George Martin i studiet med The Beatles, 1964
George Martin i studiet med The Beatles, 1964

Lydarkitekten bag The Beatles er død

09.03.16
Uden George Martin, ingen "The Fab Four"! Manden der blev kaldt "den femte beatle" - har forladt os. Om nogen fortjente han betegnelsen!

Et menneske, der har betydet rigtig meget for mig, forlod desværre denne verden i går. 90 år gammel og med et solidt fingeraftryk plantet på hele den vestlige verdens populærkultur. Det er måske ikke alle, der har været så bevidst om hans betydning, for hans rolle førte ham sjældent ind i rampelyset, og man lærte først for alvor at forstå rækkevidden af hans indsats, hvis man som jeg havde et nørde-gen og læste det med småt bag på pladecovers etc. Der er imidlertid ikke noget at rafle om: uden ham, havde en væsentlig del af lydsporet til vores virkelighed lydt anderledes - og måske havde det slet ikke været der...

I og med at George Martin som den eneste valgte at give dem chancen, da de var på jagt efter en pladekontrakt i 1962, er der stor sandsynlighed for at the Beatles aldrig var blevet til noget uden ham. Hvis en anden producer alligevel havde taget bandet under sine vinger, var det næppe heller blevet det samme, for det var i høj grad kombinationen af John Lennon og Paul McCartneys fænomenale sangskrivertalenter og George Martins klassiske uddannelse samt hans lange erfaring som pladeproducer indenfor den både lette og spraglede comedy-genre, der gjorde Beatles' popmusik til kunst på et niveau, som ingen havde matchet før og få har matchet siden.

Jeg er vokset op med lyden af Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band og The White Album - ofte afspillet i hovedtelefoner, mens jeg sad i lænestolen i mit himmerlandske barndomshjem. Det var og er plader, hvis farverige landskaber på bedste vis matcher indersiden af et barnehoved fuldt af fantasi. De ord kunne jeg selvfølgelig ikke sætte på det dengang, men jeg kan se det i bakspejlet: de farverige scenarier i Lucy in the Sky With Diamonds, det afsluttende forfølgelses-tableau i Good Morning, Good Morning, hvor dyr i stigende størrelse løber efter hinanden, den mærkelige eventyrfortælling i Cry Baby Cry og ikke mindst de fortryllende guitarfills i While My Guitar Gently Weeps. Alt sammen var det indtryk der blev ved og ved med at summe rundt oppe i mit hoved - og den varige fascination var stærkt medvirkende til, at jeg selv måtte gribe til musikken som udtryksform.

Fire-fem-seks årtier senere er Beatles-pladerne stadig fulde af magi. Både fordi sangene på dem er fabelagtigt stærke og kan spilles på alt fra skrabet lejrbålsguitar til fuld symfoniorkesterbesætning - men ikke mindst fordi, der sad en mand bag knapperne i studiet, der kunne gøre lytteoplevelsen til en rejse i sig selv. Det gælder uanset om ens alder er 4 , 44 eller det dobbelte, og det gælder helt sikkert hvis man tager færden iført hovedtelefoner. Der er masser af hemmelige landskaber at opdage!

Tak for turen, George Martin...

/Mik

P.S.: Vi har selvfølgelig masser af Beatles-relateret musik, samt film, noder og biografier stående. Nedenfor ser du et udvalg.

Materialer