Mikkel Frost
Mikkel Frost

Forestillingen om ”Freddy Opfinder” på Randers Børnebibliotek – en verdenspremiere!

24.08.18
Lørdag d. 1. september kl. 11.30 er der en helt ny forestilling på Randers Børnebibliotek for de 5-10 årige. Forfatteren Mikkel Frost vil fortælle hele to historier om Freddy Opfinder og også spille Freddys sang. Og forestillingen vises for aller-allerførste gang offentligt.

De to historier er:

Freddy og suttevaskemaskinen
Freddy og Mugge vil hjælpe Freddys mor og lillesøster, fordi lillesøster altid taber sutten, så den blir beskidt.
De beslutter sig for at bygge en suttevaskemaskine, så mor altid har fire rene sutter klar.

Se opfindelsen "live", for den rigtige suttevaskemaskine vil blive vist frem i virkeligheden.
Dette er ikke en app eller et computerspil. Det er en virkelig, ægte opfindelse som virker helt rigtigt.
Og det er en verdenspremiere for suttevaskemaskinen på Randers Bibliotek.

Freddy og jeg-kan-kun-li'-dig-maskinen
Mugge er blevet forelsket i Freja, og Freddy skal hjælpe med at sørge for, at Freja kun kan li' Mugge.
Freja, som altid har drømt om at lære at flyve, skal møde op ved møllen kl. 10, og så vil Mugge lære Freja at flyve.
Men det går ikke helt som drengene havde ventet.

Sangen om Freddy Opfinder, som Mikkel Frost har skrevet, lyder således:

Langt ude i det østlige Danmark på øen Bornholm
i den lille by Gudhjem tæt på det store hvide Kaffeslot
på Duebakken bor Freddy Opfinder.
 
Freddy er ikke som alle andre drenge.
Han er genial til at opfinde alt muligt.
Derfor bliver han kaldt Freddy Opfinder

Forestillingen er gratis, men man skal bestille billetter på bibliotekets hjemmeside www.randersbib.dk.

Vi ses!