Sommerregn. Her i pittoresk version.
Sommerregn. Her i pittoresk version.

Du danske sommer - vi elsker dig... faktisk!

07.07.16
"Sommervise" er en sand evergreen. Ikke mindst fordi den kan hjælpe os med at komme os over frustrationen, når vi overvejer at tage vanter på i juli måned.

Du danske Sommer, jeg elsker dig,
skønt du saa ofte har sveget mig.
Snart kolde Farver i Sky og Vand,
snart nøgne Piger ved hver en Strand.
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver Gang du ler.

Thøger Larsen skrev teksten til “Sommervise” - i dag populært kendt som “Du danske Sommer” - i 1923, men ordene klinger stadig lige smukt og rammende her i 2016.

Tydeligvis var ønsket om, at en sommer måtte forløses i varme, solrige måneder, lige så aktuelt for 100 år siden som det er i dag, hvilket måske ikke er voldsomt overraskende. Den lyse tid giver os kræfter at gå mørket og kulden i møde med, og her vil vi selvfølgelig gerne have valuta for pengene.

Men ud over forhåbninger og længsel fanger Thøger Larsen imidlertid noget andet i sin sangtekst, smukt assisteret af Otto Mortensens toner. En viden om, at der er en pæn chance for, at vi bliver skuffet - og en accept af, at dette er en del af pakken, når man bor i et land med tempereret kystklima og en lun Golfstrøm i nabolaget, geofysisk set.

Larsen var heldigvis mand for at anlægge en poetisk vinkel på de tørre (eller våde) klimatologiske fakta, men når sangen har været med os som folkeeje i snart 100 år har det meget at gøre med, at den osse formår at være en følelsesmæssig kanal for os. Når vi nu endnu engang finder os selv iført fuld Gore-tex på bagsiden af Skt. Hans og kun køber is af principielle årsager, så har vi blandt andet hans ord og Mortensens toner at lune os ved.

Det er nemlig noget af det, musikken kan.

Den kan give os håb. Den kan give os nye kræfter. Den kan synge os til ro, når håbet viste sig at blive skuffet, når de gode miner bliver anstrengte og når vi irriteres over, at det igen er en langtidsudsigt med et touch af oktober, der toner frem på skærmen.

I 1923 tjekkede man ikke bare lige nettet for at finde en afbudsrejse til Middelhavsområdet hvis vejrudsigten så lidt kedelig ud, og på den måde var den underforståede tilgivelse i linjer som ”Du er af Sindet jo lunefuld/Skønt Hjertet er af det pure Guld” måske betinget af nødvendighed i et eller andet omfang. Alligevel synger vi stadig sangen med stor glæde. Vi har nemlig stadig behov for at komme overens med de meteorologiske realiteter, ikke mindst fordi vi ved hvor magisk det kan være, når vi engang imellem vinder i vejrlotteriet. Når landskabet er mættet med blåt og grønt i den lange, lyse dag, og når “Korn, Korn, Korn/i Drømme gror under Maanens Horn”.

Den er ikke forbi endnu, sommeren. Vi skriver kun den 7. juli. Det kan stadig nå at blive sandal- og solbrillevejr. Om ikke andet, så til næste år - og indtil da har vi linjer som

Gaar tit du kold over Landet hen,
jeg ved, du kommer dog hed igen!
Ja, ja, ja,
jeg ved, dit Hjerte er Guld endda.

til at varme os.

Materialer