Krimi og mysterier

30.04.20
Der er skønt at fordybe sig i en spændende krimi med masser af mysterier, hvor man kan gyse og gætte med. Her finder du krimier til både de mindre og de lidt større børn. God fornøjelse.

Karlsson & kat af Katarina Mazetti
Mange forældre har læst "De fem" bøger, men der er kommet en nye serie ”Karlsson og kat” skrevet af Katarina Mazetti. Mysterierne er mere moderne og hovedpersonerne er de 4 fætre og kusiner Julia, Basse, Alex og George (og katten Møgkat), der i første bog skal passes af deres lidt excentriske moster hen over sommeren. Hun bor på en øde og primitiv ø uden internet og TV. På øen sker der noget mystisk i mørket og der forsvinder mad fra køkkenet; noget "de fem" sætter sig for at opklare.
Der er tre bøger i serien. Bogen er god til oplæsning og kan selvlæses fra ca. 9 år. Bøgerne findes også på eReolen.

De fem bøgerne af Enid Blyton kan du stadig låne på biblioteket og de findes også på eReolen både som e-bøger og netlydbøger.

Gameragenter og og Mestertyven Vips af LG Jensen
Hovedpersonen er Marius, som er vild med at spille computerspil. Han er en rigtig Gamer, der spiller nat og dag. En dag spiller Marius online med en Gamer der hedder Royal, der er meget imponeret over, hvor god han er til at spille. Derfor får Marius et tilbud om at bliver Gameragent IRL. Marius kommer ud på en mission og verdensfreden står på spil! Serien er let at læse (lix 21) og der er mange flotte ilustrationer. En af bøgerne er også på eReolen. Hvis du gerne vil have en krimi der er lidt længere, kan jeg anbefale serien "Vips 1 & 2" der også er skrevet af LG Jensen.

Et skær af mørke – Fanny 1 af Lene Møller Jørgensen
Den 14-årige Fanny er synsk - en evne, hun har arvet fra sin mormor. En dag forsvinder den 6-årige Anna, og Fanny bliver inddraget i opklaringsarbejdet. Det eneste spor er en rød vante - men Fanny har allerede haft nogle syner. Det er en spændende og let læst mysteriebog med okkulte undertoner. Er nok mest interesant for piger i alderen 11-14 år. Læs også Roser er røde – Fanny 2. Serien kan du også finde på eReolen.

En rigtig far-mand – En sag for Filip M. Lund (Serie), Lix 10
Filip M. Lund vil gerne vide, hvem der er hans far, men det er ikke så let at få at vide. Altså må Filip selv gå på opdagelse for at løse gåden. Rigtig god og humoristisk detektivroman. Der er kommet 8 bøger i serien, som kan selvlæses fra 8 år. Bøgerne kan du også læse på eReolen.

2620 – Penge fra en rocker af Line Kyed Knudsen
En rocker med en mystisk sæk i Vestskoven. Viggo og Vera ser det. Hvad indeholder sækken? Viggo og hans bedste ven finder ud af det, og så starter problemerne. Underholdende og let at læse. En god krimiserie fra 10 år. Lån dem på biblioteket eller læs den på eReolen.