Pia Juul. Foto: Lars Gundersen
Pia Juul. Foto: Lars Gundersen

Pia Juul er død

01.10.20
Den prisbelønnede forfatter Pia Juul døde onsdag.

Den 58-årige forfatter Pia Juul døde onsdag efter kort tids sygdom. Det oplyser Asger Schnacks Forlag i en pressemeddelelse.

"Genvordigheder nedskrevet med let hånd". Sådan har Pia Juul selv beskrevet sin litteratur, hvor det humoristiske og det foruroligende går hånd i hånd. Vores måde at bruge sproget på er en anden vigtig tematik i forfatterskabet.

En novelle, hvor der viser sig at gemme sig mange hemmeligheder under overfladen, starter eksempelvis med ordene: “Jeg tænkte: Hvis han siger flinker fyr eller grimmer én en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller skriger. Jeg giver mig til at skrige, og hvad mon han så vil sige? Han skal nok finde på noget fjollet”. Så er den tilsyneladende lette tone slået an. Men samtidig antydes det, at der ligger mange konflikter gemt hos novellens ægtepar og deres måde at tale med hinanden på."

Sådan indleder Kathrine Lehmann Sivertsen sit portræt af forfatter, digter og oversætter Pia Juul.

Læs hele portrættet af Pia Juul på Forfatterweb her.

Pia Juul høstede mange priser

Pia Juul debuterede i 1985 med digtsamlingen »Levende og Lukket«. Siden har hun udgivet en lang række romaner og digtsamlinger.

Pia Juul har høstet anerkendelse som både lyriker, prosaist og dramatiker.

Hun har ifølge Den Store Danske blandt andet modtaget Aarestrupmedaljen 1994, Statens Kunstfonds livsvarige ydelse siden 2000, Danske Banks Litteraturpris 2009 for romanen »Mordet på Halland« og Montanas Litteraturpris 2010 for digtsamlingen »Radioteatret«.

I 2012 modtog hun Kritikerprisen for novellesamlingen »Af sted, til stede«.

I 2000 fik hun Det Danske Akademis Beatriceprisen, der hvert år tildeles en skønlitterær forfatter inden for lyrik eller prosa, hvis »allerede udgivne bøger har en kvalitet, som der er grund til at påskønne, og om hvem der er grund til at tro, at han eller hun vil udvikle sig yderligere«.

I 2005 blev hun medlem af Det Danske Akademi.