Yahya Hassan læser op fra sin nye digtsamling
Yahya Hassan læser op fra sin nye digtsamling ved Bogforum i 2019.

Yahya Hassan taler stadig med store bogstaver

07.01.20
Yahya Hassan har siden sin første eponyme udgivelse fra 2013 været en af dansk litteraturs mest ombruste skikkelser. Hans person såvel som hans poesi er fuld af konflikt, konfrontation og kritik af den verden, den rodløse rod kæmper med.

Populær poesi
Hassan deler vandene, og man kan mene meget om hans person og indholdet i hans digte, men man kan ikke fornægte, at Hassan laver noget så sjældent som poesi, der storsælger. Og det har han netop gjort igen. I november 2019 udkom han med en efterfølger til den succesfulde debut med titlen Yahya Hassan 2, som fra udgivelsesdatoen blev revet ned fra hylderne hurtigere, end forlaget Gyldendal kunne følge med.

Hassans deroute
Den nye samling lægger sig i kølvandet på en ekstraordinær tumultarisk periode for Hassan. Over en længere periode synliggjorde den 24-årige selvproklamerede “statsløse palæstinenser med dansk pas” via sine sociale medier en støt eskalerende konflikt med bandemiljøet, politiet og alskens fjendskaber. Euforiserende stoffer, våben og krigserklæringer indgik som fast inventar i disse opslag, og i takt med at sammenstødene blev mere vanvittige og repressalierne meget håndgribelige, tegnede der sig et billede af en person, som havde mistet kontrollen med sit liv. Hassan sad tilsyneladende fast i sit eget spind, som var spundet af oprørsk raseri, indignation og et “storhedsvanvid, der ikke længere kunne holde trit med hans evner” (parafraseret fra digtet TAB OG VIND MED SAMME SIND, s. 76). Kæden var simpelthen hoppet af, og Hassan var til skade for sig selv og andre. Jeg husker, at jeg selv holdt vejret i perioder og bekymrede mig over, hvordan det skulle ende. Det endte da også grelt, for i 2016 skød Hassan en ung mand i benet og blev idømt en 21 måneders fængselsstraf for sin forbrydelse. Siden har han været anklaget og dømt for 42 forhold, som han har afsonet som en psykiatrisk behandling på ubestemt tid.

Med sådan et omfattende og markant kaos i ryggen, samt en etableret rolle som digterisk stjerneskud, kan det nok ikke komme bag på nogen, at Hassans nye udgivelse bliver mødt med interesse. Men hvordan er den nye samling så? Det vil jeg her forsøge at formidle samtidig med, at jeg sammenholder den med Hassans første udgivelse. 

Yahya Hassans spaltede debut
I Yahya Hassans første udgivelse er Hassan et slags “ikke-sted”, ligesom Palæstina, hans fødested. Han er statsløs, rastløs og rodløs, fanget i krydsilden mellem to kulturer, som han ikke kan identificere sig med og som skurrer inden i ham, som i digtet JETLAGFORMØRKELSE (s. 108):

JEG FORTJENER IKKE MIN FØDSEL / JEG PISSER JO PÅ MIN EGEN GRAV / OG PÅ GRAVEN VED SIDEN AF SOM MÅ VÆRE MIN FARS / JORDEN ER ALLIGEVEL IKKE MIN / HVOR ER MIN JORD. 

Hassans første digtsamling bærer stort præg af denne spaltning, som udtrykkes med vedblivende modsætninger på ord- og sætningsplan, samt tematisk.

[…] OG SÅDAN BLIVER LAM OG KEBAB / SKIFTET UD MED MORTENSAND MED ÆBLE- OG SVESKEFYLD. (s. 36). “ALDRIG SVINEKØD / ALTID FREDAGSBØN [...] HELLIGE ORD OG HÆLERVARER” (s. 91).

Fredagsbøn og fadøl, Koranen og kommunen, politi og pædagoger er eksempler på genkommende modsætninger fra to kulturer, som vikler sig ind og ud af hinanden, blander sig sammen og danner den kemiske reaktion, der er Yahya Hassans poesi.

Yahya Hassan 2
I efterfølgeren er de fleste af debutens kvaliteter bevaret. Digtene er igen skrevet med versaler og omhandler igen digterens brydninger med sig selv og omverdenen. Formen har kun ændret sig ved, at digtsamlingen nu er firedelt med overskrifterne 1. PRÆMIEPERKER, 2. JAGTSÆSON, 3. FÆNGSLER OG FANGER og 4. PSYKOSEPERKER. Sektionerne har en tidslig progression, som begynder med Hassans status som kendt digter over hans turbulente periode, med efterfølgende fængsel, og ender nogenlunde, hvor Hassan formodentlig befinder sig, kæmpende med efterdønningerne af hans indre og ydre krig.

Tonen er stadig råt for usødet med spottende trusler og provokationer, som i digtet GERNINGSSTEDER (s. 104):

JEG HAR ALTID ET KÆMPE RUSTENT SØM I FORLOMMEN / DET PASSER PERFEKT TIL DIN HALSPULSÅRE / DIN FUCKING DÅRE / DET ER IKKE HVIS MEN HVORNÅR / JEG SATSER PÅ I ÅR. 

Den voldsomme tone, som er affødt af rigtige hændelser, giver samlingen et mørkt skær, og alvoren fra Hassans eget liv kan fornemmes på og mellem linjerne - også selvom Hassan krydrer det dystre med lidt af sin mørke humor (fx KLØPIND MED KNALD PÅ, side 44).

Hvor Hassan i debuten udelukkende gjorde brug af frie vers, eksperimenterer han i toeren med enderim, som til tider ses inde i de frie vers, men også findes som hele digte, som i SKUDT på side 64:

JEG SAGDE SMUT / MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT / OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT / DET HAR JEG IKKE FORTRUDT / SELVOM DET ER FORBUDT / AT PRUTTE MED KRUDT.

Rimene kan godt føles unødvendige og i min egen læsning virkede de forstyrrende, fordi de brød mit læseflow med en rytme af enstavelsesord, som afgiver en klang ikke ulig børnerim. Heldigvis er rimene sjældne. Samlingen har også en udbredt brug af stilistiske virkemidler som anaforer, allitteration og assonans, som godt kan føles lidt konstrueret.

Yahya Hassans subtile udvikling
Hvor Yahya Hassans første samling sjældent indeholdt skyggen af selvrefleksion, men mere uanfægtet buldrede derudaf, er der i Yahya Hassan 2 en større indadvendthed. I fortsættelsen behandles i højere grad de indre oplevelser forbundet med det kaos, Hassan både var medskaber af og offer for. Man kan fremhæve digtene BEKENDELSER fra Yahya Hassan 1 og KÆRLIGHAD fra Yahya Hassan 2 som eksempler på denne udvikling. Man narres måske til at tro, at titlen BEKENDELSER vil formidle Hassans samvittighedskvaler, for så at læse ordene:

JEG KNEPPEDE DIN KONE / [...] JEG PAKKEDE FJERNSYNET IND I JERES SØNS DYNE / JEG KUNNE IKKE ARGUMENTERE FOR / AT MIN FÆTTER / SKULLE LÆGGE JERES SØNS COMPUTER TILBAGE (s. 77).

Disse linjer udtrykker en komplet hensynsløshed forankret i forurettelse og uden dråben af empati.

I fortsættelsen er denne hensynsløshed ikke forsvundet, men til tider tilsat refleksioner over sig selv og sin egen rolle i den kaotiske tilværelse, som i KÆRLIGHAD (s. 99):

VI SKULLE HAVE OMFAVNET HINANDEN / MEN RAMLEDE SAMMEN SOM TO INSEKTER / MINE KÆRTEGN EFTERLADER AR / SOM POESI IKKE KAN BORTFORKLARE / SÅ NU AER JEG MINE KÆRE / DER HVOR DET GØR MINDST SKADE / DER HVOR DET GØR MINDST ONDT.

Selvrefleksionen forbinder sig ofte til et ulykkeligt kærlighedsforhold, men ikke udelukkende, og viser nogle nye sider af Hassans korte forfatterskab, som peger hen imod en mere modnet digter på trods af, at det ikke skorter på ungdommelig fandenivoldskhed i samlingen.

Konkluderende bemærkninger
Yahya Hassans poesi er ikke for alle; den er ubarmhjertig og kompromisløs, men det er også det, som gør den interessant. Indholdet er på mange måder som formen; Hassan taler med store bogstaver, bogstaveligt talt. Versalerne former sig til kolde kompromisløse mure med ord som mursten, der bevidner den store voldsomhed, der er Yahya Hassan. Hassan har ordet i sin magt, han kender til flere gamle danske ord og udtryk, end de fleste etniske danskere gør, og hans ordforråd og billedsprog kan være sublimt. Samtidig minder digtene til tider mere om et 2pac-nummer end en digtsamling, og når det bliver for meget for Hassan, går han ofte bare på toilettet med dårlig mave som en slags laveste fællesnævner eller påmindelse om sin egen menneskelighed.

Yahya Hassans digtsamlinger er læseoplevelser, som med garanti vil ramme dig et eller andet sted; om det sted gør dig forarget eller fordybet i tanker er nok individuelt, men ramt - det bliver man! Reservér et eksemplar herunder og bedøm selv.