mor_er_den_bedste
mor_er_den_bedste

Mor er den bedste i verden

12.05.16
Fordi hun er min mor

På Randers Bibliotek sætter vi fokus på kvindelige superhelte – navnlig hverdagsheltene. Og hvem er mere hverdagshelt end vores mor? Hun er der altid for os i tykt og tyndt. Hun trøster os, når vi er kede af det. Hun står klar med gode råd om alt fra pletter på trøjen til kæresteproblemer. Hun liker dine billeder på Facebook. Hun forkæler dig. Når du som voksen kommer på besøg, så er du sikker på, hun har lavet dine livretter og sørget for, at dit yndlingsslik ligger i skabet. Jeps, mor er i sandhed den bedste i verden, uanset hvilken alder du har.
Mødrene i litteraturens verden er beskrevet på  alle mulige og umulige måder. Her er et lille udpluk af nogle af mor rollerne:
 

Mor i børnebøger
Mødre i børnebøger kan være helt fraværende som i Pippi Langstrømpe og Alfons Åberg. De kan være enormt kærlige og omsorgsfulde som Emil fra Lønnebergs mor eller i Pigen der ville give sin mor en stjerne. I de nyere billedbøger er moren beskrevet knap så romantisk og måske i virkeligheden mere realistisk som i bøgerne om Vitello eller om Pia Linda og mor.
Når børnene i bøger bliver lidt ældre, så sker der noget med forholdet til moren. Pludselig bliver hun mega pinlig som i Hjælp! Mine forældre er ude af kontrol eller Pinlig mor.


Forholdet mellem den voksne kvinde og moren
Når perioden med den pinlige mor er veloverstået, så skifter morrollen igen i litteraturen. Følgende bøger beskriver forholdet mellem mor og datter. Biografien Heldigvis begik jeg ikke de samme fejl som min mor og i Selvfølgelig skal hun bo hos mig.
Mor er også andet end mor. Hun er en kvinde – en stærk kvinde. Det beskriver bøgerne Tine Bryld og Modige kvinder.


Ovenstående er blot en lille brøkdel af alle de bøger,  vi har om mødre og kvinder i det hele taget. Læs mere her om stærke kvindelige hverdagshelte. Kig ned på biblioteket og se vores udstilling om alle de kvindelige helte. Hvis dit barn er med, kan barnet tegne en tegning af en kvindelig superhelt; måske er du så heldig, at tegningen er af dig :-)
 

Tags