Fire fantastiske film til ferien

Af Anonym (ikke efterprøvet)
25.07.16
Nyd sommervarmen med fire kølige film.
Once upon a Time in the West
Filmen er instrueret af Sergio Leone, som også har lavet flere kendte westerns med Clint Eastwood. I ”Once upon a Time in the West” har Charles Bronson dog hovedrollen som den mystiske Harmonica der dukker først op på en støvet station, hvor tre skurke venter på ham. Uden at afsløre for meget, har Harmonica et gammelt regnskab at gøre op med Frank, som spilles af Henry Fonda. Frank er hyret af jernbanebaronen Morton, for at ”fjerne forhindringer fra sporet” som han kalder det. Musikken er lavet af mesteren Ennio Morricone. Filmen betragtes i dag af mange, som den bedste western nogensinde. ”Once upon a Time in the West” bevæger sig med et langsomt tempo uden meget dialog, en metode inspireret af den japanske instruktør Akira Kurosawas film. En æstetisk smuk oplevelse, og en simpel historie om hævn.
 
The Secret Society of fine Arts
Anders Rønnow Klarlunds stillbilledfilm er en såkaldt artfilm, som handler om temaer som terrorisme, kunst og forholdet mellem stil og indhold. Filmen er inspireret af Chris Markers originale film i samme genre, La Jetée fra 1962, som også har inspireret til andre film, blandt andet 12 Monkeys, af Terry Gilliam.
The Secret Society of fine Arts handler om en undergrundsgruppe som har sprunget Berlins zoologiske museum i luften. En af gruppens kvindelige deltagere er blevet taget af politiet, der afhører hende dels med henblik på at afsløre gruppen og dels med henblik på at forhindre en ny aktion. Så umiddelbart fremstår The Secret Society of Fine Arts derfor som en thriller. Men faktisk er budskabet noget andet end det rent spændingsmæssige. 
Stillbillederne er blevet tilført bevægelse gennem 3D-bearbejdelse. Vi ser blade bevæge sig i byrummet, tog passere og så videre, så på den måde er The Secret Society of fine Arts også en æstetisk oplevelse, som også formår at efterlade tilskueren med en masse spørgsmål. 
Fordi filmen ikke blot er levende billeder med lyd, udfordres den måde tilskueren ser virkeligheden på. Den bliver så at sige opløst, og man lægger mærke til andre ting i forhold til en ”normal” film, fordi man får tid til at bearbejde billederne mentalt på en anden måde.
Her et par citater fra filmen:
”Ved du, hvad kunst gør, når den gør det godt? Den standser verden omkring dig og flår en lille åbning i hverdagens tykke tæppe.”
”Man skærer i nutiden, så siver fremtiden ud.”
 
The Act of Killing
Denne næsten surrealistiske film, er en fortælling om en håndfuld dødspatruljeledere i Indonesien, som uden anger og med stor stolthed filmer de folkedrab, de selv har været årsag til. Rollerne som bøddel og offer spilles af dem selv, lige som de selv har skrevet manuskriptet bag deres forbrydelser.
Folkedrabet foregik i 1965, hvor militæret væltede den indonesiske regering og hvor over en million kommunister og intellektuelle blev myrdet med koldt blod. 
Handlingen i ”The Act of Killing” foregår i byen Medan på øen Sumatra, og man følger optagelserne af forbrydernes egne film, og deres egne genfortællinger af deres gerninger. Processen afslører hvad der sker, når massemordere vinder, og opfattes som helte af deres samtid.
Joshua Oppenheimers film er tankevækkende og foruroligende, og med mange magiske scener. Kan anbefales til dem, der gerne vil opleve den rå verden og samtidig få en unik æstetisk oplevelse.
I opfølgeren The Look of Silence, af samme instruktør, ser man historien fra ofrenes synsvinkel. Bestemt også et kig værd.
 
Interstellar
Science fiction-filmen 'Interstellar' foregår i en fremtid, hvor kloden er ved at løbe tør for ressourcer, og menneskets tid på Jorden nærmer sig enden. 
Et hold forskere, deriblandt familiefaren Cooper, må derfor udføre den vigtigste mission i menneskehedens historie: Rejse ud til andre galakser for at undersøge om vi har en fremtid blandt stjernerne. 
Astrofysikeren Kip Thornes teorier om tidsrejser og ormehuller ligger til grund for Interstellar, og han har selv har ageret videnskabelige rådgiver på filmen.
Den er fyldt med fantastisk overbevisende special effects, så er du til kræs for øjnene, er denne film helt sikkert noget for dig.
Instruktøren hedder Christopher Nolan, og det er ikke en hr. Hvemsomhelst. Han har begået andre fede film, som eksempelsvis Inception, og The Dark Knight trilogien. Her er den kendteste nok The Dark Knight, med Heath Ledger i en uforglemmelig præstation som Jokeren, Batmans nemesis.
Hovedrollen har Matthew McConaughey, der efter et par gode år og en Oscar-sejr for filmen Dallas Buyers Club er en af tidens absolut største stjerner.

 

Kom ind og lån filmene på biblioteket.
Materialer