Alternativer til Netflix
Online foredrag, interviews og dokumentarer der udvider dit perspektiv

Når Netflix ikke er nok

02.05.20
Lad det være sagt med det samme. Jeg elsker mine kommercielle streamingtjenester meget højt, men engang imellem har jeg brug for noget andet.

Eller sagt på en anden måde; jeg kan ikke spise flødeboller hele tiden. Nogle gange har jeg desperat brug for rugbrød – eller måske stenbiderrogn.

Heldigvis er der muligheder på det store dejlige internet, der kan forsyne en med lige det, man har lyst til nu. Jeg har flere favoritsites, jeg besøger, når behovet melder sig.

Hvis jeg vil overraskes over et nyt perspektiv at se livet på eller lære noget nyt, så kaster jeg mig over TED. TED er en platform, hvor man kan opleve korte foredrag, som har været holdt for et live publikum på TED konferencer rundt om i verden. Man kan høre om alt fra klimaforandringer til psykiatri eller kreativitet.  

Du finder TED her

På Det Kongelige Biblioteks mediekanal kan man finde optagelser af afholdte arrangementer på Den Sorte Diamant. Det er arrangementer om bl.a. litteratur, politik og kunst. På min liste over det næste jeg skal se, er interviewet med Chimamanda Ngozi Adichie og foredragsrækken "A room of one's own". 

Du finder Det Kongelige Biblioteks mediekanal lige her.

Det tredie sted er Louisiana Channel, som jeg først lige har fået anbefalet i DR2 bringer kulturen ud. Også her handler det om litteratur, performance og kunst. Her er det ikke (kun) optagede liveevents men også dokumentarer om de forskellige emner. Det gør det lidt mere levende, men nok ikke mindre nørdet. 

Find Louisiana Channel lige her.

For mig handler det om nørdet fordybelse, om at lytte og tænke efter. Men også om at høre og se noget, jeg ikke kan gætte slutningen på, som fortæller mig ting, jeg ikke nødvendigvis vidste på forhånd – bortset fra når jeg genser bestemte videoer, naturligvis.

Udvidet artikel oprindeligt skrevet af Ulla Stangerup, Hillerød Bibliotekerne.