kidsnews
kidsnews

Ny avis for børn

23.09.14
Så er der nyheder for børn i avisform – og så endda en papiravis. Det er da nytænkning… så´n lidt oldschool agtigt.

Børn er videbegærlige
”Kids´ News” er navnet på en ny avis for børn og er lavet af både børn og voksne.  Baggrunden for at lave en avis til børn er, at børn bliver bombarderet med nyheder gennem tv og andre medier, hvilket kan være uoverskueligt. ”Kids´ News” intention er at servere nyheder for børn på en forståelig og overskuelig måde.  
At der er børnereportere involveret, ser jeg som noget meget positivt. Børn stiller andre spørgsmål end voksne. Blandt andet er vores statsminister blevet spurgt om, hvor på kroppen hun er kilden. Sådanne skæve vinkler i et interview kan være med til at styrke børns nysgerrighed og videbegær.

Ingen annoncer
Det er børn, der har været med til at vælge titlen på avisen. Det er altså ikke et eller andet fancy reklamebureau, der har valgt det engelske navn.  Avisen er opbygget børnevenlig. Den består af mange billeder og mindre tekststykker. Der er ingen annoncer i avisen, så der er ikke risiko for, at børn bliver påvirket at reklamer, eller at artiklerne er farvede af reklamerne.
Målgruppen er børn i alderen 6 – 12 år. Yngre børn kan også have glæde af avisen, hvis den læses højt af voksne. Avisen er med til at øge børnenes viden og ordforråd, så de kan være med i samfundsdebatten. Ja, det lyder lidt højttravende, men jeg synes, det er vigtigt, at børn også kender til samfundet, og hvad der foregår ude i den store verden.

Det er en god avis, mener både børn og jeg
”Gode og relevante informationer i børnehøjde”, ”Den forklarer svære ord” og ”5 stjerner ud af 6, da den mangler en tv-oversigt”. Således lyder anmeldelserne fra to børn.  Jeg giver den også 5 stjerner ud af 6, udelukkende fordi der så er plads til udvikling. Det er en god avis.
Jeg synes, det giver rigtig god mening, at der bliver lavet nyheder direkte henvendt til børn. Jeg tror, børn vil vide, hvad der foregår i Danmark og i verden. Avisen formidler stoffet på en god og vedkommende måde.
Eftersom der ikke er annoncer i avisen, så koster den desværre penge. Vi har heldigvis valgt at have et eksemplar på biblioteket, så børn eller voksne kan komme forbi og kigge i den. Du finder avisen på det blå bord i børnebiblioteket.

Tags
Børnebibliotekaren blogger