Ung og forelsket 2015
Ung og forelsket 2015

Ung og forelsket 2015

Leder du efter den næste kærlighedshistorie? Så har jeg her lavet en samling af nogle af de nyeste, vi har fået på hylden.

Endnu en Kathrine af John Green: John Green er mest kendt for "En flænge i himlen" og har generelt efterfølgende været ret så eftertragtet med sine bøger. I denne bog møder vi Colin (forhenværende vidunderbarn), som lige er blevet droppet af sin kæreste Kathrine. Han er dog en anagramelskende nørd og holder meget af navnet Kathrine, så faktisk er det 19. gang, han er blevet droppet af en pige ved navn Kathrine. Og det stinker virkelig. Denne bog er en helt anden kaliber og skal helt klart opleves. Som altid er sproget let tilgængeligt - denne gang er det krydret med matematik, der dog i ny og næ kan virke temmelig kompliceret. Men du skal stadig ikke snyde dig selv for denne bog, for Colin er virkelig værd at lære og kende.

Anna og det franske kys af Stephanie Perkins: Anna bor i Atlanta og skal starte på det sidste år i high school. Hun ser frem til at nyde endnu et år med sin bedste veninde, fritidsjobbet og en fyr, hun har været varm på længe, har endelig bemærket hende. I stedet ender hun på kostskole i Paris, som Anna bestemt ikke er begejstret for. Selvom hun ikke kan et ord fransk, ender hun alligevel med en gruppe nye venner og møder også den charmerende Ètienne, som desværre er optaget, - men det er Anna vel egentlig også? Selvom det er en kærlighedshistorie er den også fyldt med fantastiske karakterer med personlighed, og så kan jeg rigtig godt lide, hvor meget der er blevet gjort ud af humoren og venskaberne i bogen. 

Når man kysser med øjnene af Carsten Flink: Sara har fået en rejse til Indonesien af sin far i eksamensgave. Her skal de ud og se på delfiner, som Sara elsker. Men turen går ikke helt som planlagt. Saras far bliver syg, så han bliver sat af på bådføreren Kunos fars ø og hun, Kuno og Mark (Kollega til Saras far) sejler videre for lige at se lidt flere delfiner, inden de sejler tilbage. Inden længe går det galt, og hun, Kuno og Mark kæmper imod og overlever druknedøden - kun for at strande på en øde ø. "Når man kysser med øjnene" er en realistisk beskrivelse, af hvad der vil ske, hvis du ender på en øde ø, både med valg, følelser og ting, du kommer til at opleve. Den er let læst, og det, at personerne ændrer sig betydeligt i løbet af handlingen, gør, at bogen fungerer supergodt.

Sådan ser lykken ud af Jennifer E. Smith: En dag modtager Ellie O'Neill ved en fejl en mail fra GDL824@yahoo.com. En emailkorrespondence går i gang, og inden længe opstår der sød musik mellem de to. Hvad hun ikke ved er, at bag mailadressen gemmer sig den hotteste hollywoodstjerne, som snart sætter alt i værk for at møde Ellie i virkeligheden. En virkelig sød kærlighedshistorie, hvor jeg især synes, at mailudvekslingen i bogen fungerer rigtig godt. Selve historien er måske lidt for let købt, og man kan også regne en masse ud på forhånd, men er du ligesom mig og elsker en sød kærlighedshistorie, så går du ikke forkert i byen ved at låne dette eksemplar.

Alting ramler af Mette Vedsø: Dianas forældre skal med til bryllup ude på landet, og Diana kommer med for at være babysitter. Her møder hun den første forelskelse, men oplever også andre ting, der gør, at livet efter blot 24 timer ser ganske anderledes ud. Mette Vedsø er en velskrivende forfatter, og jeg kan kun anbefale denne bog, hvis den også skal være fyldt med masser af drama.
Bogen er splinterny og kan reserveres ved at kontakte os på biblioteket.

 

Materialer