Her er årtiets album!

09.01.20
Hvem lavede den bedste rytmiske musik i 10’erne? Randers Biblioteks ansatte giver dig svaret.

Okay, okay. Selvfølgelig er der ingen, der har det endelige svar på, hvilket album indenfor de rytmiske musikgenrer, der var det bedste fra det forgangne årti. Sikkert er det dog, at en hel del ansatte på Randers Bibliotek er blevet berørt ekstra af en eller flere musikudgivelser i løbet af 2010’erne.

Nedenfor giver Martin Minka Jensen (MM), Kasper Skov-Nielsen (KS), Jens Sørensen (JeS), Peter Elmelund (PE) og Mik Stegger (MK) private, tendentiøse og stærkt subjektive bud på deres yndlingsskiver fra de sidste ti år.

2010: Agnes Obel - Philharmonics
Årtiet startede med debutpladen fra Agnes Obel, den danske musiker bosiddende i Berlin. Her var noget specielt. En pompøs plade -  samtidig uden de store armbevægelser. Stille, melankolske melodier med Obels æteriske stemme svævende ubesværet over de klassiske klaverklange. Her er den intelligente Enya, den polerede Kate Bush. Nummeret ”Riverside” hørtes snart på alle platforme – til meditation, til sublim underlægning, til nydelse. Første gennemlytning er ren fløde; senere lytninger afslører mange, diskrete, cremede nuancer. (PE)

2011: Malk de Koijn - Toback to the fromtime
Efter ni års pause er Danmarks mest originale rapgruppe tilbage med deres tredje album, hvor dunkende beats lægger grunden for dejligt rablende tekster. Malk strækker det danske sprog i alle retninger, maler billeder af livet som old school mand og formår som weekendkrigere at parodiere både MC-Einar og sig selv. Toback to the Fromtime er et overlegent comeback og en milepæl i dansk raphistorie. (KS)

2012: John Mayer - Born and Raised
Mit første møde med John Mayers musikalske genialiteter. Jeg fik albummet anbefalet af min yngste datter, og det blev ret hurtigt til min foretrukne playliste på Spotify. Jeg er ikke den store country-fan, men det mix som John Mayer sammensætter med karakteristisk country og rock/pop funger sublimt. Mayer er ikke kun en fantastisk sanger. Han mestre - i den grad - guitaren, hvilket man henrykkes løbende af på albummet. Born and Raised blev, for mig, starten på en lang musikalsk forelskelse, som kun er blevet stærkere op gennem årerne. (JeS)

2013: Paul McCartney - New
Når ens dåbsattest siger maj, 1969 – så er man med sikkerhed flasket op med Beatles signifikante toner gennem barndommen. Selvom det er mange år siden, at Liverpool-drengene stod på scenen, har jeg løbende fulgt med i ikonernes individuelle karrierer. Og i særdeleshed en vis Sir Paul. Og man er aldrig i tvivl, når man hører McCartneys ”New”. Der er masser af tråde tilbage til Beatles-dagene, masser af energi, musisk genialitet og genkendelighed – præcis som det er tilfældet med New. Det er lidt ligesom at være barn igen – easy listening – what’s not to like. (JeS)

2014: Beck - Morning Phase
Startende lige under hjerterytmen, vækker Becks perle af et album dig blidt fra søvnen. Den melankolske opfølger til hans album Sea Change fra 2002 tager dig med gennem den amerikanske singer/songwriter historie i en langsom opvågnen fra nattens mørke, hvor drømmene har frit spil, til dagens klare lys. Vinyludgaven af dette album giver det fulde udbytte af Becks instrumentvalg, som på smukkeste vis indrammer den amerikanske musikhistorie. (KS)

2015: Courtney Barnett - Sometimes I Sit and Think and Sometimes I Just Sit
Skramlet (garage)rock med tårnhøj ørehængerfaktor koblet med misundelsesværdigt gode tekster. Den australske sangskriver er en både knivskarp og humoristisk observatør af både sine omgivelser og sig selv, og resultatet på bundlinjen - langtidsholdbare sange leveret med lige dele uimponeret selvfølgelighed og afvæbnende charme - gjorde, at hun lå helt i top på min albumliste for det ellers imponerende stærke rockår 2015. (MK)

2016: Biosphere - Departed Glories
Biosphere, alias norske Geir Jenssen, har siden debuten for 25 år siden bevæget sig længere og længere ind i et elektronisk univers, hvor det undersøgende og abstrakte går forud for genkendelige omkvæd og almindelig salgbarhed. På "Departed Glories" har han bearbejdet gamle optagelser af østeuropæisk folkesang og gjort dem til foruroligende, svævende og sært dragende musikcollager, som bliver ved med at udfolde sig, hvis man giver dem tid. (MK)

2017: Aldous Harding - Party
Aldous Hardings anden udgivelse er noget ganske andet end debuten, som også var fabelagtig. Hvor debuten var en mere klassisk singer/songwriter-plade, så er "Party" en mere poppet sag. Harding udforsker sin stemme på mange forskellige måder. Særlige knæk og temposkift med stemmen gør det til en personlig affære. Jeg vil gå så vidt som at sige, at der med denne samling stærke sange, er dømt gåsehudsgaranti. (MM)

2018: Hjalte Ross - Embody
Hjalte Ross har med "Embody" skabt en plade, der tager fat i en ældre og mere jordnær opfattelse af musik og tid, og giver sig til at male følelser. Det er ikke oppustet muntert eller påtaget eftertænksomt. Modenheden rummes i den tålmodighed, Ross udviser. Hans håndtering af den akustiske guitar trækker på den tradition, som Nick Drake dyrkede på sine tre kanoniserede albums Five Leaves Left, Bryter Layter og Pink Moon. (MM)

2019: Kim Larsen - Sange fra første sal
En fin sløjfe på et ekstraordinært liv blev bundet med denne overraskende plade fra Kim Larsen, som udkom efter mandens død. Sange fra første sal – måske sidste etage før himmelen. Her sad den stadigt velsyngende trubadur i sit elskede køkken sammen med sønnen Hjalmar og vennen Jørn, som han yndede at kalde sin impresario. Nøgne sange med en livslang erfaringskant, som fint spejler pladen ”Værsgo” fra Larsens livslinjes start. Solopladen ”Værsgo” fra 1973 er i dag et af de smukkeste vidnesbyrd om dansk populærmusik – alsidige, akustiske popsange formidlet med sjældent nærvær. Og samme ord kan bruges om ”Sange fra første sal” – med en erfaringsmættet sangstemme. Ja ja, produktionen kunne være bedre; det var ikke dét, Larsen gik højest op i. Men vi har den fineste mindesten præcis, som mesteren ville ha’ det. (PE)