Kamæleon
Kamæleon

Om unge og identitet

16.09.14
Hvordan kan de digitale medier mindske de unges identitetsforvirring?

Engang var din fremtid mejslet i sten. Hvis din far var smed, så blev du smed. Hvis dine forældre var landmænd, så var din fremtid også indenfor landbruget. Jeg ved godt, det er mange år siden, det var så firkantet, men det er ikke mange år siden, hvor valget om fremtiden var overskuelig. Jeg kan som eksempel nævne, at der i 1992 var 554 sider i bogen: ”Hvad kan jeg blive?” I 2013 var der 1125 sider.

Svært at være ung
Det må i den grad være forvirrende at være ung. Udover de mange valg i forhold til uddannelse, skal der også tages valg om ens personlighed. Og egentlig er tanken om én personlighed vel nærmest utopi. I dag skal vi agere i mange roller, fordi vi har så mange kontaktflader. Samfundet består af en masse små enheder, som vi skal begå os i. Jeg læste engang et interview med en fyr, der kaldte os sociale kamæleoner. Det synes jeg, faktisk er ret så dækkende.

Så – hvordan søren lærer vi at være sociale kamæleoner? Og måske endnu vigtigere: hvordan lærer vi os selv at kende? Hvordan finder vi vores egen personlighed, når nu vi ikke længere ”bare” skal være som vores forældre?
Henry Jenkins påpeger, at digitale medier kan være behjælpelige. Han benævner to kompetencer, der kan øges gennem de digitale medier:
 
Performance: De digitale medier giver mulighed for, at vi kan afprøve forskellige identiteter på sikker grund. Du har mulighed for at gå på opdagelse i forskellige identiteter eksempelvis bag en avatar. Det er en sikker måde at afprøve dig selv på. Ved at teste forskellige identiteter kan du blive klogere på din egen identitet, fordi du blive spejlet i andre.
Simulation: Her handler det om evnen til at lave digitale universer, der minder om vores samfund. Det giver en forståelse af, hvordan verden hænger sammen. På den måde bliver det nemmere at finde ud af, hvor du passer ind. Det giver også et indblik i, hvor forskellige samfund kan være, og hvordan vores valg har konsekvenser for specielt det nære samfund.

Identiteten er en stor størrelse, og den kan naturligvis ikke kun formes over internettet. Men – digitale medier kan være med til at øge kompetencerne og derved formindske forvirringen.