For lang tid siden, i en fjern, fjern galakse...
Star Wars eventyret fortsætter langt udover filmenes grænser!

Star Wars Samlingen

05.04.19
For lang tid siden, i en galakse langt, langt væk…

Sådan begyndte George Lucas sit mesterlige eventyr for godt 42 år siden med Star Wars Episode IV: A New Hope, som på dansk oprindeligt blev kendt som Stjernekrigen.

Siden den første spæde begyndelse i 1977 er der kommet mangt og meget til: Yderligere 9 film, to animerede tv-serier samt et utal af bøger, tegneserier, computerspil og brætspil.

Her på Randers Bibliotek tager vi vores rolle som et bibliotek i en by i Galaksen meget alvorligt, og vi er derfor umådelig stolte over at kunne præsentere den største samling af Star Wars litteratur der findes på noget bibliotek her i kongeriget for vores lånere.

Så hvad enten du ønsker et gensyn med en eller flere af filmene, et hæsblæsende computer-eventyr i den fantastiske galakse, et strategisk brætspil til at udfordre dig selv og dine venner, eller en af de mange historier fra det udvidede univers at fordybe dig i, så kan du finde det lige her på Randers Bibliotek.

Star Wars samlingen:

Faktisk har vi så meget i samlingen her at det, selv for en låner velbevandret ud i Kraftens mysterier, kan virke en smule uoverskueligt bare at kaste sig hovedkulds ud i. I skrivende stund består vores Star Wars samling nemlig af intet mindre end 70 tegneserietitler, 41 film- og tv-titler, 25 computer- og konsolspil, 8 rollespilstitler, 8 forskellige Star Wars brætspil, 102 fagtitler fordelt på adskillige kategorier til både børn og voksne, 44 skønlitterære titler til børn på både dansk og engelsk samt intet mindre end 126 forskellige voksenromaner på engelsk.

Top fem star wars bøger:

Med så meget fantastisk materiale at vælge imellem kan det naturligvis blive mere end svært at finde det bedste sted at starte. Så for at hjælpe alle vores lånere bedst muligt i gang med deres nye eventyr i Star Wars universet har vi lavet en læseguide og tidslinje der kan findes i bunden af denne side. Derudover har alle selvfølgelig deres egne personlige favoritter, og jeg præsenterer gerne min personlige top-fem her:

5. Tales from Jabba’s Palace

En af de ting der lige fra starten gjorde Star Wars universet så dragende for mig, var de utroligt fascinerende skurke. Jeg tror ikke der er mange der nogensinde har glemt følelsen da de første gang så Darth Vader marchere ind på skærmen i den første Star Wars film, og i Tales from Jabba’s Palace er fokus netop på skurkene. De mange skæve og skumle eksistenser der omgiver den slimede gangsterkonge, Jabba the Hutt har alle deres historie at fortælle, og de er alle sammen værd at læse.

4. From a Certain Point of View

From a Certain Point of View blev udgivet I 2017 som en hyldest til Star Wars’ 40 års jubilæum, og er en antologisamling af intet mindre end 40 noveller, alle skrevet fra synspunktet af forskellige mindre betydningsfulde baggrundskarakterer og biroller. Det er naturligvis ikke alle 40 noveller der rammer samme niveau af kvalitet, men bogen er det hele værd, alene på grund af ”An Incident Report” som uden overdrivelse er den sjoveste Star Wars historie jeg har læst i mere end 20 år!

3. Tarkin

Som jeg nævnte tidligere, så er skurkene i Star Wars universet et af dets allerstørste styrker, og guvernør Tarkin er bestemt ingen undtagelse. Selvom han (naturligvis) bliver overskygget af Darth Vader, så er den imperielle guvernør, Wilhuff Tarkin, spillet af den britiske skuespiller Peter Cushing, bestemt også en af film-universets bedste skurke som Dødsstjernens iskolde og nådesløse kommandant. Bogen giver både et fascinerende indblik i karakterens baggrund og opvækst, og endnu en mulighed for at se ham samarbejde med Darth Vader i en jagt på en gruppe yderst beslutsomme og snedige rebeller.

2. Scoundrels

Scoundrels kan bedst beskrives som “Ocean’s Eleven møder Star Wars”, og det viser sig at være en yderst eksplosiv og underholdende kombination. Bogen foregår mellem de to første Star Wars film, lige efter Han Solo har mistet den belønning han skulle bruge til at betale sin gæld til Jabba the Hutt. Uden andre muligheder forsøger Han sig i stedet med sit livs største røveri, og samler en gruppe af galaksens bedste tyve, svindlere og gamblere for at hjælpe ham med det vanvittige kup.

1. The Han Solo trilogy (Paradise Snare, Hutt Gambit, Rebel Dawn)

Det kan godt være at Luke Skywalker er den officielle hovedperson i Star Wars sagaen, men jeg vil vove den påstand at langt flere fans, hvis du spurgte dem, ville pege på Han Solo som deres favoritkarakter fra serien, mig selv inkluderet. Og for enhver fan af Harrison Fords uforlignelige karakter, er Han Solo trilogien en oplevelse man ikke må snyde sig selv for. De tre bøger følger Han Solo fra hans barndom og opvækst blandt rumpirater, over hans karrierer som pilot, flåde-kadet og smugler lige op til øjeblikket før hans første møde med Luke Skywalker og Obi-Wan Kenobi på Tatooine i den første film. Det kan godt være at den nye Solo film nu er Hans ”officielle” baggrund, men Han Solo trilogien er og bliver stadig en meget bedre historie!

Top fem tegneserier:

5. Star Wars Legends Epic Collection: The Old Republic

Tusindvis af år før Star Wars filmene udspiller sig var den Gamle Republiks epoke, hvor Jedi-riddere over hele galaksen forsvarede Republikken og dens idealer mod Sith-fyrsternes ondskab. The Old Republic samlingen giver læseren et indblik i den verden der var for længst svundne legender i Luke Skywalkers tid, og et kærkomment gensyn med den Gamle Republik for fans af de tre computerspil der også foregår i perioden.

4. Star Wars: Heroes for a New Hope

Heroes for a New Hope samler tre mini-serier om tre af de oprindelige films store helte, prinsesse Leia, Lando Calrissian og Chewbacca, hver i deres eget hæsblæsende solo-eventyr. Alle tre er karakterer som ikke så ofte får en chance til at få spot-lyset for sig selv, så Heroes for a New Hope er en kærkommen mulighed for at se Leia, Lando og Chewbacca virkelig folde sig ud.

3. Star Wars: Thrawn

Endnu en af Star Wars universets fantastiske skurke, Storadmiral Thrawn er måske den mest elskede af alle det udvidede Star Wars univers’ tilføjelser. Thrawn er en tegneserieudgave af Timothy Zahns roman af samme navn (som også findes i vores samling, og bestemt bør læses!), og fortæller historien om hvordan den mystiske Chiss-soldat forlod sit eget folk i de Ukendte Regioner, kom i Kejserens tjeneste og blev en af de mest frygtede taktiske genier i den Imperielle flåde.

2. Doctor Aphra vol. 1

Blandt de mange, mange nye ansigter som det udvidede univers har tilføjet til Star Wars galaksen, er Doctor Aphra en af mine personlige favoritter. Med hendes skaber, Kieron Gillens egne ord, så var hun oprindeligt tænkt som det diametrale modstykke til Indiana Jones. En arkæolog og eventyrerske som først og fremmest tænker på sig selv, og på ingen måde går af vejen for at svindle, stjæle og forfalske når hun kan slippe af sted med det, men som stadig plages af konsekvenserne af sine egne handlinger. Aphras komplekse karakter, og hendes fantastiske eventyr på begge sider af krigen mellem Imperiet og Oprørsalliancen, gør hende til en velkommen tilføjelse til Star Wars universet som alle fans burde stifte bekendtskab med.

1. Star Wars: Vader Down

Efter alt hvad jeg ellers har skrevet om Star Wars universets skurke, og de mange, mange gange jeg har fremhævet Darth Vader som det ultimative eksempel, så ville det være en nærmest kriminel fejl fra min side hvis jeg ikke havde mindst én titel på mine lister med Vader i den absolutte hovedrolle. Vader Down er kulminationen på to andre tegneserietitler med Darth Vader i hovedrollen (”Star Wars” og ”Star Wars: Darth Vader”) og viser den mørke Sith-fyrste i sit absolutte og mest frygtindgydende es, alene og med ryggen mod muren imod den samlede Oprørsflåde og hær!

Tags
Materialer