100 året
100 året

100 året for kvinders stemme- og valgret

Af Anonym (ikke efterprøvet)
04.03.15
I år fejrer vi 100-året for ændringen af grundloven, hvor kvinder i Danmark fik ret til at stemme og stille op til valg. Det markerer regeringen og Folketinget med en national fejring, der løber i foråret 2015 og kulminerer i grundlovsweekenden 5.-7. juni. Fejringen sætter fokus på ligestilling, demokrati og deltagelse i dagens Danmark.

Starten på et lige Danmark

Indførslen af kvinders stemmeret i 1915 var resultatet af en mangeårig kamp for ligestilling og demokratiske rettigheder for alle. Indtil 1915 havde kun 15 % af befolkningen ret til at stemme og stille op til valg. Ikke blot kvinder, men også det man dengang betegnede som fjolser, forbrydere, fattiglemmer og folkehold, var indtil da udelukket fra politisk deltagelse. Med grundlovsændringen fik også tjenestefolk – folkehold – stemmeret, og loven markerer derfor starten på et mere ligestillet og demokratisk Danmark med bredere deltagelse. 

Ligestilling, demokrati og  deltagelse anno 2015

Selvom der er gjort store fremskridt siden 1915, er debatten om ligestilling, demokrati og deltagelse aktuel som aldrig før. I dag betyder ligestilling, demokrati og deltagelse andet og mere end det gjorde i 1915. Det handler ikke kun om valg til Folketinget, men om job, fritid og familieliv. Om alle de muligheder og udfordringer vi møder i hverdagen.

100-året er med til at minde os om, at vi fortsat skal styrke og udvikle vores demokratiske system. Vi skal værne om ligestilling, rettigheder og demokrati for alle. Hvor ligestillingsdebatten i Danmark historisk set begyndte som en kvindekamp for basale rettigheder, handler den i dag i højere grad om at kvinder og mænd skal have reel indflydelse på og lige muligheder for at påvirke deres eget liv og deltagelse i samfundet. Det skaber et demokratisk samfund, hvor alle ressourcer er i spil. 

Gennem arrangementer, events og debatmateriale vil regeringen og Folketinget med 100-årsjubilæet for kvinders valgret og 1915-Grundloven aktualisere betydningen af ligestilling, demokrati og deltagelse anno 2015  for alle i hele landet. 

Lokalt arrangement med Fokus på 100 året for kvinders stemmeret.

Hvorfor fik kvinderne stemmeret?
Lørdag d. 14. marts kl. 10-16
Læs mere om arrangementet og køb billet her

Tags
100 året

I år fejres 100-året for kvinders og tjenestefolks valgret og 1915-Grundloven. I den forbindelse lancerer regeringen og Folketinget www.100aaret.dk.

Formålet med hjemmesiden er at give borgerne viden om jubilæet og alle de lokale initiativer og events rundt om i landet, der markerer 100-året.

Materialer