev udgivet. Samtidig er det en af de kortere klassikere, der sagtens kan læses over et par besøg ved stranden eller swimmingpoolen. 

Appetitvækker:
Kino krængede kødet til side, og der lå den, den store perle, fuldendt som månen. Den fangede lyset og kastede det tilbage med et sølvlysende skær. Den var lige så stor som havmågens æg. Det var den største perle i verden. (Steinbeck, 1971, s. 30)

4. Sult, Knut Hamsun, 1890
Meget kan man synes og mene om Knut Hamsun. Han var omgivet af kontroverser, som da han forærede sin velfortjente nobelpris til nazisternes propagandaminister, Joseph Goebbels. En trist fortælling om en stor forfatters knæfald for nazismen. Hamsuns litteratur må adskilles fra hans nazisitiske tilbøjeligheder, for de er så store oplevelser, at det ville være en skam ikke at læse dem. Hamsun søger ofte kernen af menneskets indre liv og han kommer måske ikke tættere på, end hans skildring af den sultende kunstner, der vandrer omkring i Kristianias (nu Oslo) gader. Sult er af mange anset som en forløber til modernismen og har adskillige modernistiske træk, såsom et kritisk syn på Gud og et tidligt eksempel på bevidsthedsstrømme (stream of consciousness), langt forinden Joyce gjorde det med Ulysses. Dette er en af mange grunde til at Sult er anset som en klassiker, for slet ikke at tale om det flotte sprog, den interessante hovedperson, hvis idiosynkrasier, man får lyst til at rive håret ud af hovedet over, samt dens behandling af en sultende psyke i dens rå form, stadig ufordøjet og ureflekteret. 

Appetitvækker:
Jeg havde saa tydeligt mærket, at naar jeg sulted lidt længe ad Gangen, var det ligesom min Hjærne randt mig ganske stille ud af Hovedet og gjorde mig tom. Mit Hoved blev let og fraværende, jeg følte ikke længer det Tyngde paa mine Skuldre, og jeg havde en Fornemmelse af, at mine Øjne glante altfor vidtaabent, naar jeg saa paa nogen. [...] Hvi bekymred jeg mig for, hvad jeg skulle æde, hvad jeg skulde drikke, og hvad jeg skulde iføre den usle Maddiksæk, kaldet mig jordiske Legem? (Hamsun, 1984, s. 19.)

5. Niels Lyhne, J.P. Jacobsen, 1880
Bogen, Niels Lyhne, ankommer på den litterære scene midt i Det Moderne Gennembrud (1870-1890) og følger den titulære Niels Lyhnes liv fra ung dreng til hans død. Det Moderne Gennembruds naturalistiske ideal ses ved at Niels Lyhne er en tidlig ateist, men Jacobsen tager ikke ateismen for lutter gode varer i sin behandling af den. Bogen er en udviklingsroman, men den udvikling Lyhne gennemgår er en af forfald frem for dannelse, da det bliver tydeliggjort undervejs, at ateisme, på trods af sin positivistiske karakter, ikke formår at give Lyhne noget varigt holdepunkt i tilværelsen. Bogen ironiserer over både romantikkens patos, såvel som ateismens håbløshed, og det kommer der stor litteratur ud af. J.P. Jacobsen kan skrive, og selvom det til tider er tungt, er det også gudesmukt, hvis man lader sig forføre af syntaksen og billedsproget. 

Appetitvækker:
[...] han hæved sine knyttede hænder truende mod himlen, han greb ned om sit barn i en vanvittig tanke om flugt, og så kastede han sig ned på gulvet på sine knæ og bad til den Vorherre der i himlen, som holder jorderig i angst ved prøvelser og tugt, som sender nød og sygdom, lidelse og død, som vil, at alle knæ skal bøje sig med skjælven [...] Gud, som, hvis han behager, vil træde ned på den, du elsker højest her i verden, og pine den under sin fod tilbage til det støv, hvoraf han selv har skabt den. I slige tanker bad Niels Lyhne op til guden, og kastede sig i afmagt ned for himmeltronen, bekjendene, at hans var magten alene. Men barnet blev ved at lide. (Jacobsen, 1995, s. 182). 

6. Stoner, John Williams, 1965
Stoner kan anses for en ny-klassiker, som først for alvor blev anset som en klassiker i nyere tid, selvom historien blev udgivet i 1965. Stoner er en fortælling om eksistensen William Stoner, som bryder med sin arv og vælger de akademiske studier frem for et liv som bonde ved familiens landsted. I det liv, han vælger, udsættes han for mange pinsler, som han ikke vil eller formår at afværge. Denne skildring af en mand, uden handlekraft til at stoppe alskens uhyrligheder som han pådrager sig i sit ægteskab og i sit liv som universitetslærer er både frustrerende at læse, samtidig med, at det skaber en medfølelse og en harme i en at være medvidende til en sådan skæbne. En stærk fortælling om livet som universitetslærer og som halvdelen af et uholdbart og ulykkeligt ægteskab.

Appetitvækker:
Så lo de sammen uden at vide, hvad de lo ad, som om de var børn begge to. Pludselig gik døren til arbejdsværelset op [...] Edith stod aftegnet mod lyset. “Grace,” sagde hun langsomt og tydeligt, “din far prøver på at arbejde. Du må ikke forstyrre ham.” William og hans datter var i flere sekunder så forbløffede over denne pludselige indtrængen, at ingen af dem rørte sig eller sagde noget. Så fik William sagt: “Det er i orden, Edith. Hun forstyrrer mig ikke.” Som om han ikke havde sagt noget, fortsatte Edith: “Grace, hørte du, hvad jeg sagde? Kom ud derfra med det samme.” Forvirret rejste Grace sig fra sin stol of gik tværs over gulvet. Hun standsede midtvejs og så først på sin far og så på sin mor. (Williams, 2014, s. 133).

7. American Psycho, Bret Easton Ellis, 1991
American Psycho er en af de vildeste rutsjebaneture af en roman. Denne bog forsøger bevidst at sprænge rammerne for hvad der kan skrives i en bog, og selvom indholdet er mord med et bestialsk og sindssygt islæt, så har bogen endog bevaret en snert af mørk satire over yuppie-kulturen i USA i 1980’erne, som er omdrejningspunktet. Denne bog vil få dig til at græmmes og grine over den samme absurditet, der hersker på alle siderne. Denne bog er ikke for sarte sjæle, men hvis man kan klare uhyrlighederne og måske endda gennemskue det kunstneriske formål, så ligger der en fantastisk læseoplevelse og venter.

Apptetitvækker:
I had all the characteristics of a human being—flesh, blood, skin, hair—but my depersonalization was so intense, had gone so deep, that my normal ability to feel compassion had been eradicated, the victim of a slow, purposeful erasure. I was simply imitating reality, a rough resemblance of a human being, with only a dim corner of my mind functioning (Easton Ellis, 1991).

8. Processen, Franz Kafka, 1925
Franz Kafka er notorisk svær at læse, eller måske snarere forstå, hvorfor hans værker har affødt adjektivet “Kafkask” til at denotere absurde stemninger og situationer, der virker skræmmende. Hans tekster dykker ned i det absurde i tilværelsen og at læse Kafka kan minde om at have mareridt med åbne øjne. At Kafka er svært at læse, er til tider forstærket af, at mange af hans værker er halvfærdige og posthumt udgivet. 
I Processen følger vi en bankkasserer ved navn Josef K., som på sin 30-års fødselsdag pludselig bliver anklaget for en vagt forklaret og udefinerbar forbrydelse, som han ikke selv ved hvad er. Historien fortsætter med flere og flere mærkværdige scenarier, som på trods af Josefs bedste evner, ikke får ham tættere på nogen konkret forståelse eller forklaring på situationen. Hvis du nogensinde har været forvirret over at benytte SKATs hjemmeside eller har siddet i telefonkø af flere omgange for at få svar på et simpelt spørgsmål, så vil du kunne genkende Josefs frustration i mødet med et stort, ansigtsløst og uigennemtrængeligt bureaukratisk system - et system, der får en til at føle sig både lille, udmattet og ude af stand til at kæmpe imod.

Appetitvækker:
But I’m not guilty,” said K. “there’s been a mistake. How is it even possible for someone to be guilty? We’re all human beings here, one like the other.” “That is true” said the priest “but that is how the guilty speak. (Kafka, 2009).

9. Krigskunsten (The Art of War), Sun Tzu, 5. århundrede fvt. 
I vor tid, hvor selvhjælpsbøger og selvhjælpsforedrag er i højsædet, kan man i stedet læse Sun Tzus Krigskunsten og blive indviet i fjernøstens ældgamle filosofier, som rummer lige så meget, hvis ikke mere kundskab, der kan hjælpe dig - også selvom man ikke lige planlægger at føre en blodig krig med sine omgivelser. Man kan vælge at læse bogen som en opskrift på taktisk snilde til hverdagens mindre blodige “krigsførelse”, på arbejdet, i sportshallen eller med svigermor. Bogens mange aforismer og visdomsord kan gøre dig sejrrig i mange situationer uden for slagmarken. 

Appetitvækker:
Hence the saying: If you know the enemy and know yourself, you need not fear the result of a hundred battles. If you know yourself but not the enemy, for every victory gained you will also suffer defeat. If you know neither the enemy nor yourself, you will succumb in every battle. (Sun Tzu, 2012, s. 37-38).

10. Den Gamle Mand og Havet, Ernest Hemingway, 1952
Hemingways mesterværk om den gamle fisker, Santiago, og hans kamp mod en enorm marlin i golfstrømmen, var et af hans sidste udgivne værker forinden hans død. Han vandt nobelprisen i litteratur i 1954, hvortil Den Gamle Mand og Havet spillede en stor rolle. Historien drejer sig om den cubanske fisker, Santiago, som er forladt af held efter 84 dage uden en ordentlig fangst. På den 84. dag, får han bid, men fisken er for stor og stærk til at blive hevet ind og derfor bliver båden trukket længere og længere ud i golfstrømmen ud for Cuba. Kampen mellem Santiago og fisken er det overordnede plot, men foruden det, er bogen på det nærmeste en parabel over en mands liv, set gennem Santiagos øjne. Kampen mod naturen og i særdeleshed imod sig selv, er subtekster, som bliver beskrevet så fint og uden et gram overflødighed, med den koncise show it, don’t tell it-stil, som Hemingway er kendt for. En spændende, tidløs og klog fortælling, hvis <150 sider alle bør læse på et tidspunkt i deres liv.

Appetitvækker:
But man is not made for defeat," he said. "A man can be destroyed but not defeated. (Hemingway, 1952).