Maden mellem os
Maden mellem os

Maden mellem os

05.03.19
DR og Danmarks Biblioteker inviterer dig dette forår med til bords i et landsdækkende samarbejde om vores allesammens madkultur. På Randers Bibliotek betyder det udstillinger, "Din bedste opskrift" og "Doggy bags" med litterære smagsprøver.

Mad og drikke har altid spillet en væsentlig rolle, når mennesker mødes. Lige fra stenaldermanden, der selv nedlagde sit bytte og tilberedte maden over åben ild, til store festligheder i middelalderen med mjød og flæsk.

I dag er samtalekøkkenet det primære rum i boligen og måltider samles vi stadigvæk om, selvom hverdagen er travl og fællesskabet er udfordret af fritidsaktiviteter og en fremherskende mobilkultur.

Fakta om mad og madkultur anno 2019:

Madkulturen har løbende ændret sig, og undersøgelser viser, at danskerne i dag ikke bruger lang tid på hverken at lave maden eller at indtage den. (kilde: Madkulturen 2018)

En travl hverdag hersker ofte hos danske familier, og selvom maden burde være omdrejningspunktet for nærvær og samling i familien, ser det ud til at flere og flere spiser måltidet alene.

Det fælles måltid er idealet i dag, men det kan være svært at praktisere i en hektisk hverdag, hvor tingene skal gå stærkt og det er vigtigt for alle i familien at ”være på” på de sociale medier m.m.

Ændrede familieformer, flere singlehusstande og lokkende tilbud om hurtige og nemme måltider udfordrer den måde vi spiser på, men samtidig er ønsket om at være en del af et fællesskab i høj kurs. (kilde: Madkulturen 2017)

Maden mellem os

Mad i litteraturen

Maden spiller også en stor rolle i litteraturen, og ofte kan man læse værker, der fortæller så indlevende og detaljeret om mad, at læseren får stimuleret både smags-, syns- og følesansen.

I forbindelse med temaet vil Randers Bibliotek præsentere dig for litteratur, som har det til fælles, at maden og fællesskabet har en stor betydning i handlingen, og du vil opleve spændende og anderledes litteratur, som vil stille din litterære sult på en helt ny måde.

På Randers Bibliotek vil du lige nu blive præsenteret for "Doggy Bags" med litterære smagsprøver og opskrifter udvalgte lande og "køkkener": Nordisk, Italiensk, Fransk, Asiatisk og USA.

Når man først én gang har bidt mærke i, hvor ofte måltidet og maden er omdrejningspunkt i litteraturen, opdager man, at maden rækker langt ud over det essentielle og ernæringsmæssige behov.

På Randers Bibliotek vil du også kunne se et udvalg af kogebøger, give dit besyv med til "Din bedste opskrift" og mærke på fødevarer i følekasser. Vi har også lavet en tidslinje, der fortæller dig om danskernes madvaner igennem historien.

Maden mellem os

Madfællesskaber vinder frem

Gamle tante Olga, der sidder alene i sin spisestue med det leverede måltid fra kommunens madservice.

Mor Mette, der netop har kørt sin søn til fodboldtræning, og venter på manden Niels får fri fra sin aftenvagt, sidder og nipper til sin rugbrødsmad.

Det er blot eksempler på familiekonstellationer, som i dagens Danmark besværliggør et fælles måltid. Det ser dog ud til, at flere danskere ønsker at gøre op med denne individualiserede madkultur. Måske som et resultat af det store ønske om fællesskab, er et nyt koncept begyndt at vinde mere og mere frem – nemlig fællesspisninger og madfællesskaber.

Naboer, der spiser sammen eller hele byer, der mødes til et fælles måltid, hvor deltagerne får talt med hinanden og lært hinanden at kende på en ny måde. Mødet om maden er vigtigt. I uge 17 afholdes fællesspisninger i Danmark i forbindelse med initiativet ”Danmark Spiser Sammen”, startet op af organisationen Folkebevægelsen mod Ensomhed.

Bon Appetit og velbekomme.

Kig forbi bibliotekets "Mad mellemmennesker"-udstilling eller klik dig videre til mere inspiration nedenfor.

Læs mere:

Deltag i fællesspisning: Danmark Spiser sammen i uge 17

Fakta om madkulturen:

Madkulturen - vidensinstitution under Miljø- og Fødevareministeriet

Madindeks 2017

Danskernes madkultur 2018

Litterær inspiration om Maden mellem mennesker::

Tema på Litteratursiden

Tema på Forfatterweb

Tema på Faktalink

Tidsskriftartikler om mad, der kan leveres digitalt

Inspiration på Film:

Film om mad på Filmstriben