børnebib
børnebib

Et stemningsbillede fra en dag på biblioteket

23.09.14
Læs med her og bliv lidt klogere på, hvad der sker på en helt almindelig dag på biblioteket

Sikke en dejlig eftermiddag på børnebiblioteket. Her summer af liv. En pædagogstuderende spørger efter billedbøger, som hun skal bruge til en analyseopgave på seminariet. En anden låner eftersøger bøger om løver til hendes søn, som bare synes at løver er noget af det allermest spændende i hele verden. Vi finder bøger med mange flotte billeder og lidt tekst.

”Far til fire” og snolder
En pige følges med sine to ældre søskende. De skal lave lektier, så de sætter sig ved bordet. Lillesøsteren beder om at få sat en dvd på. Hun vælger den nye ”Far til fire” og sætter sig glad til rette med en pose snolder i vores lille tv-stue.
Vores ”stillekupe” er optaget af en flok skolebørn, der skriver opgave i fællesskab med hver deres pc. Ind i mellem kan jeg høre, de er på Facebook. Det skal jo ikke være for tungt det der opgaveskrivning.

Der er gang i computerne
Der er travlt ved pc´erne i børneafdelingen. Samtlige 6 er i gang. Ved de fleste computere sidder der mere end et barn. De hygger sig, ser det ud til. De hjælper hinanden på kryds og tværs, kan jeg høre. Gode råd flyver rundt mellem dem. 3 piger har valgt at sætte sig mellem drengene. Det på trods af, at begge vores pige computere er ledige. De vil nok gerne være en del af fællesskabet, tænker jeg.

Tillykke med de 2 år
Et hold forældre kommer hen til mig med deres datter. Hun fremviser stolt et kort fra os. Hun er fyldt to år og har derfor modtaget en lykønskning fra os. Kortet byttes ud med en gave. Jeg fortæller om de forskellige tilbud på biblioteket og viser dem rundt. Jeg viser alle vores pegebøger og billedbøger.  Forældrene udtrykker glæde over, de mange børn der er i gang med at lege med enten iPad, dukkerne, bilerne eller bøgerne. Der er en god stemning.

Kig forbi og hils på
Nu undrer du dig måske over, hvorfor det lige er, du skal læse om min hverdag. Jeg vil bare så gerne forsøge at formidle noget af alt det spændende, som jeg oplever på en helt almindelig dag. Måske kan det inspirere dig til at kigge forbi og mærke stemningen selv – eller måske får du lyst til at hilse på børnebibliotekaren? Du er i hvert fald velkommen :-)

Børnebibliotekaren blogger

Bettina Boddum

Materialer