Game Of Thrones - Det magiske ved mandage

13.05.19
Hvis jeg nu nævner, at de sidste mange år har mandagen haft en særlig betydning for mange, så er det måske ikke helt klart, hvad jeg mener. Og dog?

Hvis jeg nu nævner, at nogenlunde hver eneste april og maj siden 2011 har haft en helt særlig betydning, så begynder det måske at dæmre. Hvis jeg derudover tilføjer, at disse særlige mandage har været fyldt med storladent og episk drama, hvor kun fantasien satte grænser, ja så brænder tampen. Du har nok regnet ud, hvad det er jeg snakker om, ja det er rigtigt, serien Game Of Thrones. 

Disse mandage har ikke blot for mig, men utallige andre været et fast ugentligt højdepunkt, hvor man har ladet sig indfange af et fiktivt fantasyunivers af episke proportioner. Efterfølgende har man så kunnet diskutere de nyeste begivenheder i kampen om Jerntronen, jublet eller buhet, når din hade- eller yndlingskarakter har måttet lade livet, eller undret dig over hvorfor, at du ganske enkelt ikke har kunnet forudse, hvorfor serien tog den ene eller anden drejning. Og netop pointen med uforudsigeligheden er nok det aller stærkeste argument for hvorfor, at Game of Thrones ikke bare er en af de største fantasy-serier nogensinde, men en af de største Tv-serier nogensinde.

Der er skrevet rigtig meget om Game Of Thrones, fantasyuniverset, der er skabt af den amerikanske forfatter George R. R. Martin, og som producerne David Benioff og D. B. Weiss har gjort til en Tv-serie på otte sæsoner. Det er derfor ikke så meget hvad serien handler om som hvad serien kan, jeg fokuserer på. Nøglen til hvad Game of Thrones kan, ja hvad mange fiktive universer kan, er nemlig den føromtalte mandag.

Det er selvfølgelig lige meget hvilken dag, du har set det nyeste afsnit. Det er selve det pusterum, som rejsen ind i en anden verden, et andet univers, har givet dig. Mens livet kører derudaf, hvor smukt og dejligt det end er, så er det rart med noget andet end skole og arbejde. Det er livgivende at kunne trykke på pauseknappen for en stund og lade dig rive med af handlinger og oplevelser, der ikke har direkte indvirkning på virkeligheden. Det er i grunden derfor, det er så vigtigt at læse gode bøger, at se gode film og serier og at lytte til god musik. Det lader vores mentale batterier op og er med til at give dig et helt andet perspektiv på tilværelsen.

Mange mandage mødtes jeg med gode venner, og vi skiftedes til at stå for noget lækkert aftensmad. Når vi så havde spist os mætte og dovne, så blev fjernsynet tændt og det nyeste afsnit Game of Thrones blev konsumeret. På trods af, at man hver i sær havde arbejde eller skole at passe, og at mandage generelt kan være hårde, så skulle der være plads til dette afbræk fra virkelighedens verden. Selvom man måske snakkede om afsnittet lidt for længe, så man derfor kom alt for sent i seng, ja så var man ladet op på den mentale og sociale konto dagen efter. For selvom man nok kunne være en anelse træt, så kunne det jo være, at der var en kollega, man kunne vende det nyeste afsnit med.

Kultur kan og skal samle mennesker. Det må man i den grad rose Game of Thrones for at have gjort. Derfor er jeg denne mandag og den næste, klinet til skærmen i godt selskab, for at tage ordentlig afsked med en af de største Tv-serier nogensinde.

Materialer