1864
1864

1864 i fjernsynet

Af Anonym (ikke efterprøvet)
14.10.14
Skæbneåret 1864 er endelig i tv
1864 har fyldt meget i Danmark i år, fordi det er 150 år siden, danskerne mistede både fædre, sønner, selvforståelse og et stort område i Sønderjylland. Det har været markeret på flere måder, og nu har vi endelig set første afsnit af den stort anlagte tv-serie om 1864, som er skabt af Ole Bornedal og baserer sig på Tom Buk-Swientys bøger om krigens rædsler. 
 
Omkring 1.7 millioner danskere sad klar søndag aften, da første afsnit af ’1864’ rullede over skærmen, og historien om Laust og Peter, et par drenge fra Sydfyn, som ender midt i krigens rædsler, kunne skydes i gang.
 
Vi fik i første afsnit indblik i en dansk barndom i 1851, hvor skolegang og sukker på havregrøden ikke er en selvfølge, og hvor der er kæmpe forskel på høj og lav i livet omkring godset.
 
Baronens søn vender hjem fra treårskrigen med skader på sjælen, mens drengenes far kommer tilbage med en grim skade på skinnebenet, og alle prøver at komme videre på hver deres facon, mens landets ledere i København bekymrer sig om de konservative, som ikke ønsker forandringer i samfundet i en tid, hvor kongens underskrift på Grundloven knap er tør.
 
Der er lagt op til drama mellem mange personer og deres enkelte liv, som de ser ud i det solbeskinnede 1851, og i det nutidsdrama, som indleder og supplerer historien fra fortiden med en fortælling om vore dages  baron, som sidder alene på sit gods med stær i øjet og et gevær på skødet, mens han vredt råber af dem, der kommer inden for døren.
 
En af dem, som trænger sig på i godsets sale, er den unge pige Claudia, som er ude på et skråplan med hash og en træls kæreste, og det skal blive spændende at se, om hun får skabt en forbindelse til den bitre baron, mens vi følger Peters og Lausts vej fra de fynske bakker til de sønderjyske skyttegrave, når herrerne i hovedstaden sætter skub i handlingen og gør krigen til en realitet. 
 
Materialer