Fra filmen Hvidstengruppen

Hvidstengruppen

12.04.21
Når man nævner navnet Hvidsten, så er der nok ikke mange, der kan sige, at de aldrig har hørt dette navn i en eller anden sammenhæng. Tankerne vil formentlig falde på Hvidsten Kro og Hvidstengruppen. Dette er meget naturligt, da de to ting hænger sammen og historien om kroen, og modstandskampen under besættelsen 1940-1945, har mejslet sig ind i danskernes bevidsthed i efterkrigsgenerationerne.

Hvidstengruppen var en modstandsgruppe, der var aktiv i 1943-1944 under den tyske besættelse af Danmark. Gruppen havde sit omdrejningspunkt omkring Hvidsten Kro og dens ejere, familien Fiil. Derudover var der involveret mange fra egnen mellem Randers og Mariager, og gruppens hovedindsats var opsamling og viderelevering af våben og sprængstof, som englænderne kastede ned fra fly til den danske modstandsbevægelse. Det hele fik en brat ende, da størstedelen af gruppen blev taget af tyskerne. Den 30. juni 1944 blev otte af medlemmerne henrettet i Ryvangen.

Siden er der udgivet mange bøger om gruppen, og især udgivelsen af de breve som medlemmerne skrev, mens de var fængslet, er stærk og vigtig læsning for alle kommende generationer. Populærkulturen har også ladet sig inspirere af historien, da musikeren Lars Lilholt og hans band i 1994 udgav sangen, Hvidsten Kro. I 2012 var tiden så kommet til en spillefilm, og filmdramaet ”Hvidsten Gruppen” fik premiere. Derudover havde vores lokale kulturhistoriske museum, Museum Østjylland, stor succes med den inspirerende og stærke udstilling Modstand, i 2019.

Her i 2021 er optagelserne så begyndt til en efterfølger til ”Hvidsten Gruppen”, og en film om de efterladte er i vente. Nogle af disse optagelser vil ganske naturligt finde sted i området på og omkring kroen i Hvidsten men også inde i Randers by. I den anledning har Randers Bibliotek også tænkt sig at sætte fokus på dette emne, der fortsat er relevant og vedkommende, selvom vi bevæger os stadig længere væk fra Anden Verdenskrig.

På Randers Bibliotek, i vores filialer og bogbus, har vi altid masser af bøger om den voldsomme og vigtige historie. I vores filial i Dronningborg har personalet, i samarbejde med Museum Østjylland, lavet en lille udstilling og fundet ekstra mange bøger frem om emnet.

Reserver en af de nedenstående materialer og stik en tur forbi vores hyggelige filial, Randers Bibliotek Øst, i Dronningborg. 

Læs mere om Hvidstengruppen på Danmarkshistorien.dk