Bøger om Frø for de mindste læsere

19.11.19
Bøgerne om Frø og hans venner byder på en hyggelig læsestund med de mindste læsere og er oplagte som ”de første bøger” med deres trygge, genkendelige univers. Centralt i bøgerne står venskabet mellem Frø og hans venner And, Gris, Hare og Lille Bjørn.

Det kan være svært at finde de allerbedste bøger til de små, når man står foran alle bøgerne og ser de flotte forsider. Jeg vil derfor anbefale den gode bogserie om den charmerende og kære Frø. Hver bog tager forskellige temaer op, som kan relateres til mindre børns hverdag. I 'Frø overnatter hos Gris' handler det om at prøve at overnatte hos en ven for første gang og samtidig savne det trygge derhjemme. I 'Frø er syg' handler det om at være syg, og hvordan vennerne prøver at opmuntre og trøste.
For de allermindste læsere på ca. 1-2 år findes der to Frø-bøger med flapper: 'Hvor er frø?'  og 'Hvad laver du frø?' Flapperne på siderne er som en magnet for små pilfingre og det bringer latter og glæde frem, når man kan gå på opdagelse, vende flapperne og se hvad overraskelser, der gemmer sig bagved.
For de lidt større børn på 2+ år, som gerne vil have en lidt længere fortælling, kan disse historier anbefales: 'Frø og stjerneskuddet', 'Frø overnatter hos Gris', 'Frø er syg', 'Frø leger gemmeleg' og 'Frø og ræven'.
Har I allerede læst bøgerne om Frø og vennerne, er bøgerne om Malle Mus et godt bud på lignende bøger.
Skrevet med inspiration fra Aalborg Bibliotekerne.