Loke Daugbjerg Andersen, Erik Luxhøj, Rikke Bødker, Emil Asani, Birthe Hvid Iversen og Susanne Brandt Nielsen
Loke Daugbjerg Andersen, Erik Luxhøj, Rikke Bødker, Emil Asani, Birthe Hvid Iversen og Susanne Brandt Nielsen har været med til at bemande Biblioteksvagten.dk.

Bibliotekets tankelæsere finder svar på (næsten) alle spørgsmål

28.12.23
Første december 2023 blev biblioteksvagten.dk lukket ned, og danskerne mistede en unik mulighed for at få svar på alverdens spørgsmål med hjælp fra cirka 400 bibliotekarer fra over 50 biblioteker i landet. Borgerne i Randers Kommune har dog ikke mistet muligheden – de kan nemlig stadig skrive til tankelæserne på Randers Bibliotek.

Hej, jeg leder efter en bog, som jeg hørte på lydbånd som barn på de tyske motorveje i 90’erne. Jeg kan hverken huske titel eller forfatter. Eller ret meget af handlingen for den sags skyld …

Emil Asani fra Randers Bibliotek havde ikke ret meget at gå efter, da han fik dette spørgsmål fra en borger.

”Nogle gange skal man næsten være tankelæser for at hjælpe borgerne med at finde frem til en læseoplevelse, der gjorde indtryk for mange år siden. De kan måske kun huske farven på bogens forside og en ganske lille smule af handlingen. Men utroligt nok lykkes det ofte at finde frem til den rigtige bog, når man har været på en opdagelsesrejse i hukommelsen sammen,” siger Emil Asani, informationsspecialist på Randers Bibliotek.

Sammen med kollegerne Loke Daugbjerg Andersen, Birthe Hvid Iversen, Erik Luxhøj, Rikke Bødker og Susanne Brandt Nielsen har Emil Asani været med til at bemande biblioteksvagten.dk, der har eksisteret i 24 år, før den blev lukket ned første december 2023.

Hvor fik Gummi Tarzan buksevand?

Selvom biblioteksvagten.dk er lukket, mister borgerne i Randers Kommune ikke adgangen til ”tankelæserne” fra Randers Bibliotek. De svarer nemlig stadig på spørgsmål om alt mellem universet og undergrunden, og de er kun en mail væk. Skriver man til hovedbiblioteket@randersbib.dk, så har man som oftest svar inden for den næstkommende hverdag.

”Vi finder svar på spørgsmål om alt fra orkesternoder til videnskabelige artikler om, hvordan stress påvirker cellestrukturen i hjernen. Jeg har også engang fundet frem til skolen, hvor Gummi Tarzan blev optaget, og på hvilket gadehjørne, han fik buksevand. Og hvis vi ikke selv kan finde frem til svaret, så ved vi som regel, hvem der ved mere end os,” fortæller Loke Daugbjerg Andersen, prisbelønnet medlem af biblioteksvagten.dk i 2022. 

Det er nok ikke tilfældigt, at en tredjedel af vinderne i det amerikanske Jeopardy er bibliotekarer. Og de lokale bibliotekarer i Randers er faktisk så dygtige til at svare på spørgsmål, at Randers Bibliotek er blevet udvalgt til at være ét af de fire biblioteker, der fremover bliver betalt for at hjælpe med at svare på de spørgsmål, der kommer ind via det nationale samarbejde bibliotek.dk.