teenager
teenager

Teenagerens hjerne er lukket, den er under ombygning

23.03.15
Hvad er det nu, man siger? Små børn små problemer – store børn store problemer.

Det er i hvert fald realistisk, når jeg ser på min omgangskreds, hvor de før så små og søde børn er ved at transformere sig til humørsvingende og dovne søvngængere. Måske er det voldsomt at kalde dem det; de vil nok blive temmelig sure, hvis de læste, jeg sætter den label på dem. Men det er den måde, jeg bedst kan beskrive dem på. Intet er som før. De før så høflige og snakkende børn tillader sig nu at svare igen – eller det der er endnu værre: respondere med et dovent ”det ved jeg ikke. Jeg er ligeglad”. Argghhh – det er da lige noget, der kan give forældre grå hår i hovedet.


”Du fatter jo ikke en skid”
Forældre vil per definition deres børn det bedste. Det samme kan man sige om de unge. Så burde relationen jo være nem nok? Alle vil hinanden det gode. Problemet kommer, når intentionen ikke giver det forventede resultat. Forestil dig, du spørger din teenagedatter, om hun er hjemme i eftermiddag. Hun svarer, det er hun. Du ser frem til hygge og snak over te og kager. Så reagerer du med skuffelse, når hun foretrækker at sidde alene på værelset og være på nettet med vennerne. Hun forstår ikke din skuffelse; hun er jo hjemme, som hun sagde. Hallo!
Jeg tror, det er vigtigt, at forældre anerkender, at de ikke længere besidder alle hovedrollerne i teenagerens liv. Vennerne har overtaget den plads. Forældre skal respektere, at de unge har behov for større privatliv. De har ikke nødvendigvis lyst til at fortælle alt til forældrene længere. Forældre skal anerkende, at teenagere er humørsvingende, og deres handlinger kan virke totalt irrationelle. Det er en periode, og det går over!
Alle der har forsøgt at lave aftaler med en teenager ved, det kan være besværligt. På samme måde kan det fra teenagerens synspunkt være mega op ad bakke at få de der forældre til at fatte noget som helst.


Træd væk fra konflikten
Faktisk er der en god grund til, at forholdet mellem en teenager og forældre er udfordret i en periode. Teenagerens hjerne og krop er i den grad under ombygning. Der sker rigtig mange ting på ganske kort tid. Vi kan jo nok ikke overtale teenagere til at have et skilt i panden, hvor der står: ”lukket pga. ombygning”, men vi kan gøre os selv den tjeneste, at vi forestiller os skiltet, når vi er på vej ud i en konflikt med den unge. Det kan gøre, at vi ikke kommer ud i en følelse af afmagt. Jeg ved godt, at forældre i konflikt situationen kan være lige så følelsesmæssigt påvirkede som teenageren, men forældre bør have det fornuftsmæssige overblik til at trække sig fra konflikten, inden den eskalerer. I situationen kan det nemlig være svært at få øje på ” lukket pga. ombygning” skiltet, men når man lige træder væk fra øjeblikket og sunder sig, så ser man skiltet igen.  Dermed er der mulighed for at håndtere konflikten, så alle kommer godt ud af det.

”Fuck Normal”
Hvis du har brug for en reminder om, hvordan det kan være at være teenager, så kan jeg anbefale, at du og måske også din teenager melder jer til foredraget med Sanne Søndergaard på Randers Bibliotek med den skønne titel: ”Fuck Normal”. Hun taler nemlig om, hvordan det er at være teenager gennem emner som kærlighed, ensomhed, mobning og de der forældre, der bare ikke fatter en skid.  Billetter fås her

Materialer