Svend Asmussen fylder 100!
Svend Asmussen fylder 100!

En vaskeægte violin-virtuos fylder 100

25.02.16
Selv om han ikke er så synlig på livescenerne mere, er vores verdenskendte mesterviolinist Svend Asmussen stadig iblandt os. I dag fylder han 100 år!
Missionen har været klar fra dag 1: Svend Asmussen har altid ønsket at underholde og begejstre sit publikum, og det er lykkedes på blændende vis! Det store smil og den åbenlyse glæde ved at være midt i musikken har været faste partnere - helt fra starten i det frodige danske swing-miljø i 1930'erne og 40'erne, over et potentielt verdensgennembrud med trioen Swe-Danes i slutningen af 1950'erne og langt ind på den anden side af årtusindskiftet.
 
Netop med Swe-Danes kunne det som nævnt være blevet globalt for Svend Asmussen, men han, guitaristen Ulrik Neumann og sangerinden Alice Babs blev hurtigt enige om at afsavnene ved det omflakkende turneliv var for store. Dermed kom Asmussen til at holde lidt lavere profil end hvad talentet kunne have båret og branchefolkene omkring ham havde ønsket. Til gengæld kunne humøret forblive intakt - og de store internationale jazznavne har til stadighed stået i kø for at spille med den gennemmusikalske dansker, så anerkendelsen er alligevel kommet ind fra hele verden.
 
I dag, søndag den 28. februar, fylder Svend Asmussen 100 år. Aktivitetsniveauet har været lavere de senere år, bl.a. fordi helbredet ikke er helt på toppen mere. Det fantastiske omdømme er der imidlertid ikke nogen, der kan røre ved. Stort tillykke til en dansk swingmester, der har opnået at spille sig ind blandt de allerstørste!!! 
 
P.S.: Hvis du er til swing, jazz, revymusik og andet godt a la Asmussen, bør du ikke snyde dig selv for vores koncert med trioen "Et letsindigt ord" her på biblioteket den 10. marts. Ved arrangementet er der fokus på den danske musik under tyskernes besættelse 1940-45. Læs mere og køb billetter her.
Tags
Materialer