Unge læsere på Hovedbiblioteket

Readathon for børn og unge: Læs 12 eller 24 timer på Hovedbiblioteket

28.09.23
Randers Bibliotek gentager succesen og inviterer til læsemaraton i efterårsferien. Her kan unge læseheste og bogorme hygge med fællesaktiviteter og læsning i enten 12 eller 24 timer.

For mange børn og unge er det en fælles interesse, der giver fællesskab og nye venskaber – for eksempel til en sport, hvor man mødes til træning og kampe, og man sammen tager på weekendture og til stævner. Men læsning kan være en ensom interesse, og der er hverken heppekor eller medaljer og pokaler at hente.

Med inspiration fra sportens verden, har Randers Bibliotek i en årrække haft stor succes med at arrangere Readathon for unge mellem 13 og 20 år. Deltagerne opholder sig på Hovedbiblioteket i 24 timer og bruger primært tiden på at læse. De forløbne tre år har det også været muligt at tilmelde sig Minireadathon; en 12-timers version af samme aktivitet for de 10 – 12-årige.  

”Vi vil gerne blande fællesskabet med læseglæden. Deltagerne hygger sig med at læse sammen, de inspirerer hinanden til nye læseoplevelser, og de støtter hinanden, når det bliver hårdt at læse ud på nattens små timer. De lærer også hinanden bedre at kende via forskellige aktiviteter i løbet af dagen og natten,” fortæller Pernille Thoustrup Jensen, bibliotekar og tovholder for Readathon.

Startskuddet til Readathon 2023 lyder tirsdag d. 17. oktober kl. 12.00. De yngste læsere når i mål kl. 24.00, mens de hardcore fortsætter kl. onsdag d. 18. oktober kl. 12.00. Det er gratis at deltage, og arrangementet inkluderer aftensmad, drikkevarer og snacks. Der er et begrænset antal pladser, og man kan tilmelde sig på Randers Biblioteks hjemmeside.

Bestil billetter til Readathon her.

Bestil billetter til Minireadathon her.