Meryl Streep har hovedrollen som verdens værste sangerinde i "Florence".
Meryl Streep har hovedrollen som verdens værste sangerinde i "Florence".

Anbefaling: Komedien om verdens værste sangerinde

09.03.23
Er man musikalsk skurk, antihelt eller måske simpelthen heroisk, hvis man bygger en sangerkarriere på at være hvinende tonedøv?

Indenfor operaens verden er der masser af helte og skurke i forestillingerne. I forlængelse af det har en lang række operasangere opnået musikalsk heltestatus i det virkelige liv for deres præstationer i bestemte roller, og for deres tekniske kunnen.

Men hvilken status får operasangere, der ikke kan synge, men gør det alligevel? Er de skurke? Antihelte? Kan de i virkeligheden vise sig at være gjort af vaskeægte heltestof?

Spørgsmålet lyder måske søgt, men det er faktisk reelt nok, og du kan afgøre, hvad du selv synes ved at se Stephen Frears' filmkomedie "Florence" (2016) med Meryl Streep i hovedrollen. Dens fortælling bygger på den virkelige historie om Florence Foster Jenkins - en velhavende amerikanske kvinde, der for alt i verden ville være klassisk sanger og som op gennem 1920'erne, 30'erne og 40'erne opbyggede en karriere som operadiva i New York.

Jenkins arvede stort, da hendes forældre døde, hvorefter hun gik hele vejen med dyre kostumer, leje af ekstravagant hotelsuite at bo i, ansættelse af dygtig pianist som akkompagnatør osv. Alt forarbejdet var med andre ord på plads, og det eneste problem var, at hun vitterlig sang helt hysterisk falsk. Som en forfatter skrev efter hendes død: "Ingen sanger har gennem historien haft lignende succes med at frigøre sig så fuldstændigt fra de nedskrevne melodiers åg".

Interessant nok lykkedes det faktisk "Lady Florence", som hun gerne ville kaldes, at blive en kultfigur i sin egen samtid, og filmen undersøger de meget sammensatte reaktioner, som hun mødtes med af omgivelserne. For hvor hun selvfølgelig blev latterliggjort af mange, var der samtidig stor fascination for hendes passionerede tilgang til sagen.

Trænede operalyttere opdagede efterhånden, at hun havde dyb musikalsk forståelse for de hundesvære arier, hun kastede sig over, og selv om den legendariske sangskriver Cole Porter efter sigende ofte måtte hamre sin stok ned i sin fod for ikke at komme til at grine, når han hørte hende synge, missede han aldrig en af hendes koncerter!

Meryl Streep blev nomineret til en Oscar for sin fremstilling af hovedpersonen, hvilket er 100% passende, for Jenkins' sammensatte karakter er netop pointen. Ved første lyt var hun tilsyneladende til grin - men når man gav hende en chance, var der paradoksalt nok meget af det stof til stede, som vi ellers bruger til at karakterisere helte med.

"Florence" kan ses på bibliotekenes filmstreamingtjeneste, Filmstriben.