Grotesk og online

17.04.20
Sommetider er det at læse syret litteratur ofte blevet mødt med undren og efterfølgende spørgsmål. Hvorfor vil du læse sådan noget? Hvorfor bruge tid på sådan noget? Kan det være underholdende?

Mit svar er ganske enkelt, at jeg med litteraturens magt vil ”rykkes ud af mine sko”. Jeg vil forarges, væmmes, tynges, glædes, underholdes og ikke mindst vil jeg udvikles. Det er nemlig den styrke, litteraturen har. Den kan, uden alt for store bivirkninger udfordre os og sætte os ind i andre måder at tænke på. Giv det et skud som E-bog eller lydbog på eReolen.

Harald Voetmann

Harald Voetmann er nok en af de mest unikke danske forfattere pt. Han er ikke en bestseller, der sælges og lånes ud i hobetal, men kvaliteten og originaliteten er enorm. Denne historiske roman, Syner og fristelser, er en rejse ind i middelalderens religiøse fantasilandskab. Begrebsverdenen er fyldt til randen med synd og straf af gammeltestamentlige proportioner. Benediktinermunken Othlo bliver syg og slæbes til klosterets sygesal. Her glider han ind og ud af bevidsthed, skiftevis observerende, skiftevis drømmende. Ledsaget af en ånd, rejser Othlo i sine hallucinatoriske feberdrømme rundt i himlens verden, hvor de frelste frydes af saglighed og lykke. Han kommer også på tur i helvede, hvor maleriske beskrivelser af de rædsomme pinsler bliver præsenteret for læseren.

Bruno Schultz

Der er skruet op for weirdness-faktoren. Den udkom i 1934, og leder man som læser efter opbyggelige moraler og tryghedsskabende konklusioner, så skal man læse noget andet. Leder man efter traditionelle spændingskurver og afgrænsede handlingsforløb, ja så er det heller ikke hos Schultz, du finder tilfredsstillelse. Søger du til gengæld abstrakte tankekonstruktioner tendenserende til psykoselignende tilstande, mærkværdige iagttagelser af fysiske steder fra den mere kulørte del af en konstrueret metropol og skønt og fyldigt ornamenteret sprog, ja så fåes det hos Schultz.
 

Anne-Laure Bondoux

Første gang jeg stiftede bekendtskab med hende, var, da jeg læste den fremragende bog Miraklernes tid. Denne hendes efterfølgende udspil En morders tårer er en helt anden bog, og hvilken én. Det er en bog om menneskets sind, og de byrder, man må tage med sig i livet. Den store drivkraft er tilgivelse og afhængighed af andre mennesker. Sidstnævnte har de to bøger til fælles. 
Bogen rummer en dybde og en menneskelig dimension, der minder meget om Pär Lagerkvists forfatterskab. Den har også en særlig miljømæssig tilgang som illustration af afsondrethed. Personerne er hver især afsondret i deres søgen efter en rigere erkendelse, hvilket understreges af miljøet. Hytten bogens hovedpersoner lever i ligger helt isoleret og er blottet for luksus og bekvemmeligheder. I samspil med naturen er mennesket den mindste af de to parter.

Martin Hall

Avantgardekunstner, musiker og forfatter Martin Hall har efterhånden en del bøger på samvittigheden. Hans nok mest kendte værk er dobbeltbindsromanen Den sidste romantiker, der udkom i 2005. Fem år efter kom så denne lille mærkværdige perle, der på en måde taler ind i vores digitale liv, teknologiens muligheder for overvågning og kontrol af vores gøren og laden, samt menneskets mere bizarre sider.

En mand modtager en videooptagelse af sig selv over internettet. Dette kommer til at forfølge ham, da han føler sig overvåget og udleveret. Samtidig er der dog også interessante og udfordrende ting ved denne voyeurisme. Romanens to spor kredser om hovedpersonens nutid og flashbacks til tidligere oplevelser. Martin Hall ejer et skarpt og tilfredsstillende sprog. Han er dog også tydeligt skåret ud af sine mere avantgardistiske erfaringer med intellektuelt kradse udgydelser.

Lewis Carroll

Denne legendariske fortælling, der udkom for første gang i 1865, har om noget skrevet sig ind i litteraturens og fantasiens hellige haller. Den lille pige Alice kravler ned i et kaninhul, hvilket fører hende ind i en fabelverden, der mest af alt ligner en blanding mellem hallucinationer på LSD og folkeeventyr. Her møder Alice Hattemageren, Filurkatten, kålormen og den rasende dronning, der vil hugge hovederne af alle. De fleste maler nok billederne fra Walt Disneys tegnefilmsudgave fra 1951, når disse linjer læses. Derudover vil andre måske erindre, at det amerikanske rockband Jefferson Airplane i nummeret White Rabbit synger om Alice. ”One pill makes you larger, and one pill make you small. Go ask Alice, when she’s ten feet tall.”

Pär Lagerkvist

Denne roman fra 1920 udkom første gang på dansk i 1939. Nobelprismodtageren fra Sverige, Pär Lagerkvist, har udgivet ufatteligt mange fabelagtige værker, der måske kunne trænge til en revival. Muligheden for at læse eller genlæse denne eventyrlige sag, kan nu gribes på eReolen. Og hvad vil læseren så opleve? Jo læseren præsenteres for en rejse gennem efterlivet. Her sidder de døde mennesker rundt omkring i et enormt mørke. Pludselig begynder én af dem at fortælle om sit liv, hvilket fortsætter i færden rundt i efterlivet. Alle menneskerne i mørket er helt anonyme i mørket, men deres fortællinger springer frem med fokus på livet, kærligheden, skammen, naturen og synden. De rejser rundt i efterlivet for til sidst at møde Gud og udspørge ham om livets meninger. Hvad han svare, må du selv læse dig til.  

Niels Henning Falk Jensby

Techno er en bog om stoffer, længsel, kærlighed og destruktion og ekstrem sex. Bogen tager udgangspunkt i et homoseksuelt miljø, hvis sociale koder er baseret på fester, stoffer og afsøgningen af, hvad der er fysisk muligt for den menneskelige krop under sex. Selvom hovedpersonen finder frigørelsen i manglen på grænser, indser han dog, at han ikke nødvendigvis er så frigjort. De ekstreme udskejelser er ikke partout lig med ekstrem frihed.

Niels Henning Falk Jensby skriver med en nærværende tone, og læseren bliver grebet af det koncise sprog. Selvom det flyder med sæd, blod, tis, lort og spyt, så får læseren serveret et stykke gribende kvalitetslitteratur.

Kamilla Hega Holst

Kortfattet og ekspressiv roman, der omhandler skilsmisse og psykisk sygdom. Romanen rokker ved forestillingen om hvem der er den normale og hvem, der er den syge. På en måde vender bogen hele ens reaktionsmønster på hovedet i mødet med moderen Kaisa, der ikke må se sine børn, efter at hun er blevet skilt fra sin eksmand. Hun får dog lov at passe sønnen på 14 og datteren på 10 i sit sommerhus, fordi eksmanden skal ud at rejse med sin nye kone. Sønnen forsvinder pludseligt, og Kaisa må alliere sig med sin eksmand, for at få ham fundet. Denne situation bliver fatal og vender pludselig bogen på hovedet.

Tags