Skriv eller digt om corona og vind fede præmier

Det er en mærkelig tid, vi befinder os i lige nu – coronaens tid. Alt er lukket ned, og verden virker markant anderledes end for bare to uger siden. Mange børn og unge er bekymrer sig: ”Hvornår kan jeg komme i skole igen? ”, ”Hvornår kan jeg komme til fest igen? ”, ”Er mine bedsteforældre i fare? ” eller ”Kan jeg have smittet andre uden at vide det? ”.
Tankerne kører rundt. 
Derfor har vi på Randers Bibliotek sat gang i skrivekonkurrencen ”Tanker i coronaens tid”, hvor børn og unge mellem 10 og 18 år kan få alle disse tanker ned på papir. Hver fredag i lukkeperioden kårer vi ugens vinder, der får et gavekort for to til en tur i biffen eller et gavekort til iTunes. 
 
Du kan skrive indenfor fire kategorier: 
 
• Essay
Skriv et essay om hvordan corona har ændret dit liv og din hverdag. I et essay går man på opdagelse i emnet og undersøger det fra flere vinkler. Brug gerne eksempler og beskrivelser fra dit eget liv. Dit essay må maks. være på 500 ord.
 
• Digt
Skriv et corona-digt. Du bestemmer selv om det skal være et rimdigt, et slam eller noget helt tredje.
 
• Historie
Skriv en historie om en person, der får corona tæt ind på livet. Du bestemmer selv, om det skal være en 1. personsfortæller eller en 3. personsfortæller. Din historie må maks. være på 500 ord.
 
• Dagbog
Skriv dagbog om tre dage i din corona-hverdag. 
 
Send din tekst eller video (hvor du læser op eller slammer) til sb@randersbib.dk
De indsendte tekster og videoer udgives på Randers Børnebib’s Facebookprofil. 
Vi glæder os til at læse (eller høre) jeres tekster. 
 
God skrivelyst!