Dekameron 2021 efterlyser dine corona-historier
Dekameron 2021 efterlyser dine corona-historier

Kom med DIN corona-historie!

14.05.21
I middelalderværket "Dekameron" føres vi gennem 100 fortællinger fra pestens tid. Skal din fortælling fra corona-tiden være en af de 100 midtjyske historier, der udvælges til projektet Dekameron 2021?

Hvis du brænder inde med en fortælling om, hvordan coronaepidemien har påvirket dit liv det sidste års tid, er der nu mulighed for at komme ud med din historie. Under overskriften Dekameron 2021 er en samling midtjyske forfattere på jagt efter din beretning om, hvordan den markante periode i verdenshistorien, som vi er midt i, har ændret dit liv på godt og ondt. Målet er at indsamle 1000 fortællinger fra det levede pandemi-liv, som det har udfoldet sig her i regionen, og derefter starte en udvælgelsesproces, så man antalsmæssigt kommer på linje med forlægget, Giovanni Boccacios "Dekameron" fra 1349.

10 forfattere fra Midtjylland udvælger hver 10 historier blandt de indsendte, som de sammen med historieskriverne videreudvikler til en litterær tekst. Det er under den internationale litteraturfestival LiteratureXchange, der afvikles 10.-20. juni 2021 i Aarhus, hvor forfatterne mødes med historieskriverne på 10 forskellige steder i Region Midtjylland.

”Vi har valgt at sætte en forfatter og 10 historieskrivere i stævne over middage i 10 byer i regionen under festivalen. Vi synes, det er et spændende koncept, som vi forventer os meget af. Vi afvikler middagene i samarbejde med 10 kommuner i regionen, og de er værter for middagene. Der bliver fra alle middagene streamet oplæsninger, og forfatteren sætter ord på nogle af teksterne for at give et indblik i projektets maskinrum, som er mødet mellem forfatteren og historieskriverne og deres arbejde med teksterne” fortæller en af initiativtagerne, Pia Buchardt.

Hvis du vil have din historie med i projekt Dekameron 2021, kan du enten skrive den (max. 1 side) eller optage den på video (max. 1 minut). Derefter kan du enten sende den pr. email til dekameron2021@gmail.com eller poste den i Dekameron 2021s åbne Facebook-gruppe. Her kan du også læse nogle af de mange bidrag, der allerede er sendt ind.

Det gælder dog om, ikke at hvile på laurbærrene, hvis du vil være med. Der er deadline for medvirken den 31/5.

De 10 forfattere

Når historierne er indsendt, lægges udvælgelsesprocessen og den videre bearbejdsning i hænderne på disse 10 midtjyske forfattere:

  • Svend Åge Madsen (Aarhus)
  • Gerd Laugesen (Viborg)
  • Katrine Assels (Ry)
  • Carsten René Nielsen (Samsø)
  • Anders Johansen (Hornslet)
  • Henrik Majlund Toft (Grenå)
  • Marianne Jørgensen (Roslev)
  • Louise Juhl Dalsgaard (Skanderborg)
  • Daniel Boysen (Aarhus)
  • Hans Peter Madsen (Herning)