Gå på opdagelse i ny kompositionsmusik med DR P2.
Gå på opdagelse i ny kompositionsmusik med DR P2.

Find skønheden i ny musik med DR P2

28.09.16
Nyt initiativ fra den klassiske kanal gør op med myten om, at moderne komponister kun laver musik, der er uforståelig for almindelige mennesker.
Moderne kompositionsmusik? Det er sådan noget utilgængeligt, hovedpinefremkaldende noget, hvor tonerne helst skal passe så dårligt sammen som muligt, ikke sandt?
 
Sådan forholder det sig faktisk ikke nødvendigvis - og DR P2 har i de forgangne måneder sat sig for, med lytternes hjælp, at finde eksempler på nyere værker fra området for klassisk musik, hvor det melodiøse og tilgængelige er i højsædet.
 
Ti værker er udpeget blandt 180 indstillinger fra P2-lytterne, og de ligger nu samlet på kanalens hjemmeside, så den nysgerrige lytter kan få åbnet øjnene for, at nyere klassisk musik sagtens kan være nem at være i stue med. 
 
Hvis du er hurtig, kan du desuden nå at deltage i afstemningen om, hvilket af de ti værker, der er bedst. Frem til fredag den 30. september er der nemlig åbent for at afgive sin stemme og påvirke udfaldet i kåringen af "Fremtidens publikumsbasker", som P2 har døbt initiativet.  
 
Der er flotte præmier på spil, bl.a. billetter til P2 Pris Koncerten d. 3. februar 2017 i Musikhuset Aarhus, så det er bare med at skynde sig over på Statsradiofonien og gøre sig gældende!