dreng_spiller_pc
dreng_spiller_pc

Om regler for børn og digitale medier

06.01.15
Børnebibliotekarens holdning: brug din sunde fornuft

Da jeg var barn, var min mor bekymret for mig, fordi jeg læste meget. Hun mente, jeg skulle bruge mere tid på at se tv med familien. Havde jeg været barn i dag, var jeg nok blevet hevet væk fra skærmen og placeret med en bog. Tiderne skifter, men problematikkerne består.

Det sker jævnligt, at diskussionen om børns forbrug af digitale medier og computerspill kommer op. Der er penge i at forske i emnet, så det er klart, der bliver lavet mange undersøgelser. Resultaterne kan tolkes på mange måder – og det bliver de! Det er så tydeligt, når jeg læser rapporterne, at de samme resultater kan tolkes forskelligt afhængigt af, hvilke briller man har på.
Det er selvfølgelig ikke den store overraskelse, men jeg mener, det er relevant at have i mente, når man forsøger at finde ud af, om ens eget barns forbrug af digitale medier har nået et usundt niveau. Det er nemlig ikke bare et ja eller nej spørgsmål. Jeg tror ikke, der er noget egentlig facit, der passer til alle. Børn er forskellige; det skal vi respektere. Nogle børn spiller så meget computer, at de ikke får lavet deres lektier. Så for dem er computerspil ”skadelige”, og der skal nok opsættes nogle regler, så lektierne bliver ordnet. Andre børn spiller lige så meget, men de laver deres lektier. Så fungerer det jo fint uden regler.

Digitale medier er børns legeplads
Jeg oplever, at forældre er nervøse for, at deres børn bliver asociale, fordi de spiller computerspil hele tiden. Men rent faktisk så foregår rigtig mange spil og computerrelaterede aktiviteter sammen med andre. Måske er børnene ikke fysisk sammen, men de kommunikerer online. Det er deres legeplads. Så hvis barnet kun må være ved computeren ½ time, svarer det til, at du siger, barnet kun må være på legepladsen ½ time. Børn er sammen online.

Min holdning er, at vi skal bruge vores sunde fornuft. Snak om tingene med børnene.  


I øvrigt ser jeg både tv, læser bøger, er online og er fysisk sammen venner i dag. Så jeg har altså ikke taget skade af at læse hele tiden som barn, som min mor frygtede :-)