RIP: White, Lemmy, Kantner, Frey, Boulez, Weiland
RIP: White, Lemmy, Kantner, Frey, Boulez, Weiland

Flere musikalske farveller - desværre...

05.02.16
Bowie fik al opmærksomheden, men en lang række andre musikpersonligheder stillede desværre også træskoene i månederne før og efter hans død. Vi siger tak for tonerne til:

Scott Weiland (Stone Temple Pilots, Velvet Revolver, Art of Anarchy)
At Scott Weiland ikke nåede at blive så vældig gammel (48 år) kom ikke som den store overraskelse, for om nogen levede han op til myten om selvdestruktiv rockstjerne. At han samtidig gjorde indtryk på verden som fabelagtig sanger og naturligt scenemidtpunkt gør det imidlertid svært at trække på skuldrene over tabet, for Weilands stemme og persona tegnede den hårdtslående rock i de tidlige 1990'ere på samme niveau som Kurt Cobain, Eddie Vedder og Chris Cornell gjorde det!

Ian “Lemmy” Kilmister (Hawkwind, Motorhead)
Mang en lavthængende luftguitarsolo er blevet fyret af på drengeværelset til "Ace of Spades" gennem tiden - ikke bare mit, men verden over. Fra starten i de tidlige halvfjerdsere med psykedelisk tung rock i Hawkwind og især takket være sine mange år i Motorhead: Lemmy var kompromisløs i sin rock’n’roll-attitude og samtidig 100% nede på jorden trods nærmest religiøs tilbedelse fra fans og musikkolleger fra alle sider af rockverdenen. Respekt!

Pierre Boulez (kompositionsmusikalsk revolutionær)
I efterdønningerne ovenpå Hitlers folkeforførelse i 1930’erne og 1940’erne opstod et ønske blandt en række samtidige centraleuropæiske komponister om, at lave nyskabende musik, der krævede, at lytteren forholdt sig kritisk reflekteret og selv tog stilling til både komposition og omverden. Pierre Boulez var central i denne bevægelse, og han har sat sig markante spor som eksperimenterende komponist - og ikke mindst som dirigent og kunstnerisk leder for en lang række af de ypperste orkestre indenfor klassisk musik verden over. Bon voyage, maestro!

Glenn Frey (The Eagles)
Med sanger, guitarist og sangskriver Glenn Freys død vil Eagles-sange som “Tequila Sunrise” og “New Kid in Town” kun lyde rigtigt på plade, og de trestemmige vokalharmonier hos bandet bliver i det hele taget aldrig de samme igen. Frey fik desuden ideen til den fortællemæssige ramme, som teksten til bandets måske allermest kendte nummer, “Hotel California” udspiller sig indenfor, og han er krediteret for teksten sammen med bandets trommeslager, Don Henley. Husk: "You can check out any time you like/but you can never leave...!"

Paul Kantner (Jefferson Airplane)
Tressernes psykedeliske musiklandskab ville ikke have været det samme uden Jefferson Airplane, hvor guitaristen og sangskriveren Paul Kantner var stiftende medlem. Gruppen voksede ud af San Franciscos folk-miljø og bevægede sig først i retning af det poppede og siden mod det flippede - med optrædener på Monterey Pop Festival i 1967 og på Woodstock i 1969 som pejlemærker. Fred og blomster!

Maurice White (Earth, Wind & Fire)
Stifteren af funk/r’n’b/soul/disco-flagskibet Earth, Wind & Fire er draget videre - forhåbentlig til det “Boogie Wonderland”, som han og bandet samt vokalgruppen The Emotions sang om i deres store fælles hit fra 1979. Min personlige association til EW&F retter sig dog lige så meget mod mindet om lørdag aftener med Gorm og Gregers tilbage i tv-monopolets tid, hvor Whites vocoder-stemme i “Let’s Groove” bød velkommen til timelang smooth underholdning… og så skulle man ikke engang i seng kl. 20. Ak, ja!

 
Tags