Filmatiserede bøger

Eva, Louise og Pernille anbefaler gode bøger

Mange gode film og tv-serier bygger på gode romaner. Den seneste i rækken af populære bøger, som bliver tryllet til live på det store lærred eller på tv-skærmen er ”Hvor flodkrebsene synger”.
Bliv her inspireret til at læse gode bøger, som du efterfølgende kan se filmatiseringen af, hvis du skulle have lyst til det.

”Store små løgne” af Liane Moriarty
Tre australske kvinder bliver ført sammen, da deres børn begynder i børnehaveklasse. Den yngste er enlig mor og lidt af en grim ælling, og hendes engleblide søn bliver udråbt til at være mobber. Den anden går op i tøj og udseende, men får andet at tænke på, da hendes teenagedatter vil flytte over til sin far og hans utålelige kone. Den tredje er gift med den perfekte mand, som dog har det med at slå hende. Omkring disse kvinder udspiller sig adskillige små og store dramaer, og det hele tager en uventet drejning til sidst. Det er en velskrevet underholdningsroman, som er omsat til anmelderrost tv-serie med Nicole Kidman i hovedrollen.

”Små påsatte brande” af Celeste Ng
En pæn lille by i Ohio får slået skår i idyllen, da en kunstner dukker op med sin datter. Hun har en voldsom historie bag sig, og da den optrævles giver det dønninger i det lille samfund. En skæbnefortælling, der vil berøre de fleste læsere og hvor familiedynamikker vendes, splittes ad og sættes sammen igen. En dejlig læseoplevelse, hvor der er både underholdning og dyb alvor.
Romanen var meget hypet, da den udkom i USA i 2017, og det var blot et spørgsmål om tid, før den ville ramme det store lærred. I 2020 blev romanen lavet om til en tv-serie med Reese Witherspoon. Serien er virkelig god, men giv dig selv den oplevelse at læse den medrivende roman først.

”Uortodoks: min vej ud af jødisk fundamentalisme: erindringer” af Deborah Feldman
Deborah er født ind i et ultraortodokst jødisk miljø i Williamsburg, New York. Hendes far er mentalt handicappet og hendes mor rejser, da Deborah er lille. Hun bliver i stedet opfostret af sine bedsteforældre. Det er et kærlighedsløst, strengt religiøst og kvindeundertrykkende liv. Deborah lærer sig det forbudte engelske sprog og besøger i smug det lokale bibliotek, hvor en ny verden åbner sig for hende i bøgerne. Litteraturen lægger kimen til hendes frihedstrang, og da hun bliver gift og får en søn, begynder hun at tage de første skridt ud i friheden.
Gribende beretning om livet som ortodoks jøde og en ung kvindes frihedstrang.
Forfatteren har også skrevet ”Exodus: min uortodokse rejse til Berlin”, som beskriver hvordan det så er, at skulle finde sin egen nye identitet, når man er brudt ud.

”Hvor flodkrebsene synger” af Delia Owens
Kya Clark bor ude i marsken sammen med sine forældre og søskende. Én for en forlader de hende indtil hun er helt alene, og må overleve så godt hun nu kan og med lidt hjælp fra nogle venlige mennesker. De fleste ser nemlig skævt til hende og kalder hende marskpigen, fordi hun lever i kanten af samfundet. To unge mænd bliver dog fascineret af hende, og de ændrer begge hendes liv på hver deres måde.
Kyas fortælling er fascinerende, barsk og rørende. Den overvældende ensomhed og isolation, som hun føler størstedelen af hendes opvækst rammer lige i hjertekulen. Samtidig er bogen meget sanselige med smukke og stemningsfulde naturbeskrivelser af den marsk hun lever i. Det er en smuk fortælling, som får min varmeste anbefaling.

”Ringenes Herre” af J. R. R. Tolkien
Den unge hobbit Frodo Sækker kommer i besiddelse af en ring, der rummer en verdensødelæggende ondskab. Han forlader sit trygge hjem, hvor han får følgeskab af tre andre hobbitter, to krigere, en troldmand, en elver samt en dværg. Sammen drager de ud på en farlig mission for at tilintetgøre den ene ring.
Det er et storslået univers og en fremragende fortælling som Tolkien har skabt. Det er den episke kamp mellem det gode og det onde, og hvor små uanselige væsner kan ændre verden. Det er let at forstå, hvorfor ”Ringenes Herre” er blevet til en klassiker og har bjergtaget utallige læsere rundt om i verdenen. 

”En vampyrs bekendelser” af Anne Rice
I løbet af en nat fortæller Louis sin lange historie til en ung journalist. Journalisten tror, at Louis er gal, da han påstår at være en vampyr, men der er alligevel noget anderledes ved Louis. Han bevæger sig for alt for hurtigt, hans øjne lyser og huden er nærmest gennemsigtig. Snart går det op for journalisten at han er ved at få sit livs historie.
Louis’ historie spænder over mere end 200 år og beskriver både hans tid som menneske, men også især hans tid som vampyr efter at han blottede halsen for vampyrens Lestats bid i 1791. Louis har det svært som vampyr, da han er i besiddelse af en overudviklet samvittighed, hvor Lestat er meget mere løssluppen. Det er en fuldstændig fantastisk roman som satte vampyren i et helt andet lys, da den udkom tilbage i 1976.
Bogen er filmatiseret med Tom Cruise og Brad Pitt i hovedrollerne.

”Lykke-Per” af Henrik Pontoppidan 
En rigtig klassisk udviklingsroman hvor vi følger den oprørske præstesøn Per Sidenius fra barn i et strengt religiøst hjem. Han kommer som ung til København, og kaster sig begejstret over ingeniørfaget, hvor han helliger sig udviklingen af et omfattende vandforsyningsprojekt. Men Per har et uroligt sind og har svært ved at forfølge sine mål og falde til ro. Heller ikke hans møder med kærligheden, giver ham det, han i grunden stræber efter. Romanen er et fremragende tidsbillede der tager pulsen på borgerskabet i 1800-tallets slutning og viser alle de brydningerne, der var i samfundet på den tid. Bogen er en evig gyldig klassiker.  

”Barnets tarv” af Ian McEwan 
Fiona Maye er familieretsdommer ved britiske High Court og hun involverer sig dybt i en sag om en 17-årig dreng, der er Jehovas Vidne og livstruende syg.
Den 60-årige dommer Fiona Maye, lever i et trygt ægteskab, men mærker dog savnet af børn i forholdet. Hun får en særlig forbindelse til den alvorligt syge 17-årige Adam, der som Jehovas Vidne nægter at modtage blodtransfusion. Hendes retlige afgørelse får overraskende konsekvenser, også for hende selv. Men bogen om den fremtrædende dommer tager flere drejninger undervejs. Samtidig med det retslige dilemma er også Fionas ægteskab i krise. Hendes mand meddeler hende, at han vil indlede en erotisk affære med en anden kvinde. Bogen er fyldt med dilemmaer, moralske, følelsesmæssige, lægeetiske med mere. Der er virkelig noget at tænke over i denne meget velskrevne roman. 
Filmen over bogen hedder ”Dommerens valg” og er med den dygtige Emma Thompson i hovedrollen.

”Stadig Alice” af Lisa Genova
Alice er 50 år gammel, professor ved Harvard og en international kapacitet. Hun har voksne børn og sin karriereægtemand John. Hun lever også selv et travlt liv, men er noget plaget af overgangsalder, stress og glemsomhed som hun tror hænger sammen med overgangsalder. Det viser sig at være meget værre, hun får nemlig konstateret Alzheimers. John har svært ved at tro på det, og børnene er bange for det er arveligt. Bogen beskriver rigtig godt den gribende afmagt som familien står med. Det er en barsk fortælling hvor vi følger forfaldet der bid for bid sniger sig ind på Alice. Men også en fantastisk god bog om de grundlæggende relationer mellem mennesker. 
Filmen hedder ”Jeg er stadig Alice” og er med Julianne Moore og Alec Baldwin i hovedrollerne.