Eva anbefaler bøger

Beckers bedste bøger

Eva Becker anbefaler de bedste bøger

Efter næsten 40 år på Randers Bibliotek har Eva Becker valgt at afslutte det kapitel, der hedder arbejdsmarkedet og starte på et nyt eventyr.
Gennem årene har Eva afholdt mange bogcafeer for fulde huse, og man kan altid få anbefalet en god bog af Eva, men hvilke bøger har gjort mest indtryk på Eva gennem hendes lange læseliv? Det spørgsmål synes Eva er meget svært at svare på, og hun kunne have valgt mange flere titler end der er plads til på denne side. Definitionen på en god bog er for Eva: ”en god fortælling, som man kan blive lidt klogere af”. 
Og hvad skal Eva så bruge sin tid på fremover? Det vil tiden vise. Hun siger selv, at hun glæder sig til at bruge mere tid i sin have og så skal der nok stadig blive læst et hav af bøger. For selv om Eva har været omgivet af bøger hele sit arbejdsliv, så har hun ikke fået nok af bøger. Gode fortællinger bliver man aldrig træt af.
Her kommer et udpluk af bøger, som Eva ikke glemmer:

”Erik Menneskesøn” af Lars Henrik Olsen
En skøn fortælling om de nordiske guder.
Erik bortføres en dag til Asgård af Tor, for guderne har en opgave til ham. Alt er nemlig helt af lave og sammen med Tors datter, Trud, skal Erik ud på en lang og farefuld rejse til Udgårds-Loke hvor Idun holdes fanget. De undslipper med nød og næppe både Dødsriget, Fenrisulven, Midgårdsormen og meget mere. 
Vi får alle de gamle gudesagn sammen med storslåede optrin og stærke scener. Bogen er velegnet til oplæsning for både børn og voksne. Jeg læste den for min yngste søn, da han kun var omkring 6-7 år, men han nød virkelig de drabelige historier. Og så er bogen med ret korte kapitler, som er velegnet til godnathistorie :) 

”Fra i nat sover jeg på taget” af Jens Christian Grøndahl
Grøndahl er en forfatter jeg kommer til at holde mere og mere af - jeg synes han bliver bedre og bedre. 
I denne ret klassiske Grøndahl bliver emner som kærlighed, sygdom og aldring taget under behandling, og sat i ind i det, der nu engang rører sig i samfundet, eksempelvis #metoo og medier. 
Bogens mandlige fortæller har fået en uhelbredelig diagnose og hans kone har forladt ham. En dag støder han tilfældigt ind i sin ungdomskæreste, bliver draget af hende og ind i hendes personlige fortælling. Hvad skete der egentlig dengang de var unge. Som altid er der et smukt sprog, og her reflekteres over menneskets længsel efter det romantiske kærlighedsmøde, men også det modernes menneskes oplevelse af meningsløshed, ensomhed og tvivl. Jeg er altid i godt selskab med Grøndahl – og læs endelig også ”Tit af jeg glad” af forfatteren, den er også rigtig god.

”Kaptajnen og Ann Barbara” af Ida Jessen
I 1754 kom kaptajn Ludwig von Kählen, som er en historisk person, til den jyske hede og som den første skulle han forsøge at opdyrke kongens hedearealer vest for Viborg. En anden historisk person er den egenmægtige og voldelige landsdommer Frederik de Schinkel til Hald.
Vi følger kaptajnens ensomme og meget stridsomme liv i en årrække, blandt andet hans stridigheder med den modbydelige herremand på Hald, men også mødet med den gode Ann Barbara, som kommer til Kongenshus som husbestyrerinde og deler seng med kaptajnen. Men hun har en forhistorie som kvindekrænkeren Schinkel har en fatal del i, uha! 
Det er en vidunderlig fortælling Ida Jessen har skrevet. Man lever og ånder for de stakkels mennesker der levede i det barske landskab på denne tid. 
Jeg vil i øvrigt anbefale de andre bøger, hun har skrevet, for hun hører til en af mine absolutte yndlingsforfattere. 

”Stillidsen” af Donna Tartt 
Holder man af de store fortællinger er her et virkelig godt bud.  
”Stillidsen” er en fortælling om Theo, der som 13-årig mister sin mor i en eksplosion på et kunstmuseum i New York. Ved eksplosionen, som Theo mirakuløst overlever, kommer han i besiddelse af et værdifuldt kunstværk, som moderen elskede. Det kommer senere til at trække Theo ind i kunstens kriminelle underverden. Vi følger Theos liv, en dannelsesrejse helt ned på bunden og op igen; hvor han lærer at forstå sig selv og dem omkring ham. 
Det er en smuk fortælling om den 13-årige Theo, der må lære at forholde sig til moderens død og en fortælling om en ung mands dannelse, om tab og kærlighed. Bogen er lang, 840 sider, og man skal være en smule tålmodig, især i starten, men så får man også en læseoplevelse for livet. Donna Tartt er kendt for at være 10 år om at skrive en bog, som hun i øvrigt skriver i hånden. Denne kom i 2014, så måske vi kan være heldige, at der snart er en ny på vej. 

”Jeg løb mod Nilen” af Alaa Al Aswany 
2011 er året med det arabiske forår og denne bog foregår i Egypten. Store dele af befolkningen kræver præsident Mubaraks afgang og demokratiske reformer. Historien har en række hovedpersoner, hvis historier flettes ind i hinanden i takt med, at situationen eskalerer. Læreren Asma og aktivisten Mazen bliver forelskede. Den fallerede skuespiller Ashraf bliver politisk vakt samtidig med, at han balancerer med et følelseskoldt ægteskab og en elskerinde. Det unge forelskede par Khalid og Dania er billedet på en klassekonflikt i samfundet, da Khalid er søn af en vognmand, og Dania er datter af den magtfulde General Alwani fra den berygtede sikkerhedstjeneste. Gennem disse menneskers historier får vi hjerteskærende og rørende historier om, hvordan det er at leve i et religiøst og ufatteligt kontrolleret samfund. Man forstår virkelig hvor svært, ja umuligt, det er at stræbe efter et frit og demokratisk samfund. På trods af alt det alvorlige, er der så meget medmenneskelighed og kærlighed i bogen – hvilket der i øvrigt altid er i forfatterens bøger. 
En blændende roman af den verdensberømte forfatter, der i øvrigt også arbejder som tandlæge. Efter sigende har han været nødt til bosætte sig i USA på grund af forfølgelser efter denne roman. 

”En gud i ruiner” af Kate Atkinson
Forfatteren kalder denne bog en” ledsageroman” til sin forrige roman ”Liv efter liv”. Men man kan sagtens læse dem hver for sig. 
Teddy Todd overlever imod alle odds 2. verdenskrig som RAF pilot i de berømte Halifax maskiner og vender hjem til sin barndomselskede Nancy. Deres fælles liv smadres af den hemmelighed, Nancy bærer, og i det hele taget går tiden efter 1945 ikke som man kunne ønske for den rare Teddy. Bogen strækker sig helt frem til nutiden og følger både den vrede og forbitrede datter Viola og børnebørnene, som i den grad har brug for en ansvarlig morfar.
Holder man af de store historier så læs denne. Der er så meget overskud i denne vidunderlige roman, om bombepiloter, krig, kærlighed og livet i en noget usædvanlig britisk familie - under og efter det store syndefald: 2. verdenskrig.

”En gentleman i Moskva” af Amor Towles
Vi befinder os i årene efter den russiske revolution, og Grev Alexander Rostov bliver i 1922 idømt livsvarig husarrest på Hotel Metropol i Moskva. Han har nemlig udgivet et landsskadeligt digt.
Med stoisk ro accepterer han sine nye, meget ringere, vilkår og tilpasser sig alle de forandringer, han og samfundet udsættes for de næste 32 år. Også da han ufrivilligt pludselig bliver alene-stedfar til en lille pige. Det er en skøn fortælling, hvor den yderst belevne og intellektuelle Grev Rostov klarer, på ofte meget humoristisk vis, at gebærde sig mellem repræsentanter for den nye sovjetledelse. 
Amos Towles indfletter også begivenheder, der har fundet sted på hotellet i virkeligheden. For Hotel Metropol findes skam og var sæde for adskillige møder for Sovjetledelsen i 1910’erne og 1920’erne.
Det er en både gribende og rørende roman, der formår at rumme hele historien fra 1922-1954 indenfor de snævre rammer, Hotel Metropol udgør. 

”Faldne engle” af Gunnar Staalesen
En gammel skolekammerats begravelse i 1986 bliver et møde med fortiden for detektiven Varg Veum. Han mødes med vennerne fra dengang, blandt andet to af medlemmerne fra den kendte Bergen-gruppe "The Harpers". Gruppen opløstes i 1975, men to af musikerne er døde indenfor det sidste år og efter en våd aften myrdes den tredje. Veum finder ud af, at de myrdede havde modtaget breve med overstregede engle. Han bliver nødt til at dykke ned i det betændte musikermiljø og opsøge bandets omgangskreds. Til slut erfarer han, hvad der skete den aften i 1975, da bandet opløstes, og hvorfor der bliver taget så grueligt hævn. Bogen har nogle meget fine tidsbilleder fra Bergen, og miljøet indenfor musikverdenen dengang. Detektiven Varg Veum involveres personligt, hvilket sætter mere på spil.  
Staalesens serie med Varg Veum er altid med samfundsmæssige, personlige og moralske konflikter. Han afslører løgne, indforståethed og dobbeltmoral. I denne er der næsten også et etisk aspekt, omkring ”nåde” når vi får sympati og måske… lader nogen gå fri. 
Staalesen er en mine absolutte yndlingskrimiforfattere. Der er kommet 19 i serien, som heldigvis kan læses selvstændigt. Den sidste udkom i 2019 og måske det blev den sidste. 

”Slagteren fra Lille Burma” af Håkan Nesser
Kommissær Barbarottis liv er gået i stykker: hans elskede Marianne er død efter en hjerneblødning og han er nu alene med sin sorg og deres 5 sammenbragte børn. Hos politiet er man bekymret og griber fat i en gammel uopklaret sag, som er skånsom nok til Babarotti. Sagen handler om en mand, der forsvandt på sin knallert - humlen er, at han boede sammen med kvinden, Ellen Bjarnebo, fra gården Lille Burma, som blev dømt for at have slået sin første mand ihjel. Man mente, at hun nok også havde bortskaffet mand nummer 2, men der kunne ikke føres bevis for det. Barbarotti er egentlig helt tom for energi, men sporhunden i ham vækkes til live med denne cold-case sag. En af de bedste Babarotti- bøger, som er nr. 5 i serien.
Hakon Nesser er en sprogkunstner. Han er filosofisk anlagt med et virtuost menneskekundskab. Det gør hans krimier til noget helt særligt. Er man til krimi, hvor det er den indre spænding der er i højsædet, ja man kan roligt sige at de er helt blottet for ydre dramatik, så læs Hakon Nesser. Der er mange titler at gå i gang med. Og vil du have en oversigt over rækkefølgen i hans forskellige serier, så kom ind på biblioteket og hent vores krimifolder.