biblioteks turister

Galakseturister Episode: I - Galaxy’s Edge

Randers - en by i galaksen tager hele vejen til Disneyland i Californien.

På biblioteket kan vi godt lide begrebet ”biblioteksturister”, altså ideen om at man besøger biblioteker når man er på ferie – og at man gerne tager billeder og sender hjem til os.

I ”Randers – en by i galaksen” vil vi gerne indføre begrebet ”galakseturister”. Altså turister der besøger Star Wars-relaterede steder når de er på ferie – og sender billeder hjem til os.

Vi starter serien ud med denne herlige reportage og jeg giver hermed ordet til Morten:

På røven i Taco Bell!
”En varm tirsdag i juli, vores fjerde dag i LA, var det tid til en tur til Disneyland. Line og Marius var heldigvis på benene igen efter et døgns tid på langs. Man skal åbenbart passe lidt på med at gå på Taco Bell i visse områder af Los Angeles!

Vi ankom nogenlunde fra morgenstunden til Disneyland. Og efter cirka halvanden time i butikker og guldgravertog, besluttede vi os for at gå mod den nye Star Wars-sektion af parken.

Straks vi kom ind i Star Wars: Galaxy’s Edge, stod det klart, at man havde lavet et gennemført koncept. Hvis man var i stand til at se bort fra de øvrige besøgende, lidt træer og buske, var der ikke noget der viste, at vi stadig befandt os på Jorden.

Alle bygninger var som direkte taget ud af Star Wars, og rundt omkring stod sjove og slidte fartøjer og andet maskinel. Alt fremstod rustent og støvet (på den fede måde). Vi havde den dag en varm dag og høj sol, hvilket blot bidrog yderligere til oplevelsen af en varm og støvet planet.

Star Wars craft
”Randers – en by i galaksen” – nu i Los Angeles
Til dagen havde jeg naturligvis iklædt mig min nye sorte t-shirt med ordene ”Randers: En by i Galaksen”, påtrykt på brystet sammen med to fede lyssværd, der krydser ’klinger’. Tak Jacob ! Jeg regnede med at en del medbesøgende nok ville bemærke det passende tema, når jeg ankom. Måske ville nogen endda rose min t-shirt, for amerikanerne er super observante og mega gode til at hilse og sige noget pænt om andre.

Jeg droppede dog hurtigt de forventninger igen, for min t-shirt forsvandt i mængden af andre nørdede Star Wars t-shirts og kasketter, lyssværd, robot-tasker osv. Nogen havde på en eller anden måde også formået at sætte håret, så det fremstod som en blanding af Minnie Mouse ører og Prinsesse Leias frikadelle- frisure. Vi var jo trods alt i Disneyland.

At lyde som Chewbacca
De allermest Star Wars-nørdede besøgende havde lært at sige fuldstændigt som Chewbacca. Det skulle man lige vende sig til. Jeg kunne ikke rigtig lure, om man skulle trække vejret ind eller puste det ud, for at lave den rigtige lyd, men man skal i hvert fald tage hænderne for munden og forme en eller anden form for tragt, mens man siger lyden. Så bliver den helt rigtig.

Det var spændende bare at gå rundt og se på ”byen”. Pludselig blev vi råbt an af tre kæmpestore storm troopers. Perfekt udklædning. Der var ingen tvivl om, at de var rigtige storm troopers! Vi blev truet af deres blasters og fik ordre på at oplyse, hvad vi lavede. Da jeg oplyste, at jeg var børnenes far, fik jeg at vide, at jeg skulle være ”glad for forfremmelsen”, og så var de væk igen inden jeg fik spurgt, hvad de egentlig mente med det.

På andre tidspunkter så vi små skuespil med nogle af figurerne fra Star Wars, f.eks. Darth Maul. Skuespillene opførtes som en del af gadebilledet, men jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, om de skulle vise specifikke episoder fra filmene. Uanset hvad, var vi og drengene godt underholdt af det.

Masser af reservedele
Vi kom forbi en spændende form for værksted/butik, ”Droid Depot”. Værkstedet, som var lavet i beton, havde højt til loftet og der stod slidte fabriksagtige maskiner rundt omkring på gulvet. På væggene og i loftet var der trukket ledninger og gamle rør, og der var indrettet en væg med gitterkurve i jern, som var fyldt med diverse reservedele til robotter og maskiner. I ”Droid Depot” kunne man, ud over at købe diverse merchandise, også samle sin egen lille droide a la R2-D2. Det fungerer sådan, at man betaler et beløb, og så får man en kurv og en liste med typer af reservedele, der tilsammen kan samles til en droide. Delene vælger man selv ved at fylde en kurv ved et transportbånd, og man bestemmer således selv, hvordan robotten ender med at se ud. Vi prøvede ikke selv dette, da det så ud til at ville tage ret lang tid.

Da vi kom ud tjekkede jeg på app’en, hvor man kunne få noget at spise. Der er rigtig mange sjove muligheder for at få mad i Galaxy’s Edge. Det omfatter alt fra blå og grøn mælk til gryderetter og ris, wraps og meget mere. Alt bliver lavet i Star Wars-stil og har navne som Fried Endorian Tip-Yip, Itheorian Garden Loaf osv. Og det ser spændende og spacy ud. Jeg endte med at gå ind i en bygning, hvor de solgte Ronto Wraps, som er en slags blanding af hotdog og wrap. Inde midt i den kugleformede bygning var placeret en kæmpe motor fra en podracer, og langs siden var der en bar, hvor man kunne bestille. Der var slet ingen kø, og maden kom efter cirka et minut.

Hovedattraktionen
Vi begav os videre mod hovedattraktionen, ”Millennium Falcon: Smugglers Run”. Vi var bestemt ikke de eneste, som havde fået den idé. Skiltet oplyste en ventetid på 65 minutter. Og denne attraktion var ikke omfattet af Fast track-systemet, hvor man kan booke en tid på et senere tidspunkt og springe det meste af køen over. Nå ja… Så var der ikke andet at gøre, end at stille sig i kø, for den tur ville vi selvfølgelig ikke gå glip af.

Der hvor køen startede, stod vi ganske få meter fra Tusindårsfalken i en udgave, som måske kunne være i det helt rigtige målestoksforhold.

Rumskibet så fuldstændig ud, som jeg husker det fra A New Hope. Jeg har læst mig til, at der er flere afvigelser i forhold til filmens udgave, men det skal man vist være mere end almindeligt godt inde i sagerne for at bemærke.

Rumskibet fremstod som om det lige var landet efter en mission. Der var skudhuller i skroget flere steder og sod langs udluftningskanaler osv. men ellers var det blot lettere slidt som man kunne forvente efter et par ture på gennem rummet. Man kunne bruge lang tid bare på at kigge på alle detaljerne.

Forladt pokerbord
Køen bevægede sig gennem en form for hangar, hvor alt var lavet i det kendte tema med slidt beton og jern.  Der var mange maskiner, som så ud til at være reparationsudstyr, og nogen steder kunne man trykke på knapper og trække i håndsving. Der var også et forladt pokerbord, hvor væsener øjensynligt havde spillet poker og drukket tæt. Sekskantede spillekort og pokerchips var forladt sammen med tomme drikkekrus af jern, så vi tænkte, at de måtte være blevet angrebet og var flygtet i al hast.

På et tidspunkt bevægede køen sig udenfor i et container-område, hvor personale (klædt i forskellige Star Wars-kostumer) forklarede vejen og holdt øje med, at man ikke snød i køen. En overgang blev køens rækker nemlig kun adskilt via sorte streger på betondækket i stedet for hegn eller rækværk. Frem og tilbage og rundt omkring skulle man holde sige indenfor stregerne, men det gav fint mening, og alle holdt deres pladser. Jeg kunne dog ikke helt dy mig, så jeg skar på et tidspunkt et hjørne af ruten ved at træde hen over én af stregerne – uden at snyde frem i køen, men bare for at spare nogle meters gang. Dette blev hurtigt italesat af en eller anden rumfigur i brun kappe, som var en del af personalet. Så resten af familien fik, med tydelige fagter, besked på, at de skulle gå hen forbi, hvor stregen sluttede, før de vendte om.

Fly

Guf for Star Wars-fans!
Vi nåede efter en times tid frem, så det blev vores tur til at prøve en tur i rummet. Vi blev ikke skuffet. Turen var en fed oplevelse, hvor vi udgjorde besætningen på seks medlemmer. Der skulle to til at styre rumskibet, to til at skyde mod fjenderne og to ingeniører skulle holde gang i og reparere Falken. Det var en slags fælles VR-oplevelse i Tusindårsfalkens cockpit, hvor en fantastisk lyd, grafik, og skibets bevægelser, fik os til at tro, vi fløj rigtigt rundt og skød og på et tidspunkt accelererede vi til lysets hastighed!

Heldigvis klarede vi missionen, og drengene var meget begejstrede. Man skulle selv finde ud af rumskibet igen, gennem gange og forbi døre, bevogtet af diverse personale med eller uden lyssværd.

Efter cirka tre timer, begav vi os videre ud af denne del af Disneyland. Vi kunne sagtens have brugt langt mere tid i Galaxy’s Edge, men vi havde kun denne ene dag i Disneyland, så det var der ikke rigtigt tid til.

Konklusionen er dog klar: Galaxy’s Edge er rent guf for Star Wars fans – og bestemt et besøg værd også for almindelige dødelige.

 

 

 

Materialer