Modeugen
Modeugen

Stilfulde bøger til modeugen

01.08.17
Glæder du dig også til Copenhagen Fashion Week? Så kan du varme op til modeugen med en samling spændende materialer om mode.

Når der d. 8.-12. august bliver afholdt modeuge i København, sættes der atter fokus på smukke modeller, spændende designs og kreative modeskabere. Hvis du ikke lige har plads på forreste række til de mange shows, findes der heldigvis en anden vej ind i modens univers. På Randers bibliotek kan du nemlig låne og downloade bøger, e-bøger og magasiner, som alle giver dig fri adgang til den ellers eksklusive modeverden.

Modeblogger og cand.mag i dansk og retorik Rikke Ulsøe Nielsen anbefaler følgende bøger og magasiner om mode til dig:

The World of Coco Chanel
Edmonde Charles-Roux, forfatteren til denne engelske bog, kender om nogen til Coco Chanels verden. Som Chanels officielle biograf og ikke mindst en tæt ven er han en god kilde til beretningen om en af verdens mest ikoniske designere. Han tager dig med på en fascinerende rejse til de brølende 20’ere, hvor Coco Chanel omgav sig med tidens store kunstnere som Picasso og Stravinsky. Foruden hendes bekendtskaber bliver du klogere på det aftryk, hun satte på moden ved at tage kvinder ud af korsettet og i stedet iklæde dem mere frigørende tøj som bukser, badedragter og naturligvis ’den lille sorte kjole’. Med denne rigt illustrerede bog kan du lære kvinden bag et af de mest prestigefyldte modehuse bedre at kende.

Hverdagsglamour
Emily Salomon driver en af Danmarks største modeblogs, som hver måned har over 80.000 unikke besøgende. I 2015 tilføjede hun en ekstra platform ved at udgive hun bogen Hverdagsglamour, hvori hun har samlet alle de bedste tips til at gøre dagligdagen ekstra stilfuld og glamourøs. Med Emilys brugbare råd samt flotte billeder og illustrationer kan du nemt tilføre et element af glamour i din hverdag, hvad enten det er i din makeup-rutine, din garderobe eller måske endda din morgenmad. Der er rigelige mængder inspiration at hente i denne fine bog, der kan læses af fashionistaer såvel som helt almindelige kvinder, der gerne vil forsøde hverdagen.

hverdagsglamour
Inside Vogue
I 2016 fyldte britisk Vogue 100 år. Forud for det imponerende jubilæum fulgte en lang række omfattende forberedelser, som blandt andet mundede ud i Kate Middleton, Hertuginden af Cambridge, på forsiden samt eventet Vogue 100 Gala, hvor nogle af verdens største stjerner og designere deltog. Undervejs førte magasinets chefredaktør Alexandra Shulman dagbog, og denne engelske e-bog er resultatet af hendes optegnelser. Med bogen får du en enestående mulighed for at komme behind the scenes i modens magtcentrum. Du får ikke kun kendskab til livet på et af verdens førende modemagasiner, men også et kendskab til en ambitiøs kvinde med stor passion for sit arbejde.

Dress Scandinavian
Det danske stilikon Pernille Teisbæk har helt styr på det med at klæde sig stilfuldt og moderigtigt. Hendes uovertrufne stilfornemmelse har sikret hende status som street style darling hos verdens førende modemagasiner, og med næsten en halv million følgere på Instagram er de kræsne moderedaktører langt fra de eneste, der er begejstrede for Pernilles stil. I bogen Dress Scandinavian deler hun ud af sin viden og introducerer dig til den karakteristiske skandinaviske stil. Du får nyttige tips til at opnå det ’scandi chic’ look, som er kendetegnet ved en gennemgående minimalisme tilsat enkelte skæve elementer som voluminøse silhuetter, utraditionelle mønstersammensætninger og humoristiske accessories.

Hvis du ikke kan få nok af bøger om mode, kan du også lade dig inspirere af denne liste med 25 modebøger fra modesitet Katoni.dk, hvor titler som eksempelvis How to be Parisian indgår. Bøgerne vil du søge og bestille hjem via Bibliotek.dk

Modeformidling finder dog ikke kun sted i bøger. Magasiner har også altid været en stor del af modeverdenen og fungeret som en indflydelsesrig stemme, når det kommer til omtale af kollektioner, trends og modehistorier. Fordi de udkommer månedligt, er de konstant opdaterede på de seneste tendenser og nyheder fra modebranchen.

Mode


Som låner på Randers bibliotek har du adgang til en lang række internationale modemagasiner, som du kan tilgå digitalt via Press Reader og RB Digital.
Du finder f.eks. disse tre gode bud på inspirerende modemagasiner:

•    Elle (FR) – Den franske version er det originale Elle magasin og blev grundlagt tilbage i 1945. Siden er Elle blevet verdens bedst sælgende modemagasin og forhandles i en lang række lande verden over. Med dette traditionsrige magasin er du sikker på at blive opdateret på alle de nyeste trends.  

•    Cosmopolitan (US) – Dette magasin startede oprindeligt som et familieblad. Meget har dog ændret sig siden, og i dag er det et kvindemagasin med fokus på mode samt temaer som forhold og sundhed. Gå eventuelt efter den oprindelige version, som netop er det amerikanske magasin.

•    Harper’s Bazaar (UK) – Den engelske version af Harper’s Bazaar tilbyder dig en overflod af inspiration. Tidligere henvendte det sig til den britiske overklasse, men siden en modernisering i 2006 har det ikoniske magasin formidlet modestof til et bredt, modeinteresseret publikum.