Faglitteratur der rykker grænser

Af Anonym (ikke efterprøvet)
08.02.16
Vi har udvalgt ti faglitterære værker, der udfordrer traditionelle forståelser og skaber nye holdninger.
Af Bruno Latour (2007)
Her får vi virkelig serveret en skarp analyse af paradokserne i det moderne samfund. Latour tager os med på en syret rejse, hvor vi undersøger modernitetens besynderlige tendens til at afgrænse natur og kultur fra hinanden. Ifølge franskmanden giver det ikke længere mening at opdele verdenen på den måde, da aktuelle problematikker som HIV, global opvarmning og multiresistente bakterier ikke lader sig definere som udelukkende det ene eller andet. Prøv selv: Hvad er drivhuseffekten? Naturlig? Menneskeskabt? Begge?
 
Af Bruno Latour (2008)
Bruno Latour er min ubetingede favoritforsker – og derfor har jeg valgt at tage endnu et af hans værker med i listen. I dette værk gennemgår Latour aktør-netværk-teorien, der inddrager ikke-menneskelige aktører som f.eks. objekter og teknologier med mennesker og deres handlinger i forsøget på at beskrive, hvordan det sociale skabes. Latour leverer en håndgribelig metode til at kortlægge, hvordan teknologiske nybrud konstant blander naturen og kulturen sammen i nye og uventede konstellationer.
 
Dette er bind to i et større projekt, som Michel Foucault døde midt i. Foucault nåede dog at udgive tre bind, og i bind to undersøger han seksualitetens historie i den græske og romerske antik. Seksualitetens historie! Med dette værk radikaliserede Foucault den historiske tænkning og forskning: Nye felter som seksualitet og krop blev nu opfattet som foranderlige størrelser – og derved blev der åbnet op for helt alternative former for undersøgelser. Foucault viser os, at det karakteristiske for antikkens dyrkelse af seksualitet - var de fraværende tabuer omkring lyst og begær. Mænd, med økonomisk og politisk frihed, debatterede og justerede grundigt seksualmoralens grænser. Målet var at udvise mådehold og selvkontrol for derved at opnå social respekt. 
 
Hvordan analyserer man kulturelle sammenhænge? Med eksempler fra hverdagen gennemgås forskellige temaer for at afdække værdier, tankegange og organisationsprincipper. Man kan således læse værket og genvinde en barnlig nysgerrighed for det trivielle. Pludselig opdager man det absurde ved hverdagsfænomener - og bliver bedre til at ’spotte’ kommunikationsmønstre, magtforhold og institutionskulturer. Bogen anbefales især, hvis man ønsker inspiration til at overskride gamle grænser og betræde nye stier.  
 
Er et ’must-read’ for personer interesserede i digitale medier og kommunikation. Med vid og humor dekonstruerer Clausen f.eks. politikeren Ritt Bjerregaards kampagne-site ved det københavnske kommunalvalg i 2005. Værket kan med fordel bruges som inspiration til egen opbygning af websites og/eller blog. Clausen er især interesseret i, hvordan troværdighed og identitet opbygges på online medier.
 
Antologien indeholder en række bidrag fra danske forskere med stor indsigt i sociale medier om Facebook historie og aktuelle anvendelse. Forskerne stiller skarpt på facebooks sociale konsekvenser og dets rolle i den politiske offentlighed, i journalistikken og for virksomheder. Man kan ikke undgå at lade sig fascinere af afsnittet om unges identitetsdannelse på platformen. Det viser sig, at Facebook er blevet et offentligt rum, som især teenagere bruger til at opbygge deres selvforståelse. Tendensen rykker ved tidligere tiders grænse mellem, hvad der opfattes som privat eller offentligt.
 
Af Pierre Bourdieu (2007)
Det er oplagt at læse Bourdieus bog i forlængelse af Foucaults undersøgelse af seksualitetens historie. I den maskuline dominans analyserer  Pierre Bourdieu symbolsk vold mellem kønnene. Bourdieu skelner mellem biologisk definerede kønsforskelle på den ene side og socialkonstruktivistiske på den anden.  Grænserne mellem disse to vinkler er imidlertid flydende – og historisk set er der sket en omvending mellem årsag og virkning i forholdet mellem det sociale og biologiske køn. Det særligt fascinerende ved bogen er, at den udfordrer dybt indgroede forestillinger om samfundet og kønsroller. Hvad betyder det eksempelvis for kvindekroppen, at fødderne gentagne gange presses ned i super stramme stiletsko? 
 
Er en pædagogisk indførelse i Science Technology Society-studier (STS). Grundbogen henvender sig til undervisere og studerende inden for forskellige fag – fra ingeniører og sundhedspersonale – til sociologi og samfundsfag til filosofi, historie og medier. STS er en ny videnskabelig retning, som beskæftiger sig med de ofte snørklede relationer mellem mennesker, ting, videnskab, teknologi og organisering. I en tid, hvor sammenhængene mellem teknologi, værdier, politik og mennesker synes at vokse i kompleksitet, stiger STS-studiers relevans tilsvarende.
 
Heri præsenteres konkrete værktøjer til at arbejde med kundeforståelse, kundeprofiler, værdiskabelse og forretningsmodeller. Formålet er at blive bedre til at udvikle koncepter som potentielle kunder ønsker. Værket er rigt illustreret med lækker og indholdsrig grafik, som repræsenterer centrale pointer. Det føles næsten som at sidde med et Website i hånden. Læseren får adgang til nogle redskaber online, som kan anvendes i forbindelse med projektarbejde og kreative arbejdsprocesser. Det fede ved bogen er, at den hjælper en med at fokusere på det vigtige ved et projekt og systematisere ens idégenerering.  
 
Af Ulrich Beck (1997)
Den afdøde tyske sociolog, Ulrich Beck, efterlod sig et stort eftermæle med teorien om ’risikosamfundet’. Ifølge Beck står vi midt i en transitionsfase fra industrisamfund til ’virtuel realitet’, hvor farer såsom global opvarmning bliver omtalt og diskuteret – men ikke set. De moderne velfærdssamfund må således i stigende grad forholde sig til uventede og ’usynlige’ risici. Bioteknologi, genteknologi, atomkraftværker og dæmninger griber ind i naturlige processer på måder, som ikke engang eksperter kan forudse – endsige håndtere. På den måde bliver udviklingen og anvendelsen af ny teknologi en potentiel trussel i sig selv. 
 
Materialer