Månedens kloge hoved - Martin Luther King

30.06.17
Man kan være klog på mange måder. Martin Luther King var klog på mennesker, og en stærk fortaler for fredelig sameksistens mellem alle, uanset hudfarve. Med sin klogskab var han med til at ændre den turbulente amerikanske historie.
Barndommen
I januar 1929 kommer Michael King til verden i Atlanta, Georgia. Han bliver det mellemste barn af Martin Luther King senior og Alberta Williams King. Han har storesøsteren Willie Christine, og senere lillebror Alfred. I 1934 bliver Michael’s navn ændret til Martin Luther King junior, for at ære protestantismens fader Martin Luther. (Protestantismen fylder for øvrigt 500 i 2017). Begge forældre har en afrikansk-amerikansk baggrund.

                                                Martin Luther King junior som barn.

King begynder tidligt at interessere sig for sang og musik. Hans far er baptist præst, så King bliver medlem af juniorkoret, og synger ofte med dem i forskellige kirker. Opdragelsen er streng, og med jævne mellemrum bliver børnene slået. En nabo fortæller, at han hørte faren fortælle den unge King, at ”Han nok skulle få noget ud af ham, om han så skulle banke ham til døde”. 

Han vokser op i et land, hvor der er adskillelse mellem sorte og hvide. Det gør indtryk på ham, når han ser farens protester imod at blive behandlet anderledes. For eksempel når politiet kalder ham ”boy”, eller når de i en skoforretning bliver beordret til at gå ned bagerst i butikken, fordi de er sorte. King bliver som barn venner med en hvid dreng, men de skolen starter, skal de gå på hver deres skole, for sorte og hvide. Den hvide drengs far ønsker pludselig ikke, at de skal lege sammen mere.
Gennem hele sit liv, kommer Martin Luther King jr. til at lide af depression. Han må dagligt finde sig i ydmygelserne fra mange hvide. Som 12-årig dør hans mormor, og han føler sig skyldig og springer ud af et vindue på anden sal, men overlever. Hvad kirken angår, fylder tvivlen mere og mere i ham. Han tror ikke på Jesu opstandelse, men mener også, at der utvivlsomt er mange sandheder i Biblen.
 
Ungdommen og studierne
King starter som ung på Booker T. Washington High School I Atlanta, hvor han hurtigt får ry for at være en fremragende taler. Han vinder førstepræmien som taler i Negro Elks Club i Georgia, og på vej tilbage i bussen bliver King og hans lærer beordret til at rejse sig for de hvide passagerer. Først nægter King, men får at vide af sin lærer, at han bryder loven hvis ikke han rejser sig. Senere omtaler han episoden som det tidspunkt han havde været mest rasende I sit liv. I skolen var King så dygtig, at han sprang flere klasser over. Her efter starter han som 15 årig på Morehouse College, en respekteret High School for sorte. Det er her, at han udvikler sin åndelige bevidsthed, og vælger baptist kirken som sit ståsted, fordi han, som han siger har ”En indre drift mod at tjene menneskeheden”. Det er også på Morehouse, at King har et romantisk forhold til en hvid kvinde, som er datter af kokken på skolen. Hans familie og venner er dog stærkt imod forholdet, fordi de mener at et blandet ægteskab vil skabe modstand fra både sorte og hvide, og skade hans muligheder for at blive præst i Syden. King afslutter forholdet, men gennem hele sit liv bevarer han sine følelser for de kvinder han forlader. Efter High School starter King på Crozer Theological Seminary, og bliver i 1954 præst for Dexter Avenue Baptist Church i Alabama, efter endt studie. Det er under dette studie, at King møder Coretta Scott, som han bliver gift med i 1953. De får senere 4 børn. King får sin doktorgrad på Boston University i 1955. 
 
Montgomery bus boykotten i 1955
Den 1. december 1955, bliver  Rosa Parks arresteret for ikke at ville flytte sig for en hvid i bybussen i Montgomery, Alabama. Det udløser en boykot af busserne, som er planlagt af E.D. Nixon, og ledet af King. Den kommer til at vare i 385 dage, og stemningen bliver så spændt, at Kings hus bliver bombet. King selv bliver arresteret under kampagnen (hvilket han bliver mange gange senere). Protesten medfører til sidst, at en dommer ophæver raceadskillelsen på alle busser i Montgomery. Dette gør King til en national profil, og den kendteste fortaler for menneskerettighedsbevægelsen i USA. 

                             Rosa Parks, og Martin Luther King i baggrunden.

Southern Christian Leadership Conference
I 1957 grundlægger King og flere andre SCLC, som skal virke som en moralsk autoritet og samlende kraft for at lave ikke voldelige protester. Formålet er at ændre borgerrettighederne og raceadskillelsen, så alle får samme vilkår. Året efter er King tæt på at dø, da en psykisk syg kvinde dolker ham med en brevåbner, mens han er ved at signere sin bog "Stride Toward Freedom" hos Blumstein's i Harlem.
Gruppen sender et brev til præsident Kennedy i 1962, hvor de foreslår ham at gøre mere i borgerrettighedsspørgsmålet. Dog uden virkning. 
Det er omkring dette tidspunkt, at FBI begynder at aflytte Kings telefon, for at afgøre om han er kommunist. (Som nogle vil huske, er USA ramt af en udbredt kommunistforskrækkelse i 60'erne.) Der er dog intet i aflytningerne, der indikerer at King er kommunist. 
King organiserer og deltager i flere marcher, og efterhånden kommer der flere succeser til. Blandt andet Civil Rights Act, og Voting Rights Act, som forbedrer vilkårene for de sorte.
 
Det er ikke alle, der er enige i, at samfundet skal ændres med ikke-vold. Den mest kendte fortaler for at bruge vold, hvis det er nødvendigt, er Malcolm X, som er medlem af Nation of Islam. Som King, bliver han senere myrdet. De to har adskillige debatter på tv og i andre sammenhænge. 
 

                                   Malcolm X og Martin Luther King i samtale.

Albany bevægelsen

Albany bevægelsen er en anti-adskillelses gruppe, som King og SCLC bliver involveret med i 1961.  Bevægelsen laver mange ikke-volds demonstrationer mod adskillelse, og skaber stor national opmærksomhed. King bliver flere gange fængslet i forbindelse med demonstrationerne i Albany. Der sker ikke mange ændringer med tiden, så efterhånden går bevægelsen i opløsning.

Birmingham kampagnen
I April 1963 involverer SCLC sig i kampagner mod raceadskillelse i Birmingham, Alabama. Der bliver benyttet en ikke-vold, som samtidig er konfrontatorisk. Kings formål er at provokere til massearrestationer, og skabe en situation, der uundgåeligt vil føre til forhandlinger. Underprotesterne bruger politiet vandkanoner og hunde mod demonstranterne, både voksne og børn. Det er ikke alle, der holder sig til parolen om ikke-vold blandt demonstranterne. Men kampagnen bliver aligvel en succes. Politichefen mister sit job, på grund af den rå fremfærd, og offentlige pladser bliver mere åbne for sorte.
 
Marchen til Washington
King er blandt de kendteste da han i 1963 deltager i marchen til Washington, for job og frihed. Han er med som repræsentant for SCLC, sammen med flere andre borgerretiighedsgrupper. På dette tidspunkt er John F. Kennedy præsident, som først er imod marchen, fordi han mener den vil skade lovgivningen omkring borgerrettighederne. Men da organisatorerne holder fast på at marchen skal ske, sørger Kennedy for, at flere deltager i marchen, for at hjælpe processen på vej.
Marchens formål er at skabe opmærksomhed omkring de sortes forhold i Syden i landets hovedstad, tæt på magtens centrum. Selv om marchen bliver holdt i en afdæmpet atmosfære, er der dog også specifikek krav omkring raceadskillelse i skolerne og borgerrettigheder. Malcolm X kalder marchen for "Farcen til Washington", og forbyder sine medlemmer at deltage. Mere end en kvart million deltager i marchen, den største samling af demonstranter i Washingtons historie. Det er her King leverer sin kendteste tale, nemlig den hvor han taler om sine drømme. Han siger blandt andet:
 
"I say to you today, my friends, so even though we face the difficulties of today and tomorrow, I still have a dream. It is a dream deeply rooted in the American dream.
I have a dream that one day this nation will rise up and live out the true meaning of its creed: 'We hold these truths to be self-evident: that all men are created equal.'
I have a dream that one day on the red hills of Georgia the sons of former slaves and the sons of former slave owners will be able to sit down together at the table of brotherhood.
I have a dream that one day even the state of Mississippi, a state sweltering with the heat of injustice, sweltering with the heat of oppression, will be transformed into an oasis of freedom and justice.
I have a dream that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character.
I have a dream today.
I have a dream that one day, down in Alabama, with its vicious racists, with its governor having his lips dripping with the words of interposition and nullification; one day right there in Alabama, little black boys and black girls will be able to join hands with little white boys and white girls as sisters and brothers.
I have a dream today."
 

                            King I gang med sin berømte “I have a Dream” tale.

Talen bliver senere betragtet som en af de fineste taler i amerikansk historie, og hjælper til at gennemføre Civil Rights Act i 1964. 

Selma Voting Rights movement og Bloody Sunday
King, SCLC og andre forsøger i 1965 at lave en march fra Selma til Montgomery, men bliver angrebet af vrede hobe og politiet. Dagen bliver kendt som Bloody Sunday, og bliver en vigtig brik i ændringerne omkring borgerrettighederne i USA. King selv er dog ikke til stede på dagen, fordi han er optaget af anliggender i kirken. De voldsomme nedslag på demonstrationen bliver sendt på tv og medfører national harme. 
En march senere på året gennemføres, og her taler King i Montgomery om at lige rettigheder for afrikanske amerikanere ikke kan være langt væk "fordi buen over det moralske univers er lang, men bøjer sig mod retfærdighed".
 
Chicago open housing movement
I 1966, efter adskillige successer i Syden, prøver borgerrettighedsorganisationerne at sprede bevægelsen nordpå. Især i Chicago foregår der demonstrationer for at skabe sympati for de fattige og børn uden skolegang. En af lederne udtaler senere, at demonstranterne får en værre modtagelse end i Syden. De får kastet flasker og sten efter sig. Da King og hans allierede tager til Syden igen, efterlader de Jesse Jackson til at lede bevægelsen i nord. 
 
Poor Peoples Campaign, 1968
I 1968 organiserer King og SCLC  "Poor People's Campaign" for at italesætte den økonomiske uretfærdighed i samfundet. King tager landet rundt for at samle støtte til sagen, og ender i Washington med sin demonstration. Den civile ulydighed skal skabe lighed for alle, og bedre hjælp til fattige. Kampagnen er kontroversiel, selv indenfor egne rækker i borgerrettighedsbevægelsen. 
 
Mordet
Den 29. marts 1968 rejser King til Memphis i Tennessee, for at støtte de sorte sanitetsarbejdere. De har strejket i flere uger for at få en højere løn og bedre behandling.  Nogle få dage efter ankomsten leverer King sin  "I've Been to the Mountaintop" tale, som senere skal få en helt ny betydning: 
 
"And then I got to Memphis. And some began to say the threats, or talk about the threats that were out. What would happen to me from some of our sick white brothers?
Well, I don't know what will happen now. We've got some difficult days ahead. But it doesn't matter with me now. Because I've been to the mountaintop. And I don't mind. Like anybody, I would like to live a long life. Longevity has its place. But I'm not concerned about that now. I just want to do God's will. And He's allowed me to go up to the mountain. And I've looked over. And I've seen the promised land. I may not get there with you. But I want you to know tonight, that we, as a people, will get to the promised land. So I'm happy, tonight. I'm not worried about anything. I'm not fearing any man. Mine eyes have seen the glory of the coming of the Lord."
 
King er booket ind på sit sædvanlige motelværelse i Memphis, på rum 306 i Lorraine Motel. I følge Jesse Jackson, som også er til stede, da King står på balkonen i det skæbnesvangre øjeblik, er det sidste King siger til musikeren Ben Branch: "Ben, husk nu at spille Take my Hand, Precious Lord til mødet i aften. Spil det rigtig godt". Klokken er 18:01 den 4. april da skuddene lyder, og King synker sammen på balkonen. En kugle går gennem hans højre kind og smadrer hans kæbe. Han dør på St. Josephs Hospital kl. 19:05. En læge udtaler efter obduktionen, at Kings hjerte ser ud som en på 60, selv om han dør som 39 årig. En epoke i den amerikanske historie er pludselig forbi. Morderen James Earl Ray, bliver fanget efter kort tid, og dømt for mordet på King. Han påstår selv at han er syndebuk og offer for en konspiration, men det bliver aldrig bevist.

                                                  James Earl Ray, Kings morder.

Efterspillet

Mordet fører til raceuroligheder over hele USA. Præsidentkandidaten Robert Kennedy, som selv bliver myrdet senere på året, støtter demonstranterne, men beder dem også om at følge Kings parole om ikke-vold. Præsident Johnson erklærer 7. april for officiel sørgedag for King. Til stede ved hans begravelse på Ebenezer Baptist Church, er vicepræsident Humphrey, da man frygter at Johnsons tilstedeværelse kan opflamme vrede og protester. På enkens ønske spilles "Drum Major" ved begravelsen. King ønskede ikke at hans priser bliver nævnt, men i stedet at han prøvede at føde de sultne og klæde de nøgne på.

Hans gode ven Mahalia Jackson synger hans favoritsang, "Take My Hand, Precious Lord".

                      Gravstenen for Martin Luther King og Coretta Scott King.

Anerkendelsen af King

King bliver gennem sit liv tildelt rigtig mange priser, men den kendteste er uden tvivl Nobels Fredspris i 1964. Han får den for sit arbejde med at ændre raceforskellene med fredelige midler. 

                                        King får overrakt Nobels Fredspris i 1964.

Citater af King:

Uretfærdighed et sted er en trussel mod retfærdighed alle steder.

Vi vil huske, ikke vore fjenders ord, men vore venners tavshed.

En forsinket ret er en nægtet ret.

Fred er ikke blot et fjernt mål, vi søger, men et middel, hvormed vi når frem til dette mål.

Livets mest vedvarende og påtrængende spørgsmål er: ”Hvad gør du for andre?”

Den ultimative målestok for en mand er ikke, hvordan han forholder sig i øjeblikke af komfort og bekvemmelighed, men hvordan han forholder sig i tider med udfordring og kontroverser.

Intet i verden er mere farligt end oprigtig uvidenhed og samvittighedsfuld dumhed.

Uanset hvad dit livs arbejde er, gør det godt.

En mand skal gøre sit arbejde så godt, at de levende, de døde og de ufødte ikke kunne gøre det bedre.

Alt det der påvirker en direkte, påvirker alle indirekte. Jeg kan aldrig blive det, jeg burde være, indtil du er, hvad du burde være. Dette er den indbyrdes afhængige virkelighed.

Den ultimative tragedie er ikke undertrykkelse og grusomhed foretaget af onde mennesker, men at gode mennesker forholder sig i tavshed hertil.

Vores videnskabelige magt har overgået vores åndelige magt. Vi har styret missiler og vildledt mennesker.

Vores liv begynder at slutte den dag, vi bliver tavse om ting, der betyder noget.

Kærlighed er den eneste kraft, der er i stand til at omdanne en fjende til en ven.

Tiden er altid rigtig til at gøre det, der er rigtigt.

Hvis en mand ikke har fundet noget, som han vil dø for, er han ikke egnet til at leve.

Det er rigtigt, at loven ikke kan få en mand til at elske mig, men den kan afholde ham fra at lynche mig, og jeg synes, at det er temmelig vigtig

De midler vi bruger må være så rene, som det mål vi søger.

Vi må acceptere begrænset skuffelse, men aldrig miste det uendelige håb.

Uddannelsens formål er at lære én at tænke intenst og at tænke kritisk ... Intelligens og karakter - det er målet med sand uddannelse.

Jeg har en drøm om, at mine fire små børn en dag vil leve i en nation, hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve, men på deres karakter.

Fakta box
Materialer