Unge vil læse tårepersere
Unge vil læse tårepersere

Unge vil læse tårepersere

Af Anonym (ikke efterprøvet)
13.09.14
De unge mennesker er færdige med at læse om vampyrer og varulve. Nu vil de tude over en sørgelig bog.
Bogen ”En flænge i himlen” af John Green har sat gang i salget af kleenex. Bogen, der handler om den kræftsyge Hazel, er filmatiseret, hvilket har øget efterspørgslen på den. Lige pt har vi 129 reserveringer på bogen. Og vi har altså mange eksemplarer af den.
 
På biblioteket oplever jeg dagligt, at unge mennesker spørger efter, noget der minder om "En flænge i himlen". I lang tid har efterspørgslen ellers mest gået på vampyrer og fantasy alá ”Twillight” og ”Hunger Games”. Men nu er der altså kommet en bølge af ønsker om barsk realisme – sick lit.
 
Sick lit – kort fortalt
Sick lit er udsprunget af begrebet chick lit (litteratur om kvinder, shopping og ekstra kilo på bagen). Sick lit - eller tårepersere - kan være bøger om unge, der får kræft. Om unge med anoreksi. Om unge der skærer i sig selv. Om selvmord og mobning. Det er altså sørgelige og realistiske emner i modsætning til bølgen af fantasy.  
 
Kritiske røster er bange for, at det er for socialrealistisk for de unge. Der er sågar anmeldere, der nægte at anmelde sick lit. De mener, unge bliver for påvirkede af bøgerne. De er bange for, at de unge tager bøgerne for meget ind og eksempelvis begynder at skære i sig selv, fordi de får inspiration til det. 
 
Jeg er ikke så bekymret. Jeg tror godt, unge kan kapere at læse om svære ting. Jeg mener, det er sundt for de unge at lære om livet og døden. Jeg tror, de tumler med mange af de eksistentielle problemstillinger, som bøgerne omhandler. Så jeg mener faktisk, vi gør dem en bjørnetjeneste ved at undlade at give dem mulighed for at læse om svære ting. Jeg tror ikke, de giver sig i kast med selvskade eller andet, fordi de læser om det.