Jimi Hendrix - 75 år i dag
Jimi Hendrix - 75 år i dag

Til minde om the electric gypsy

27.11.17
Jimi Hendrix ville være fyldt 75 år i dag. Musikformidleren takker for de absolut banebrydende toner, som det blev til, før det blev for sent.
For en lille nørde-purk, der fra første færd var fascineret af den elektriske guitar, var Jimi Hendrix et af de første musiknavne, jeg bed mærke i. Nibe Biblioteks udvalg af materialer med mesteren var ikke imponerende, men opløftelsen var desto større når jeg engang imellem hørte ham i Statsradiofonien. Verden åbnede sig da jeg som spæd teenager begyndte at tage bussen til Aalborg for at fremsøge Hendrix-materialer på det velassorterede hovedbibliotek.
 
Den elektriske guitar var et sandt helteinstrument i 1980'erne, men selv en knægt der var vokset op mellem tre møddinger kunne se, at noget var gået fløjten. Hendrix' spil havde banet vejen for en hel generation af elguitar-ekvilibrister, men de fleste af tidens store guitarnavne havde ofret kontakten til livet, varmen, sjælen og nerven i hans spil til fordel for en langt mere maskinel virtuositet. Mængden af toner pr. sekund var imponerende, men poesien var svær at få øje på.
 
Komplet musiker
Det er let at romantisere ideen om den unge, fremadstræbende musiker, der hærdes af mange års slid og slæb som anonym backingmusiker, for så at springe ud som frontperson med ikoniske kvaliteter. Dette var imidlertid Hendrix' vej til toppen, og det gjorde ham til den komplette musiker han var.
 
Røgen fra hans brændende guitar og alt det andet sensationsprægede kan godt distrahere, og man kan stadig blive forblændet af det solistiske udtryk han havde, men set fra helikopteren er det lige så meget hans indsats som innovator, der er værd at notere sig. Han opfandt en bestemt måde at spille rock på, og han spillede desuden rytmeguitar med en sjælden mængde sjæl, skrev sange fulde af skønhed og sang dem med al den indlevelse, som hørte sen-tresserne til.
 
En stadig aktuel arv
Hendrix døde som bekendt alt for ung, men han kunne have leveret et tiltrængt rusk til både firserne og vore dage. Når man tænker på, hvor meget han fik ud af at gå til datidens spæde musikteknologi med sjælfuld nysgerrighed, kan man kun gisne om, hvad han kunne have fået ud af dagens udbud på den front. Samtidig er hans budskab om universel kærlighed en anden form for input, som verden anno 2017 kunne have glæde af. 
 
Så tillykke med de 75, gamle dreng - og hurra for de aftryk, du fik sat. Hvis man kigger efter, er de faktisk stadig friske!
 
/Mik
Materialer