Rytmiske kvalitets-skiver fra 2015
Rytmiske kvalitets-skiver fra 2015

Udenrigs-rock der rykkede i 2015

22.12.15
Nu kåres alt fra største politiske bøf til bedste tilbagelægning med venstre fod i Superligaen. Se hvilke rockalbum fra det store udland, der 'ramte' musikformidleren i år og vakte langvarig glæde i det lille hjem (samt i den lille bil og på det lille storrumskontor).
Kan man gendanne et band, der i den grad er associeret med en nu let forkætret musikalsk strømning fra for 20 år siden (-"Skulle det være et Stykke med saakaldt 'Brit-pop', Hr.?") og sætte dem til at lave ny musik, uden at det bliver pinligt? Hvis Blurs "The Magic Whip" er nogen indikator, er svaret et rungende ja - og samtidig bekræftes det atter en gang, at medieskabt massehysteri omkring den konstante jagt på nye strømninger indenfor rockmusikken nemt kan ende med at være en større del af problemet end af løsningen, når vores trang til nye toner og nye udtryk tager over. Jeg var dødskeptisk da jeg satte "The Magic Whip" på for første gang, men jeg må æde al tvivl i mig, for albummet spiller sig lige ind i kernen af, hvad vi kender Blur for. Det sker med en selvfølgelighed og hvilen i sig selv, som giver mindelser om Arctic Monkeys' "AM" fra 2013 - og med et musikalsk afsæt i Kinks, Bowie, Smiths og alt den anden britisk-hed, som var det, britpop handlede om til at starte med. Fremragende!
 
Wilcos ankermand, Jeff Tweedy, er komponist og tekstforfatter af guds nåde, men det har unægtelig taget nogen forsøg at nå frem til en måde hvorpå hans vision for alvor kunne forløses. Han vil på den ene side gerne trække på den store amerikanske sangskrivertradition indenfor rock, folk og country - og på den anden side sprænge grænserne for, hvad selvsamme tradition kan og skal. Det er ikke nogen nem øvelse, men stadigt omskiftelige Wilco rummer i disse år fantastiske kort som guitaristen Nels Cline og trommeslageren Glenn Kotche, og bandet støtter formidabelt op om projektet. Selv ved gennemlytning nummer 43 føles "Star Wars" kort, kompakt og nærende på den helt rigtige måde, hvor man får lyst til at lytte en gang til.
 
London-baserede Leftfield fyldte meget på halvfemsernes elektroniske musikscene med en dub-mættet form for house, der blev serveret på et par udgivelser, hvor mængden af interessante gæstevokalister var stor. Her 16 år efter forrige album er der stadigvæk masser af bund og dybde i det Leftfield laver - både når vi snakker om lydbilledet og om den bagvedliggende ideologi, som hovedmand Neil Barnes aldrig har lagt skjul på. På vokalsiden finder vi denne gang Sleaford Mods, Tunde Adebimpe fra TV On The Radio og Channy Leaneagh fra Polica - alle artister, der i eget navn er på jagt efter måder at udfordre den musikalske mainstream, og som på den måde komplimenterer Barnes' kunstneriske mission. Energien er stor i Leftfields udtryk, men den kommer af at have noget på hjerte.
 
I selskab med navnkundige Anton Newcombe fra The Brian Jonestown Massacre har Tess Parks lavet et sumpet, stenet og smukt slæbende album, der går lige i hjertet på en garagerock-elsker som undertegnede. Slægtskabet med Hope Sandoval fra Mazzy Star og for den sags skyld med legendariske Nico er uomtvisteligt i Tess Parks måde at skrive og synge sine sange på, og hvis man kan lide støjende og sort-tonet musik, der ikke nødvendigvis afleverer sin skønhed uden at gøre modstand, er "I Declare Nothing" lige til at give sig i kast med.
 
Der er også garagerock-vibes i sangene fra australske Courtney Barnett, men mængden af sort rundt rundt om øjnene er mindre og det følelsesmæssige spektrum bredere. På tekstsiden kaster hun et (selv)ironisk blik på den selvoptagethed, selvfremstilling og materialisme, der præger store dele af vestlige verden, men hun gør det med finesse og humor, og uden at frelstheden tager overhånd. "I wanna go out/but I wanna stay home" synger hun i uptempo-knaldperlen "Nobody Really Cares If You Don't Go to the Party", og mængden af sproglige guldkorn og skarpe observationer er i det hele taget skyhøj. Hvis ikke nogen af de danske rockfestivaler sætter Barnett på plakaten i '16, er der ingen retfærdighed til.
 
Stockholmske Joakim Thåström har været en central skikkelse på den svenske rockscene i mange herrens år - som regel klædt i sort og udstyret med en afsøgende rastløshed, der har kastet både punk-, industrial- og afdæmpede singersongwriter-album af sig. "Den morronen" ligger fint i forlængelse af forgængeren "Beväpna dig med vinger" fra 2013, og Thåström virker til for en tid at have fundet et kunstnerisk udtryk, der kan blive ved med at nære og interessere ham: som en knap så teatralsk Tom Waits i selskab med en mindre tilbageskuende Bruce Springsteen, men på svensk og og med en diskret elektronisk understrøm under de skramlende guitarer og trommer. Thåströms oprindelige billedstormende drive balanceres nu om dage af modent-romantisk hjerteblod i sangene, og igen er resultatet en skive, der tåler mange genlyt.
 
Måtte jeg kun tage et album fra 2015 med mig ud på en øde ø, skulle det være det her! "Carrie & Lowell" er Sufjan Stevens' kunstneriske undersøgelse af relationen til en psykisk syg mor, der forlod ham som barn - og af følelserne han stod tilbage med som voksen, da hun døde. Den slags kan blive følelsespornografisk i hænderne på mindre kunstneriske begavelser, men Stevens får formidlet styrke og skrøbelighed, nærvær og savn, kærlighed og svigt samt fortid, nutid og fremtid så det føles helstøbt, rørende og rystende! Han er tilbage ved det afdæmpede, akustiske udtryk med vokaler der bl.a. trækker spor tilbage i tiden til bl.a. Simon & Garfunkel, og albummets opbygning - med intenst smukke "4th of July" som omdrejningspunkt - gør det til en sand mesterskive!
Tags
Links til lækker lyd!

Randers Bibliotek har masser af stof til din fortsatte musiklytning, og det er bare at følge artiklens henvisninger, hvis du er sulten efter ny inspiration. 

Links undervejs i selve teksten giver søgning på de omtalte kunstnere i alle bibliotekets materialer (både som hovedkunstnere, sangskrivere og gæsteartister) - og i overskrifter samt nederst i artiklen finder du links direkte til de udvalgte albums.